Man skal kun små 20 minutter ind i Rasmus Kloster Bros ‘Cutterhead’, før katastrofen indtræffer i den snævre metroskakt langt under den københavnske asfalt. Herefter følger 60 klaustrofobiske minutter, som vil fremkalde hjertebanken og åndenød hos selv den mest hærdede biografgænger.
Det er her, pr-medarbejderen Rie (Christine Sønderris) må kæmpe for overlevelse i et mikroskopisk trykkammer med den kroatiske borebisse Ivo (Kresimir Mikic) og hans unge makker Bahran (Samson Semere) fra Eritrea, mens ilten langsomt slipper op, og de moralske dilemmaer melder sig.
Resultatet er den måske mest intime katastrofefilm nogensinde – og en højst usædvanlig debut, som er en fysisk biografoplevelse af den sjældne slags. Helt ekstraordinært fik Kloster Bro lov til at tage sit filmhold ned i de ufærdige metrotunneler, da det snart afsluttede byggeri rasede på sit højeste.
»I starten anede vi ingenting, men vi fik lov til at komme ned og undersøge, om vi kunne lave en film. Vi fik nogle meget simple forudsætninger fra Metroselskabet: Vi måtte ikke komme til skade, vi måtte ikke sinke metroarbejdet, og det måtte heller ikke koste dem nogle penge«, fortæller den 33-årige debutant, da vi møder ham i hans atelier i hjertet af København.
En anden verden
Fascinationen af byggeriet som arena var blevet vækket, da en af de mange byggepladser skød op foran instruktørens køkkenvindue ved Nørrebros runddel og åbenbarede en multikulturel smeltedigel af arbejdere og industriområdets særegne æstetik. Da først Kloster Bro så de ufærdige metroskakter indefra, vidste han, at han havde sin film.
»Det var en stor fysisk oplevelse at tage den første tur ned i tunnellerne. At være på byggepladsen, hvor overfladen af København er skrabet af og så komme ned i den her katedral, hvor der på bunden er en slags månebase med tunnelrør, der bare fortsætter i det uendelige. Det var helt vanvittigt – en anden verden«, siger instruktøren.
Dengang var tanken ikke at lave en katastrofefilm, men efter et par researchture i undergrunden besluttede Kloster Bro og hans manuskriptpartner Mikkel Bak Sørensen sig for, at der skulle ske en ulykke. Det passede simpelthen for godt til stedet – også selvom det ikke var den debut, instruktøren havde forestillet sig.
»Genrefilmen giver mulighed for at lave noget, der er kropsligt, fordi forventningsrammen er en anden end i for eksempel dramaet«, siger instruktøren, der selv er vokset op med splatter-, Kung Fu- og actionfilm.
I ‘Cutterhead’ viste katastrofegenren sig at være en oplagt mulighed for at undersøge den fysikalitet, som har optaget den Super16-uddannede instruktør, siden han under sin studietid instruerede kortfilmen ‘Liv’, som trodsede voldsomme stormvejr i sin skildring af livet på en fiskekutter.
Ekstremt ubehageligt
Kloster Bro beskriver selv filmens synopsis som den rumlige bevægelse fra den åbne byggeplads ned i metrotunnelen og ind i trykkammeret og dets endnu mindre rum. Med det som filmens kerne tog han og filmfotograf Martin Munk ned i byggeriet med hovedrolleindehaveren Christine Sønderris i karakter og improviserede en masse scenarier frem i filmens tidlige udviklingsstadier.
»Vi brugte karakteren til at piske en masse ting op. Vi havde et længere improvisationsforløb med hende, hvor nogle af de møder, som opstod, er blevet lavet om til scener i filmen. Vi var ude i alle mulige afkroge, og noget af det kom slet ikke med i filmen«, fortæller instruktøren om sin anderledes arbejdsproces, der altid har været præget af improvisation.
Improvisationerne blev senere til et mere traditionelt manuskript, men de var i lige så høj grad med til at forme filmsproget. Det var her, Kloster Bro og Munk eksperimenterende sig frem til den helt særlige klaustrofobi, der emmer fra filmen og spænder over en kæmpemæssig lyssætning og et kamera-setup, »som koster mere end de fleste folks lejligheder«, til optagelser skudt på et helt almindeligt GoPro-kamera i fotografens hånd.
Det handlede hele tiden om at skabe den rigtige fysiske og rumlige fornemmelse, og der var muligheden for at optage on location selvfølgelig en altafgørende komponent.
»Filmen er opstået i kraft af, at rummet fandtes. Tit snakker man om, hvilke kompromisser man er nødt til at indgå i forhold til økonomien, når man laver film. ‘Cutterhead’ er lavet omvendt, fordi idéen var født ud af kompromisset. Vi arbejdede hele tiden med tankegangen: Hvad har vi til rådighed? Hvad er der bag den dør? Hvor lang tid kan vi være her?’«, siger instruktøren.
Hvis folk spørger ham, hvor meget filmen har kostet, svarer han som regel, at production designet alene har kostet 25 milliarder. »Det er, hvad metroen efterhånden har kostet,« siger han med et smil på læben.
Men selvom adgangen til byggeriet var en stor gave, var det usædvanlige optagested også fyldt med udfordringer.
Rasmus Kloster Bro måtte selv lære alt om byggeriprocessen, så han vidste nøjagtigt, hvor holdet kunne filme – uden at gå i vejen for arbejderne og komme for tæt på de forbundne farer.
»Det er i det hele taget ekstremt ubehageligt dernede. Der er en tør, støvet og fedtet luft, og så er alting rundet – det svarer lidt til at stå op i en kvistlejlighed hele tiden. Man kan nærmest heller ikke sidde ned nogen steder. Man går heller ikke lige op til overfladen igen – det tager 30 minutter – så når man er dernede, er man der i 10 timer eller mere. Det var lidt, som om vi levede på månen, men så kom vi op igen og stod på Haraldsgade, og så føles det pludselig uvirkeligt at være der«, fortæller han.
Synke en ekstra gang
Filmholdet brugte halvdelen af optagetiden – omkring otte dage – under jorden. Resten blev optaget i et filmstudie. Instruktøren havde lovet sine tre skuespillere, at det ville blive ren luksus til sammenligning, men det løfte måtte han hurtigt trække tilbage.
»Der var enormt luksuriøst for mig, fordi jeg kunne sidde med en stor monitor og en kop kaffe, men de rum, vi filmede i, var endnu mere krævende for både skuespillerne og vores fotograf, som nogle gange blev kastet ned i mudderregnvejr i en vandtæt dragt, hvor han så skulle kæmpe for at holde kameraet ude af vandet. Vi brugte meget få effekter, men meget kraftigt, fordi vi var på så få kvadratmeter«, griner han.
Skuespillertrioen tog dog udfordringen op. Christine Sønderris leverer en fysisk præstation, som man sjældent ser i dansk film, og hun får værdigt modspil af Samson Semere, som selv er flygtet fra Eritrea og bor i Slagelse, og den kroatiske kæmpestjerne Kresimir Mikic, der ikke anede, hvad han gik ind til.
»Kresimir var i totalt chok. Han er vant til hovedroller i brede spillefilm og Kroatiens pendant til Det Kongelige Teater. Her var han sådan: ‘Det er os fire mennesker, der går under jorden, og jeg skal selv tage mit kostume på?’ Han skulle lige synke en gang, men så var han sådan: ‘Okay, fuck det!’«, griner Kloster Bro.
Instruktøren slår fast, at han bevidst gik efter nogle konsekvente, stædige skuespillere med temperament. Han var ligeglad med, om de var kendte ansigter.
»Hvis jeg havde været strategisk, havde jeg måske prøvet at få et kendt ansigt, men det er ikke det game, jeg spiller. Jeg gik ind i det her projekt for at gå planken helt ud. Ingen beslutninger er taget for at være strategisk«.
Sten i skoen
En af instruktørens hovedinspirationskilder til ‘Cutterhead’ er en smal kunstfilm, dokumentaren ‘Leviathan’ fra 2012, og han er selv optaget af små installationsprojekter.
Han er en del af en ny generation, som tror på, at stilistiske eksperimenter kan være gangbare i de danske biografer.
»Det er et fedt tidspunkt at lave biograffilm på lige nu. For biograffilmene skal være noget andet end bare den gode menneskelige historie – det skal også være en oplevelse«, siger han.
Han ved godt, at ‘Cutterhead’ uundgåeligt vil blive sammenlignet med sidste års store one location-succes, ‘Den skyldige’ – en film, som på mange måder har åbnet døre for Kloster Bro og bevist, at man sagtens kan eksperimentere og stadig nå et bredt publikum.
Men på trods af de åbenlyse sammenligningspunkter er ‘Cutterhead’ sin helt egen. For den er ikke bare nervepirrende intens og fysisk – den tager også fat i den brændende aktuelle flygtningekrise med sin centrale konflikt: Hvordan reagerer vi, når vi pludselig er bange for, at der ikke er nok af noget? Og det er nøjagtigt den slags film, Kloster Bro vil lave.
»Jeg kan godt lide at have et spænd mellem en nærmest samfundsmæssig skala – nogle gange politisk, andre gange bare i forhold til hvordan vi er som mennesker – og så noget, som er ekstremt fysisk og meget konkret.
Jeg håber, at man vil gå ud af biografmørket med en følelse i maven, som både handler om den verden, der omgiver os, men også følelsen af, at man selv har deltaget i en katastrofe«.