Midt i sin nedsmeltning rammer Ghita Nørby en snert af sandhed

Midt i sin nedsmeltning rammer Ghita Nørby en snert af sandhed
Ghita Nørby i Michael Noers 'Nøgle hus spejl fra 2015.
Foto: Nordisk Film
Ghita Nørby sviner Iben Maria Zeuthen til i Radio24syvs eksplosive program ’Hele Danmarks Ghita’, der gik i luften i dag. Hele Danmarks Ghita går langt over stregen. Men hun har også ret.
Midt i sin nedsmeltning rammer Ghita Nørby en snert af sandhed
Jacob Ludvigsen

Filmredaktør på Soundvenue

KOMMENTAR. Ingen tvivl om, at Ghita Nørby er ubehøvlet i Radio24syv-dokumentaren ’Hele Danmarks Ghita’, der efter blot en halv dag i luften har fået Facebook og tabloidmedier til at gå i kollektivt selvsving. Hun er ubehagelig, på grænsen til det perfide.

Journalist og radiovært Iben Maria Zeuthen besøger Ghita Nørbys hjem i Holte for at lave et portrætprogram. Konceptet er, at de skal tale sammen i syv timer for tændt mikrofon. Zeuthen har trøffelpølse, oste og karamelcreme med i picnickurven.

Det vil være en underdrivelse at sige, at mødet kører af sporet. Det kører med 140 i timen ud over bjergskråningen og dratter ned i en times grænseoverskridende frit fald, hvor man kun momentvist kan nyde udsigten. Ghita forstår ikke, hvorfor optageren skal være tændt, allerede da Zeuthen banker på, og hun ser sig øjeblikkeligt sur på den store Neumann-mikrofon med vindhætte, som forstyrrer rummet imellem dem.

Det er dog ikke kun lydudstyret, den er gal med. Ghita har ikke den store fidus til den erfarne og anerkendte Zeuthen, der fra DR særligt var kendt for interviewprogrammet ’Ibens harem’ og på 24syv har bestyret portrætudsendelsen ’Det næste kapitel’.

Lad os bare lige tage toppen af Ghita Nørbys svinere, som er vores alle sammens kommende ringetoner:

»Jeg synes, du er dybt åndssvag. Du er sentimental«.

»Hvad skal jeg med det der (mikrofonopsætningen, red.)? Det er dybt forfærdeligt. Sårende, udleverende«.

»Det første spørgsmål, du giver mig, er totalt idiotisk«.

»Jeg kan ikke tage dig. Jeg kan ikke svare på sådan nogle selvhøjtidelige idiotiske spørgsmål«.

»Stakkels dig! (…) Du byder ikke på noget. Du er ikke«

»Når jeg har snakket færdig med dig, skal jeg så lægge mig ned i kisten og dø? Er det det, du vil have?«

Og det er blot inden for de første 15 minutter. Iben Maria Zeuthen foreslår, om de skal drikke en top te. »Ikke engang det kan du sige som et menneske«, udbryder Ghita og imiterer sin gæst med vrængende lillepigestemme. »Ska’ viiii laaaave en kóp té?«.

En demaskering

Som sagt: Det er ubehøvlet. Sådan behandler man naturligvis ikke et andet menneske, der – alt andet lige – kommer med fred og ifølge aftalen.

Men skræller vi de værste spydigheder væk, er der også en bemærkelsesværdig demaskering i Ghita Nørbys tirader. Iben Maria Zeuthen vil gerne tæt på mennesket. Åbne op for de følelsesmæssige sluser. Foregive, at de har en ligeværdig samtale, hvor hun interesserer sig for mennesket Ghita.

Det gør hun givetvis også. Men situationen er jo kunstig. Ghita er ikke i stand til at foregive en naturlig samtale mellem ligesindede, når modparten gemmer sig bag hørebøffer og opmærksomhedskrævende mikrofoner. Der er en elefant i rummet, den har vindhætte på, og hun har ikke lyst til at ignorere den. Hun er en legende, der ikke har behov for at give noget af sig selv, hvis hun ikke orker. Hvis hun ikke føler en oprigtig menneskelig forbindelse, en ægte samtale.

Grundfilosofien i det gængse portrætinterview er, at hvis vi lytter længe og empatisk nok, og hvis vi stiller de rigtige hv-spørgsmål, så afdækker vi langsomt interviewofrets inderste kerne. »Min mor var jaloux på mig«. Hvordan var hun jaloux? Hvornår? Kan du huske en situation, hvor du mærkede den jalousi? Kan du huske, hvornår det ikke længere gik dig på? Bliver du selv jaloux? Hvornår? Hvordan? Hvornår skete det sidst?

Det forudsætter en metarefleksion og en logisk sammenhængende forståelse af én selv, som de færreste mennesker vel bærer rundt på i det daglige, med mindre de har brugt hundredvis af timer til psykolog.

»Du spørger, som om jeg er et meget overbevidst menneske om, hvad jeg selv siger«, siger Ghita Nørby til Zeuthen. Hun siger fra over for den lidt andægtige, føøøølende tilgang til menneskets selvfortælling, som nogle gange næsten kan virke som en parodi på et portrætinterview, hvor man vil helt ind i sindet, nå frem til nye erkendelser og gerne fremkalde et par tårer til sidst.

Foregrebet af ’Den Korte Radioavis’

Ghita Nørby bryder sig ikke om Iben Maria Zeuthens spørgsmål. Zeuthen er tydeligvis velforberedt, og over for langt de fleste, velvillige interviewofre ville hendes spørgeark være eksemplarisk. Men her forregner hun sig.

»Hvordan ville du betegne den rolle, du spiller i ’Før frosten’«, spørger Zeuthen, da Ghita åbner en kattelem for forsoning. Men Ghita stejler, det er det mest slidte spørgsmål, hun kan forestille sig. Har man siddet til et hvilket som helst rundbordsinterview med filmstjerner, vil man være tilbøjelig til at give hende ret.

Hvad værre er: Ghita føler sig udnyttet.

»Jeg har lidt fornemmelsen af, at det er det, du gerne vil. At det er en form for magtterrorisme. At hvis du bliver ved med at holde fast i syv timer, så kommer jeg nok til at dumme mig…«, siger hun. Her vil den kløgtige journalist indvende, at det behøvede Zeuthen slet ikke syv timer til.

Men stadig: Er der et gran af sandhed i Ghitas analyse? Som journalist vil man jo altid have noget ud af sin interviewperson, der som regel stiller op af markedsførings- eller selvpromoveringsårsager. Der er en transaktion i udvekslingen af ord, og det handler om at tildække dette udbytteforhold bedst muligt. Ghita nægter at spille spillet, for hun har intet at sælge, men Zeuthen har ikke formået at skjule spillebrikkerne godt nok.

Her skal man forstå, at Ghita Nørby – elsket folkeeje og respekteret skuespiller til trods – også er blevet genstand for kulturelitens latter. Hun har talt i højtravende floskler om have og blomster, hun har virket excentrisk med sin kødkjole og sin affekteret-grinende facon. ’Den Korte Radioavis’ udødeliggjorde sætningen »Hvem er hver anden?«, efterfulgt af et fjantet grin, som emblemet på, at den sgu var stukket lidt af for Ghita. »Har du noget tal på det?« »Hvem er det, der ikke vil livet«?

Iben Maria Zeuthen har medvirket i ’Den Korte Radioavis’, og det er værd at bemærke, at Kirsten Birgit Schiøtz Kretz Hørsholm har parodieret Ghitas udtalelser i Zeuthens dokumentarprogram, længe før det blev sendt. »Jeg må tage et billede af dig. Du ser så dum ud. Er du klar over det? Det bliver jeg nødt til at vise til mine veninder«, sagde ’hun’ 20. februar til en undrende Rasmus Bruun, vel sagtens kort tid efter Zeuthen var kommet tilbage på stationen i chok oven på det usædvanlige besøg i Holte: »Du er ikke noget. Du er ingenting«, lød det fra Frederik Cilius med sin uimodståelige Kisser goes Ghita-imitation.

Ghita Nørby er 84 år gammel. Hun har, forstærket af 24syv, fået et vist ry for sine udsvævende udtalelser. Hun bliver sat op til et syv timer langt interview, hvor båndet kører uden afbrydelser. Man kan godt forstå, hvorfor Ghita Nørby får tanken, at nogen håber, at det skal stikke af for Ghita igen.

»Det er sådan, det opfattes. Det er meget, meget uklogt. Og meget lidt generøst. Og meget lidt menneskeligt. Og meget lidt hensyntagende. Og meget lidt kærligt«, siger hun til Zeuthen.

Hun er nem at gøre grin med. Hun har divanykker, så det basker. Hun er blevet mere excentrisk med årene. Hun befinder sig i sit livs efterår.

Fra eventyrerne kender vi de skøre gamle damer, hvis rablerier man kun har en overbærende latter tilovers for. Som regel viser det sig, at de har en lille smule ret.

Læs også: Radio24syv-chef om Ghita Nørby-program – »komplet hyklerisk, at folk gør Iben Maria Zeuthen til den skyldige«

Læs også: Kom til Soundvenue Forpremiere på den vildt intense danske katastrofefilm ‘Cutterhead’ tirsdag i næste uge

LYT TIL VORES NYE PODCAST SOUNDVENUE STREAMER: Om ‘Leaving Neverland’, ‘Triple Frontier’ og Hollywood vs. Netflix

Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold