‘Dronningen’: Trine Dyrholm fucker mesterligt med den kønspolitiske dobbeltmoral i forrygende dansk film

‘Dronningen’: Trine Dyrholm fucker mesterligt med den kønspolitiske dobbeltmoral i forrygende dansk film
Gustav Lindh og Trine Dyrholm i 'Dronningen'.
Foto: Rolf Konow
5 6
Spillefilm
Instruktion

May el-Toukhy

Medvirkende

Trine Dyrholm, Gustav Lindh, Magnus Krepper, Preben Kristensen

Spilletid

128 minutter

Premiere

Den 28. marts

Man må ikke begære sin næstes hustru – og endnu mindre udøve magtbegær over sin mands liderligt lækre teenagesøn.

Instruktør May el-Toukhys anden spillefilm og samarbejde med Trine Dyrholm efter ’Lang historie kort’ er et anderledes kuldegysende fornemt studie i seksuel dominans og galoperende narcissisme, der som en anden Ødipus-tragedie i forstæderne styrer mod katastrofen for hvert sultne støn, Dyrholms high power-edderkoppekvinde ytrer, når hun knalder med sin 17-årige stedsøn.

Anne (Dyrholm) er mor til to tvillingedøtre og har gjort karriere som succesful advokat med speciale i misbrugssager og overgreb, tilsyneladende først og fremmest på unge piger, som hun nænsomt, men med stålsat vilje coacher igennem retsforløbene mod mændene, der har overskredet pigernes grænser, fordi ofrenes »nej« ikke lød højt nok.

Hun er lykkeligt gift med den svenske læge Peter (Magnus Krepper), og de to nyder en privilegeret tilværelse omgivet af den form for stiligt afdæmpede og slet skjult kølige skandinavisk interiør i blålige nuancer, der er som taget ud af et Illums Bolighus-katalog og typisk optræder i diverse moderne danske film- og tv-serier som visuel markør for øvre social status og skarpt intellekt. Såvel som en snorlige kontrast til beboernes indestængte kødelige passioner og den dybe skov af sammenflettede grene, vådt mos og sorte søer, der ligger klods op ad Anne og Peters villa.

Trold kan ikke tæmmes af dansk design, og naturen er skiftevis dyrisk og vulgær, Oehlenschläger-romantisk og ‘Antichrist’-dræbende i ’Dronningen’s overlegne billedsprog.

Trine Dyrholm og Gustav Lindh i ‘Dronningen’. (Foto: Rolf Konow)

Da Peters mutte teenagesøn fra et tidligere ægteskab, Gustav (Gustav Lindh), melder sin ankomst, udfordres familieidyllen af drengens trodsige uregerlighed, der stritter imod borgerligheden. Det udmunder sig sågar i et fingeret tyveri i hjemmet, inden Anne tøjler ynglingens gemyt med, hvad der indledningsvis ligner overskud og rummelighed, men hurtigt udvikler sig til en forførisk dans.

Dyrholm og stortalentet Lindh spiller den glidende overgang fra forbudt flirt til (meget grafisk) elskende med komplet overbevisende fysisk og psykologisk troværdighed, uden at man på noget tidspunkt er i tvivl om, hvem der fucker med hvem. For Anne er erobringen at sidestille med en fræk ekstremsport – en uimodståelig udfordring for kvinden, der har alt og keder sig. For Gustav er det en monumental kærlighedsaffære, der banker overdøvende og altopslugende i blodet, som det hører sig for stjerneforelskede teenagere i hormonernes vold.

Tematikken ældre kvinde/unghane er behandlet på film i fremragende værker som svenske ’Lærerinden’, franske ’Pianisten’, klassikeren ’The Graduate’ og – mere b-films-lummert – i australske ’Adore’, hvor bedsteveninderne Naomi Watts og Robin Wright Penn indleder seksuelle ‘eventyr’ med hinandens Adonis-sønner.

I dét selskab placerer ’Dronningen’ sig helt i front med sin kompromisløse skildring af affærens konsekvenser, der giver decideret ondt i maven, som nettet strammes og Annes grænseløshed fortrænger medmenneskeligheden. Hendes professionelle metier er naturligvis en paradoksal modsætning til den udnyttelse, hun selv med fuldt overlæg udøver i privaten, og der er noget syndigt satirisk og kønspolitisk fascinerende ved bidronningen, der fortærer, dømmer og tromler samtlige mænd på sin vej midt i vor tids krænkelsesdebatter.

Trine Dyrholm og Gustav Lindh i ‘Dronningen’. (Foto: Rolf Konow)

Man skal kigge langt efter rosenrøde solnedgange i de tabuiserede parringer, hvor kvinders lyst åbenbarer sig som en (modernat)urkraft, der suger de sultne, men emotionelt sagesløse unge mænd tilbage i skødet som en moderbindings-honey trap – og alligevel er der en tendens til i højere grad at lækkerliggøre og/eller svælge i sexakten mellem kvinde og dreng end set i film med Lolita-fortegn.

Det er svært at forestille sig Mads Mikkelsen give en teenagepige oralsex foran kameraet i bare halvt så eksplicitte detaljer, som når Dyrholm giver Lindh et full-on-blowjob, men selvom ‘Dronningen’ balancerer på en knivsæg mellem saftig voyeurisme og drama, lykkes el-Toukhy netop med at udstille hykleriet i samfundets forherligelse af drenges ‘mytiske’ virilitet ved at spejle Gustavs deroute i Annes pigeklienters mere udtalte skrøbelighed.

Graderne af samtykke og selvtillid tager sig vidt forskellige ud, men i sidste ende er de alle svigtede børn.

Vil man være pernitten, kan det bemærkes, at filmens symbolik bliver vel vejledende undervejs, og at Anne til tider virker som en lidt for tæt beslægtet søster til Dyrholms ditto rastløse, dominerende Gro i DR-serien ’Arvingerne’, der også var udstyret med en godmodig nordbokæreste (fra Norge) og utroskabsappetit på unge fyre. Det er småanker, der havde tirret tålmodigheden i en mindre seværdig film, men som man her dog ser igennem fingre med, når forfængelighedens bål slikker Anne om de sylespidse stiletter.

Længe leve Dronning Dyrholm og May el-Toukhy, der slet og ret har skabt en af de mest forrygende danske film i nyere tid.


Kort sagt:
May el-Toukhy, Trine Dyrholm og Gustav Lindh pirrer mesterligt den kønspolitiske (dobbelt)moral med en ublu kompromisløshed, der balancerer kækt på kanten af rendyrket provokation og ætsende karakterstudie.

Stort interview med Trine Dyrholm: »Jeg vidste simpelthen ikke, om jeg kunne spille rollen hjem«

Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold