’Van Gogh – ved evighedens port’: Willem Dafoe og Oscar Isaac er fremragende i distancerende kunstnerportræt

’Van Gogh – ved evighedens port’: Willem Dafoe og Oscar Isaac er fremragende i distancerende kunstnerportræt
Willem Dafoe som Van Gogh.
3 6
Spillefilm
Instruktion

Julian Schnabel

Medvirkende

Willem Dafoe, Oscar Isaac, Rupert Friend, Emanuelle Seigner, Mads Mikkelsen, Mathieu Amalric

Spilletid

111 min.

Premiere

Den 7. marts

Julian Schnabel skabte med ’Dykkerklokken og sommerfuglen’ fra 2007 en af nyere tids bedste biopics. Historien om Jean-Dominique Babou, der efter en hjerneblødning blev lam i alt andet end sit ene øje, men alligevel fik forfattet en storsælgende bog inden sin død i 1997, var i forvejen utrolig. Men den gjorde ekstrastort indtryk på grund af filmens geniale formgreb, der placerede os i Babous hospitalsseng.

En lang introsekvens blev udelukkende oplevet gennem hans slørede øjne – også da øjenlågene på det ene skulle syes sammen. Imens kunne vi som de eneste høre den uheldige hovedpersons tanker og frustrationer, ligesom flere legesyge, associative montager tog os med i hans for en stund befriende drømme, der tog ham væk fra hans kropslige fængsel.

Den amerikanske instruktør forsøger noget lignende i ’Van Gogh – ved evighedens port’, men med en langt mere fremmedgørende effekt.

Ligesom ’Loving Vincent’ fra sidste år følger filmen den hollandske maler i de sidste par år af hans liv. I 1988 flyttede han fra hektiske Paris til den lille sydfranske by Arles, hvor han malede nogle af sine mest sprudlende og frie værker. Det var dog også her, at han i vildelse skar sit øre af og derfor lod sig indlægge på et sindssygehospital.

Igen vil Schnabel, der i øvrigt selv er kunstmaler og i øjeblikket udstiller på ARoS, sætte os i hovedpersonens sted gennem et eksperimenterende, subjektivt billedsprog. Filmen åbner således med den nu verdensberømte, men i samtiden misforståede kunstmalers indre monolog over en sort skærm. »Jeg vil gerne være en af dem«, lyder Willem Dafoes forpinte stemme.

Kort efter skydes billedsiden i gang med et gyldengul og tiltagende irriterende rystetur fra Vincent van Goghs synspunkt. Schnabel og fotografen Benoît Delhomme har besluttet sig for at lade den hollandske kunstners forvirrede og psykisk ustabile sindstilstand afspejle sig i et overordentligt bevægeligt kamera, der er tæt på at gøre én søsyg. Delhommes håndholdte kamera stilles på gulvet, væltes om på siden og smækkes helt op i Dafoes ansigt, indtil billedet ryger ud af fokus.

Grebet giver psykologisk mening, men det skaber en ærgerlig distance til personerne på lærredet. Selvom Willem Dafoes altid fascinerende ansigt både kommunikerer malerens skrøbelighed og uslukkelige passion overbevisende, er man, lidt ligesom de skeptiske beboere i Arles, knap så investeret i hans udfoldelser. Når han ivrigt løber mod solopgangen, smider sig på en mark og drysser jord over sit ansigt, er man mest optaget af, om han får det i munden.

Willem Dafoe, der modtog en Oscar-nominering for sin præstation, har en stjerneparade af skuespillere at lege med – blandt andre Oscar Isaac, Mathieu Amalric og Mads Mikkelsen, der spiller præst i en enkelt central scene mod slutningen. Derfor bliver det også mere medrivende, når Vincent i korte momenter får lov til at klynge sig til de personer, der betyder mest for ham (selvom det selvfølgelig er en skam, at det foregår mere på engelsk end på hollandsk og fransk).

Specielt samspillet med Oscar Isaac som den bryske malerkollega, ven og mentor Paul Gauguin slår gnister, når de diskuterer malerkunstens praksis. For den er de ret uenige om. Gauguin vil gerne have van Gogh til at male fra sin hukommelse og fantasi, som han selv gør det, men hollænderen trives bedst med at afbillede naturen, som han ser den i nuet.

Vincents hengivenhed til både Gauguin og broren Theo van Gogh (Rupert Friend), der støttede ham økonomisk gennem hele voksenlivet, er smuk. Men den er også så kompromisløs, at den i sidste ende bliver selvdestruktiv. Den famøse øreafskæring sker netop på grund af hans desperation, da Gauguin efter et længere ophold forlader Arles.

På omtrent samme måde er Julian Schnabel mere dedikeret, end godt er, til at formidle hollænderens vilde kunstnersind. Nogle af de ellers gribende øjeblikke mellem van Gogh og Gauguin forpurres eksempelvis næsten af den efterfølgende voiceover, der rungende og klodset gentager den samtale, vi lige har overværet, om og om igen.

Det er prisværdigt, at instruktøren går andre veje end den typiske, skabelonskårede Hollywood-biopic. Men det er ærgerligt, at det går sådan ud over indlevelsen.


Kort sagt:
Der er ikke en finger at sætter på Willem Dafoe og resten af det fornemme casts præstationer i ’Van Gogh – ved evighedens port’, men instruktør Julian Schnabels lige lovligt håndholdte kamera og til tider kluntede formeksperimenter bliver irriterende i længden.

Sponsoreret indhold
Til alle, der arbejder hårdt, længe og overalt
… eller som bare gerne vil have en tynd, let, kraftfuld og hamrende elegant computer. Læs mere om ASUS ZenBook S13 her.
ASUS