Alt det, Stephen King har gjort mig dødsensangst for (og hvorfor, jeg ikke ville undvære dem)

Alt det, Stephen King har gjort mig dødsensangst for (og hvorfor, jeg ikke ville undvære dem)
Der overgår denne lille pige gyselige ting i biografaktuelle 'Pet Sematary'.
Klovne, katte, balloner ... Der er ikke den uskyldige ting, gysermester Stephen King ikke har besjælet med dæmoniske kræfter. Og det har efterladt sig traumatiske spor i vores skribent, som her genbesøger mareridtsfobierne i anledning af premieren på ’Pet Sematary’.
Alt det, Stephen King har gjort mig dødsensangst for (og hvorfor, jeg ikke ville undvære dem)
Lise Ulrich

Filmskribent og anmelder på Soundvenue

KOMMENTAR. Du står alene på en lang hotelgang og mærker koldsveden brede sig. Hvor er dit værelsesnummer? Hvorfor er her så stille? Du fumler med mobilen, men batteriet er dødt – den var da ellers fuldt opladt for et øjeblik siden?

Et sted i labyrinten af falmet tapet og identiske etager er du drejet om et forkert hjørne, og nu strækker det røde, mølædte gulvtæppe sig forbi endeløse rækker af låste døre. Forude flakker ovenlyset med et kvalmt gulligt skær, og det giver et sæt i dig, da en lampe pludselig går helt i sort. Og så en til. Er der bevægelse i mørket? Små barneskridt, der hastigt kommer nærmere? Mens du anstrenger dig for at se, går elevatoren bag dig op med en knirkende lyd. Og så mærker du noget varmt skylle over dine fødder …

Den næste morgen finder politiet din mobil på gulvet.

The End.

Ovenstående scenarie spillede sig livagtigt ud på mit indre filmlærred, da jeg som niendeklasselev blev indlogeret på Londons muligvis mest creepy budgethotel – det nu hedengangne Regent Palace (hvis ækle indmad komplet med væggelusinfesterede værelser og suspekte fugtpletter i lofterne sidenhen blev pulveriseret under en transformation til luksuslejligheder).

Jeg var 14 år gammel og midt i en horrorfase, hvorfor jeg kort forinden havde set verdens (i min optik) bedste genreeksemplar aka. Stanley Kubrick-filmatiseringen af Stephen Kings ’The Shining’, der havde gjort stort indtryk. Måske lidt for stort, måtte jeg erkende, da jeg for vild i det faldefærdige Palaces gamle gange og begyndte at se trehjulede cykler og lede tvillingepiger i skyggerne.

Min barndoms King-kuldegys var imidlertid ikke begrænset til hotelophold, for som jeg før har skrevet om her på sitet, havde serieversionen af ’It’ allerede indgydt mig med akut coulrofobi såvel som en aversion mod gurglende afløb og røde balloner år tidligere. Til dato er forfatterens største gave ikke evnen til at beskrive børns oplevelser i makabre detaljer, men måden, hvorpå han formidler selve følelsen af, hvordan det er at være de børn. Det er foruroligende, fordi det er spot-on i forhold til barnets grundangst, der ekkoer langt ind i voksenlivet.

Klovnerier i kælderen

På dén konto ville jeg gerne kunne skrive med sikker pen, at jeg naturligvis vendte de fiktive traumer ryggen og glemte alt om Kings klovnerier, som tiden gik. Men ak. Det er lige før, at jeg stadig kan mærke Pennywise og co. ånde mig i nakken, når jeg bevæger mig ned i etageejendommens lavloftede kælder, hvor lyset er timet til at gå ud af sig selv, og kontakten sidder alt langt væk fra vaskerummet. When your time is up …!

Stephen King gør det velkendte, det mondæne og det decideret hyggeligt familiære uhyggeligt, når han gang på gang sætter en fed streg under, at de fleste ulykker sker i hjemmet (eller det, der ligner). Idet vi sænker paraderne kommer ondskaben snigende ud fra tågen (!), som ’Pet Sematary’-huskatten, hvis gule øjne glimter dæmonisk i natten, eller klovnen og tvillingerne, der næres af din ensomhed, når forældre og venner kigger væk.

Vi er vores egen og vores kæres sjælefreds største fjender, insinuerer King, og fletter det enslydende budskab om at værne om de tætte relationer ind mellem linjerne i snart sagt alle sine værker. Det er hårrejsende, men akkurat lige så tragisk, når lille Danny Torrance (Danny Lloyd) flygter rædselsslagen fra farmand Jack (Jack Nicholson), der har tabt skruen i ’The Shining’. Og kan man abstrahere fra den biografaktuelle ‘Pet Sematary’s utallige jumpscares giver det et mere dybdeborende stik i hjertet, når faren Louis (i den nye film spillet af Jason Clarke) forsøger at overbevise sig selv og sin hustru om, at en zombieversion af deres barn er bedre end et barn syv fod under.

Udmærket symbolsk-eksistentialistisk kulegravning af familiedynamikker under (exceptionelt) pres, men de ikonisk skrækindjagende billeder lever stadig på nethinden stik imod al fornuft. Og derfor vil det også lyde paradoksalt, at jeg i sidste ende ikke havde været historierne foruden.

Mismareridt ved højlys dag

Når jeg da ikke lige navigerer mistænkeligt tomme hoteller (lykkeligvis en sjældenhed), finder jeg det på sadomasochistisk vis noget nær charmerende – og ikke så lidt selvironisk komisk – at den sidste rest af spillevende barnefantasi fortsat flagrer intakt et sted derinde mellem de pragmatiske 33-årige hjerneceller. Og det i en sådan grad, at den virkelige verdens håndgribelige bøhmænd a la indbrudstyve og fulde stalkere på Strøget konsekvent må vige gåsehudspladsen for små piger i matchende outfits og synet af en enkelt rød ballon på afveje over byens tage.

Så længe man ikke fristes til at isolere sig med baseballbat og peberspray ved det mindste King-clue, kan der være noget frydefuldt ved de små spontane gys på en almindelig hverdag, bedst som man gik og følte sig intellektuelt hævet over barndommens løsslupne drømmespind.

Præcis det messede jeg lavmælt, da jeg en meget tidlig morgen et par dage efter pressevisningen på ‘Pet Sematary’ (en film, jeg ikke engang synes synderligt om!) trådte ud ad hoveddøren med min lille hund – og blev konfronteret af intet mindre end en fuldfed grå kat, der sad midt på fortovet og stirrede direkte på os. Det er den skinbarlige, absurd syrede sandhed.

Og jeg kan tilmed tælle på én hånd, hvor mange katte jeg har set på min Nørrebro-sidevej de sidste fem år (alle røde, sjovt nok). Efter et øjeblik miavede missen indtagende og slentrede over for at blive kløet bag øret, sofaulven genfandt jagtinstinktet, og scenen endte i gøen og vækkede naboer, mens det stakkels kælekræ stak halen mellem benene og søgte hjem til den baggård, den dumdristigt havde forvildet sig ud fra for at møde nye bekendtskaber.

Fortryllelsen var brudt. Men i 10 sekunder åbnede døren til King-land sig på klem på en kedelig torsdag morgen – landet af grå katte, trehjulede cykler, creepy tvillingepiger, klovne, røde balloner, tåge og gurglende badeværelsesafløb.

Læs også: ’Pet Sematary’: Rørende gys med frygtindgydende kat er helt i Stephen Kings ånd

Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold