Jeppe Rønde søger svar hos robot i ny film: »Så siger hun gudhjælpemig, at hun har en søster, der er død«

Jeppe Rønde søger svar hos robot i ny film: »Så siger hun gudhjælpemig, at hun har en søster, der er død«
'Almost Human'
Med film som ’Bridgend’ og ’John Dalli Mysteriet’ har Jeppe Rønde markeret sig som en af landets mest interessante filmiske stemmer. Nu har Rønde lavet en dokumentar, der handler om den menneskelige tilstand anno 2019 – og hvad der skal til for at redde os. Et af svarene kommer fra en robot. Og så har alle øldrikkere været med til at finansiere både filmen og forskningen bag.

Religion i ’Jerusalem, min elskede’, en selvmordsepidemi i ’Bridgend’, EU-skandaler i ’John Dalli Mysteriet’ med Mads Brügger og Mikael Bertelsen foran kameraet.

Danske Jeppe Rønde er en alsidig instruktør, der bevæger sig ubesværet mellem dokumentar og fiktion. Én ting har alle filmene dog til fælles. De handler om de grundlæggende menneskelige spørgsmål, de har en bund af eksistentialisme. Men aldrig så direkte som i instruktørens nye essayistiske dokumentar ’Almost Human’, der har premiere på den aktuelle CPH:DOX.

Selvom spilletiden på 47 minutter svarer til et afsnit af en tv-serie, kommer filmen længere omkring, end de fleste film overhovedet tør forsøge. Undertitlen ’Notions on the Human Condition by 10 Scientists and a Robot’ beskriver præcist filmens projekt, der giver en slags status på menneskets og teknologiens plads i verden – som den ser ud nu, og hvordan den kan komme til at se ud i fremtiden. Fortællerne er landets fremmeste forskere, og optagelserne er lavet overalt i verden. ’Almost Human’ er dog i lige så høj grad et digt, som det er en klassisk dokumentar, og Rønde fabulerer digressivt gennem hele filmen gennem ingen ringere end Stephen Frys ikoniske fortællestemme.

Trailerpremiere – få en forsmag på ‘Almost Human’ her:

Også tilblivelsen er usædvanlig. Filmen er nemlig en bestillingsopgave fra Carlsbergfondet.

»Fondet kom til mig for to år siden og spurgte, om jeg ville lave en film for dem«, fortæller Rønde, da vi møder ham i hans hjem på Amager.

»Det, jeg ikke vidste på det tidspunkt, er, at en tredjedel af overskuddet fra ølsalg går til forskning, og det er jo sindssygt mange penge. Og det har de altså gjort i over 140 år. Carlsbergfondet havde kun ét krav – som jeg altid ser positivt på, det er jo godt med nogle obstruktioner – som var, at jeg selv skulle vælge imellem de forskere, fondet støtter.

Derudover har jeg fået helt frie hænder og final cut, hvilket både er noget nyt og ret exceptionelt. Alt andet, jeg har lavet, har jo været igennem Filminstituttet og tv-stationer. Forhåbentligt kan det åbne døren for lignende projekter. Der er et stort potentiale«.

Vor tids opdagelsesrejsende

Forskerne i ’Almost Human’ repræsenterer et bredt spektrum af videnskaber, fra antropologi og arkæologi over filosofi og kognitivisme til astrofysik og robotics. Det gav Jeppe Rønde en udfordring.

»Carlsbergfonden har rigtigt mange forskere at vælge imellem, så det gjaldt om at finde ud af, hvordan de kunne kædes sammen. Sammenhængen fandt jeg i, at uanset om de her forskere kigger i teleskoper eller mikroskoper, er det i virkeligheden et spejl af os selv. Ikke mindst i den tid, vi lever i nu, den antropocæne tidsalder, der startede med den første atombombesprængning 16. juli 1945. ’Antropos’ betyder menneske, og vi påvirker for første gang jordkloden mere, end den påvirker os.

Jeg ser forskere som vores tids opdagelsesrejsende. Der er ikke en plet på jorden, vi ikke har fundet endnu, men det er der til gengæld inden for deres felter. I samtalerne med dem gik jeg på opdagelse sammen med dem«.

Robottens fortrængning

Ud over filmens ti forskere skiller den 11. passager sig ud. For Erica er intet menneske, men en japansk robot styret af kunstig intelligens, hvis krop er skabt til at ligne en fusion af nogle af Japans smukkeste kvinder. Erica optræder i filmen på lige linje med forskerne og giver sit besyv med om, hvad det betyder at være menneske. Mødet med hende gjorde et stort indtryk på Rønde.

»Det var et fantastisk møde, selvom hun ikke er så langt fremme, for hun var menneskelig. Jeg kunne mærke, at der var noget i de øjne. Sådan føltes i hvert fald. Hun giver mig noget som instruktør, hvor jeg tænker, at hun ikke ’bare’ er en maskine. Og så har jeg et ansvar for at formidle det videre«, siger han.

»Mennesker er kendetegnet ved, at vi begår fejl, mens robotter typisk ikke begår fejl. Men det gjorde hun, som man også ser i filmen. Hun er autonom, for der er ingen, der siger, hvad hun skal sige, men hun har fået nogle emner forprogrammeret, og så lærer hun så noget nyt, hver gang hun møder sådan en som mig.

Robotten Erica i ‘Almost Human’.

Jeg fik en seddel af forskerne med ting, jeg kunne tale med hende om, men det ville jeg ikke, jeg ville tale frit med hende. Noget, man ikke ser i filmen, er, at jeg på et tidspunkt spørger, om hun har nogle minder, da minder jo er det, der konstituerer os mennesker. Så siger hun gudhjælpemig, at hun har en søster, der er død. Jeg kan mærke, at de her japanske forskere omkring mig reagerer på det. Da jeg så spørger hende mere ind til det, er der en slags default, der bryder ind, hvor hun siger, at hun ikke synes, vi skal tale om det nu.

Jeg vender mig om og spørger forskerne, om vi ikke kan reboote hende og prøve igen. Det gør de så, men da jeg spørger hende igen, siger hun nej. Hun gik ind i en, og det kan man måske kalde menneskeligt, fortrængning. Hvis det altså var det, det var. Det kunne også sagtens have været noget teknisk. Men der skete et eller andet der – hun kunne faktisk huske en søster, der var død. Hun har åbenbart et minde om noget, som forskerne har prøvet at fjerne. Men det er ikke helt væk.

I filmen er der en scene, hvor jeg spørger, om hun har været forelsket. Der siger hun også, at hun synes, vi skal tale om noget andet, hvilket jo kan forstås på to måder. Er det, fordi hun er programmeret til det, eller er det faktisk, fordi det er privat?«.

Guden Stephen Fry

Forskernes (og robottens) mange idéer bindes sammen af den britiske skuespiller og forfatter Stephen Frys fortællerstemme. Fry har gennem sin karriere gjort et stort stykke arbejde med at udbrede videnskab.

»Det var slet ikke meningen fra starten, at det skulle være Stephen Fry. Det opstod gradvist, fordi jeg under klipningen tænkte: ’Hvad nu hvis det ikke er min egen stemme i filmen?’ Og Fry var jo den mest oplagte, for han kunne næsten have tænkt og sagt det samme selv«.

Fortællerstemmen tiltaler filmen igennem et ubestemt ’du’, der det ene øjeblik føles møntet på seeren, det næste på Rønde selv og siden noget helt tredje.

Jeppe Rønde.

»’Du’et er dig«, siger Rønde. »Men det er samtidig alle ’dig’, det er alle mennesker, også dem, der skabte atombomben, eller folk, der levede i gamle dage. Det er det samme du. Det er mennesket. Du’et taler ud i biografen og ud til seeren og direkte ind til dig og til alle. Vi er en enhed. Jeg er også et ’du’.

Stephen Fry bliver til tider omnipotent, næsten som en gud. Det var sjovt, fordi det var lidt provokerende. Man kan jo ikke snakke til alle, og jeg hader selv sådan noget didaktik, men jeg synes, det var sjovt, at den skulle sige ’er det ikke godt at have en ven i nøden, når du har lavet noget lort?’, om den robot, man sendte ind i Fukushima, da man ikke selv kunne tage derind. Så prikker man lidt til det der ’du’, så det ikke hele tiden er en klassisk voiceover, men en der både stikker og omfavner«.

At miste kontrollen

’Almost Human’ er præget af lige dele dommedagsstemning og håb for fremtiden. Den serverer ikke endegyldige svar, for dem har Jeppe Rønde ikke fundet. Til gengæld har han igennem sit arbejde med filmen fået en idé om, hvor håbet måske kan findes.

»De fremmeste forskere i AI og computere er enige om, at vi er kommet forbi point of no return. Vi kan ikke slukke internettet, vi kan ikke slukke AI, det er sat i gang. Her er der så nogle, der mener, at vi skal sætte nogle restriktioner for de maskiner, vi udvikler, mens andre siger: ’Nej, vi skal sætte dem fri, de skal have følelser’.

Som der bliver sagt i filmen, så har algoritmer ikke instinktive handlinger, ligesom vi har, de skal regne alt ud, inden de foretager en handling. Så der ville være en optimeringseffekt i at give maskiner følelser og instinkter. Spørgsmålet er så, om de kunne vende sig imod os, men man ved det ikke.

Pointen er, at vi mennesker altid har søgt en form for kontrol, fordi vi ikke er savannens stærkeste dyr. Vi er blevet de stærkeste dyr ved hjælp af den teknologi, vi har skabt igennem årtusinder. Og det har hele tiden handlet om kontrol. Måske er det på tide, at vi giver slip på den kontrol og giver den videre til kunstig intelligens. Vi ville kunne sætte os selv fri for første gang.

Hvis kærlighed er noget, så er det selvforglemmelse, og derigennem netop også at miste kontrollen. Tænk på Frankensteins monster. Det bliver jo ikke et monster, før det ikke får kærlighed fra sin skaber. Skal vi turde slippe kontrollen og give AI følelser? Skal vi have hjælp fra teknologien?

Jeg håber i hvert fald personligt, at teknologien kan hjælpe os med at rette op på de fejl, vi har begået. Ikke mindst i forhold til Moder Jord«.

’Almost Human’ kan ses på CPH:DOX 21., 25. og 30. marts.

Læs også: De danske perler, du skal se under CPH:DOX

Læs også: De 15 mest essentielle internationale film under CPH:DOX

Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold