’X&Y’: Har Mikael Persbrandt og Anna Odell virkelig sex – og hvor vild er Trine Dyrholms BDE lige?
Anna Odell er en sfinks. Den svenske konceptkunstner, filminstruktør og skuespiller balancerer lumsk på knivsæggen mellem fiktion og virkelighed. Det gælder både debuten ’Gensynet’ (2013), hvor Odell iscenesætter et fiktivt skolejubilæum og konfronterer barndommens mobbere, og hendes imødesete opfølger ’X&Y’, hvor instruktøren selv og den svenske stjerneskuespiller Mikael Persbrandt hyrer seks skuespillere til at gestalte forskellige sider af dem selv i en kulisse-setting.
Jeg aner sjældent, om Anna Odell er sig selv, eller om hun spiller en rolle. Om hun er en pisseirriterende provokunster eller spiller en pisseirriterende provokunstner. Og den rumlende tvivl føles i sig selv forfriskende provokerende.
Odells performative og selviscenesættende tilgang til filmmediet efterlader – ikke mærkeligt – lige så mange kolde som fyrige. Hendes direkte og nærmest anklagende blik er voldsomme sager. En kølig killjoy med ild i øjnene. Uforsonligheden er på en og samme tid hendes drivkraft såvel som akilleshæl. Kritikere har ligefrem antydet, at den insisterende kunstner nok selv var skyld i, at hun blev mobbet som ung. Bare wow. Desto kraftigere resonerer Odells sylespidse blik for hierarkier i ’Gensynet’ og personlighedens udspaltninger i ’X&Y’ bare i mine øjne.
Hvor ’Gensynet’ var et stærkt og ubehageligt opgør med fortiden, fremstår ’X&Y’ ikke let, men i hvert fald mere legende og stikkende satirisk i sin fremstilling af en flok seriøse skuespillere, der mere eller mindre vellykket forsøger at navigere i Anna Odells tossede Persbrandt-projekt. Hun vil gerne udfordre alfahannen Persbrandt, der med tatoveringer, kvindetække og en seriøs misbrugshistorik bliver sat i bås som bad boy. Men Odell selv kæmper også med forskellige personlighedstræk, der skærmer for andre sider af hende i offentligheden. Entré Trine Dyrholm, Thure Lindhardt og Shanti Roney, der hver især skal spille forskellige sider af Persbrandt, mens Sofie Gråbøl, Jens Albinus og Vera Vitali tager sig af Odells ditto.
Kontrakten går på, at alle skal forblive i karakter under indspilningen i studiet. Uden det manuskript, som Odell bliver ved med at udsætte, må truppen improvisere sig frem. Godt hjulpet på vej af kunstneriske sammenstød, vilde, seksuelle spændinger, alkohol i rigelige mængder og alt for mange egoer stuvet sammen på ét sted udstiller Anna Odell den moralske sump, alle tramper rundt i i den kreative branche.
Har Persbrandt og Odell virkelig sex? Har Odell ligefrem planlagt det hele, så hun kan undfange Persbrandts ’kunstnerbaby’? Der bliver i hvert fald både talt og legende insinueret voldsomt i den retning. Hvorfor vimser hun ellers dyrisk rundt i et ulvekostume, efter hun har fået Persbandt til at afsløre, at han ser sig selv som en ulv?
Grænser både flyder ud og bliver overtrådt, og som beskuer bliver ’X&Y’ i sig selv en grænseoverskridende filmoplevelse, når du langt fra er sikker på, hvor virkeligheden stopper, og fiktionen tager over. Og omvendt.
En sidebemærkning: Kan vi lige tage et øjeblik og værdsætte Trine Dyrholms BDE, når hun fra start til slut spiller Mikael Persbrandts kunstneriske og intelligente side iført power-blåt jakkesæt, brune lædersko og let tilbagestrøget Gro-fra-’Arvingerne’-frisure. Dyrholm både queerer og leger sig tydeligt igennem projektet. Læner sig selvsikkert tilbage i stolen, danser selvsikkert til pik-soulrock på iPod’en og udfritter selvsikkert og let latterliggørende Persbrandt om hans hjemmelavede ’fuck’-tatovering på knoerne.
Jakkesættet, som Dyrholm ofte bærer både på og uden for lærredet, er meget mere end et kostume. Det har pondus og signalerer, helt afslappet, ’fuck dig’. Malene Dietrich vidste det, Catherine Deneuve og Cate Blanchett ved det og ja, Dyrholm ved det. Den indsigt kan du spotte som en djævelsk gnist i øjnene og et smørret smil i mundvigen på hende, når hun leger vildt veloplagt med på Odells julelege og gestalter Persbrandt til perfektion.
Der er ingen ligefremme svar i ’X&Y’. Derimod fungerer filmen som kraftfuld katalysator for tankespind over personlighed, identitet, sex og køn, der med garanti vil sende dig ud fra biografen med et rævesmil og den største respekt for Odell, Persbrandt og alle deres ulidelige, elskelige, patetiske, larger than life alter egoer.
Kort sagt:
Anna Odell spidder skuespilfaget, medierne, Mikael Persbrandt og, ikke mindst, sig selv på veloplagt meta-manér i ’X&Y’, hvor Trine Dyrholm endnu engang viser, hvordan et jakkesæt skal bæres.
Se ‘X&Y’ ved første danske visning på torsdag præsenteret af Soundvenue og CPH:DOX – læs mere her