‘Genopdagelsen’: Hippie-pædagogisk eksperiment om børn i naturen bliver for tandløs

‘Genopdagelsen’: Hippie-pædagogisk eksperiment om børn i naturen bliver for tandløs
'Genopdagelsen'
2 6
Instruktion

Phie Ambo

Spilletid

76 min.

Premiere

Den 25., 27. og 30. marts på CPH:DOX

CPH:DOX. »Fred er en god ting. Man kan ikke have et Utopia, hvor folk går rundt og nakker hinanden«, siger Malthe eftertænksomt. Han sidder med en notesbog i skødet sammen med nogle af sine klassekammerater i toppen af et træ.

Et sted ude på en forsømt byggegrund i København er et forsøg i gang. 47 folkeskoleelever fra 11 til 15 år modtager i ti måneder undervisning ude i den frie natur blandt bøgetræer og buske.

Børnene bygger huler og klatrer i træer, leger fangeleg og slås med pinde og laver alle de ting, som forældre bliver glade for at se deres børn gøre: De er ude i naturen og går på opdagelse. Det er mere spejderlejer eller skovbørnehave over det end den sorte skole.

Forældre vil med sikkerhed også glæde sig over Jytte Abildstrøms bedstemoderlige fortællerstemme, der akkompagnerer billederne af legende børn. Hun gestalter den almoderlige Naturens Stemme, der lukker børnene ind i hendes forunderlige verden.

Undervisningen går med diverse samarbejdsøvelser og sløjdopgaver: Bygge tårne, lave skilte og finde ud af, hvordan man bygger en bænk. En del af eksperimentet består i, at børnene skal opbygge deres eget utopiske samfund, hvor de skal lave deres egne regler, bygge lejrer og opbygge et monetært system. Det er sjovt at se dem blive enige om, hvilke love og regler der skal gælde for, hvordan man skal gebærde sig over for hinanden på pladsen.

Det også heri, at filmens mest spændende aspekt ligger. Da de skal bygge boder og begynde at sælge ting, skal børnene opfinde deres eget valutasystem. Hvad kan man bruge som penge? Hvordan skal man tjene dem? Hvad hvis alle pengene forsvandt? Det leder til overraskende voksne diskussioner om kompleks markedsøkonomi og virker til at være en både sjov og lærerig måde at lære børn om noget så tørt som finans.

Eksperimentet er i det hele taget fint og pædagogisk. Underviserne tager sig god tid og giver støtte til at lade børnene udfolde sig og løse opgaverne på deres egne måder, også hvis disse stikker uden for bogen. Jeg er sikker på, at mangt en stresset storbyforælder og 70’er-hippiemor ville glæde sig over at se deres små poder lege med grene og kastanjer og tale om konflikter i rundkreds.

Hvorfor det imidlertid kvalificerer sig til at lave en hel dokumentar om, står til gengæld hen i det uvisse. Måske forstår man det bedre, hvis man er vokset op på stenbroen, men hvori det ekstraordinære i udendørsprojektet ligger, har jeg svært ved at se. Mange af øvelserne minder om dem, man laver i en almindelig spejderlejer, og selv københavnerbørn må da komme på ferie uden for byen bare engang imellem.

Måske er det en kommentar til skærmkulturen om, at moderne børn ikke kommer nok udenfor og lege i det fri. Måske handler det om børnesundhed. Eller måske handler det om fremdriftsreform og den testkultur, som diverse uddannelsesministre har fremelsket i folkeskolen siden årtusindeskiftet. Måske er det en film, der burde vises internt til lærermøder og uddannelseskonferencer.

Naturens fortællerstemme bryder forløbet op med små monologer fyldt med bedstemoderlig visdom om naturens storhed og altings forbindelse. Om det sjove i at lege med en kastanje og det fantastiske i at gemme sig under en trækrone. Om livet i jordbunden og fuglene i himlen.

Det er alt sammen meget fint, men bliver også i længden en tand nedladende. For det lyder, som om filmen mener, at børn aldrig har set natur før, og projektet ikke bare skal give børnene en værdifuld oplevelse, men også skal lære dem at lege igen som rigtige børn. Man kan spørge sig selv, hvor meget vild natur der er i en lille firkant mellem to veje i midten af storbyen.

Jeg har ikke børn, og det kan være, meget har ændret sig, siden jeg var barn i 90’erne og 00’erne. Men det minder mig om, da jeg var lille, og min mor gerne ville have mig væk fra fjernsynsskærmen og ud og lege, som da hun var barn. Sådan har alle generationer nok haft det.


Kort sagt:
De gode intentioner står i kø i hippie-pædagogisk film om børn og naturlig leg, men formålet er uklart og virker fjernt fra børnenes virkelighed.

Læs også: Alle vores CPH:DOX-anmeldelser samlet på ét sted

Læs også: De 15 mest essentielle film på CPH:DOX 2019

Læs også: De danske perler, du skal se under CPH:DOX 2019

Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold