’Ava’: Hvad ville du gøre, hvis du havde to uger tilbage at se i?
13-årige Avas pubertet er præget af det sædvanlige teenagebesvær: en spirende interesse for drenge og en tiltagende irritation over sin pinlige singlemor, der absolut skal bage på en yngre fyr på stranden. Men Avas krop påvirker hendes tilværelse på en mere gennemgribende facon end de typiske ustyrlige hormoner.
Ava er på en kedelig solferie med sin mor og lillesøster, og hun bruger de fleste dage på at sove til middag i sin badedragt og spise pomfritter. Der kommer imidlertid lidt mere gang i sagerne, da den lokale læge overbringer hende en rigtigt dårlig nyhed: Hun vil hurtigt få svært ved at se i mørke, og om to uger vil hun være fuldstændigt blind.
Instruktør Léa Mysius, der spillefilmdebuterer med ’Ava’, voksede selv op i området, hvor filmen er optaget, og nostalgien oser da også ud af de smukt komponerede, analoge billeder. Selvom udtrykket er farvestrålende og sommervarmt, indeholder den franske film dog også en svært definerbar uro. Allerede inden lægens besked er strygerne på lydsiden skurrende og ulmende, og nattestunderne består af kontrastfyldte billeder med store skygger. Det indikeres, at Avas fremtid er endnu mere uvis end de fleste andre teenageres. 
De svære omstændigheder giver dog ikke, som man måske kunne forvente, anledning til tristesse og gråd i lange baner. På vej hjem fra lægebesøget beder den kortfattede Ava i stedet sin mor om at lade være med at græde, hvorefter hun selv forsøger at udnytte tiden bedst muligt.
Det forestående tab af synet igangsætter således en hyggelig og smuk coming of age-rejse, hvor Ava gør oprør og lærer sig selv at kende på sin egen lavmælte og sære facon. Hun stjæler en hund og gemmer den i sit klædeskab. Hun klatrer op på taget af familiens feriebolig med bind for øjnene og skyder sten efter de legende børn på vejen. Hun begynder at overnatte i en forladt bunker, hvor den småkriminelle Juan, der i øvrigt ejer hunden, gemmer sig for politiet.
I debutfilmånden eksperimenterer ’Ava’ undervejs med et par formmæssige afstikkere – en dyster mareridtsscene og en frejdig brug af splitscreen – der er sjove, men knapt så nødvendige. I samme ånd virker fortællingen til tider en smule retningsløs. Disse kritikpunkter passer dog også præcist til hovedpersonens uforudsigelige teenagesind. 
Under sin uhøjtidelige revolte er Ava-karakteren dragende gennem sin uigennemskuelige adfærd. Hun kan både være et forvirret barn, en naiv drømmer og en melankolsk hængemule. Debutanten Noée Abitas store, brune øjne fortryller én, når de betragter den billedskønne verden, der snart forsvinder. Man er derfor også meget tilgivende, når hun på et tidspunkt går over stregen i sin egoistiske selvrealisering. Hun og Juan smider tøjet, smører sig ind i ler og røver rynkede nudister med en riffel.
Her spiller det måske også ind, at musikken først begynder at passe til det gode vejr, da parret får de hesteridende politibetjente på nakken. Underlægningsmusikkens mystiske strygere udskiftes med varm elektropop, og man opsluges nemt af den drømmeriske stemning.
Kort sagt:
Franske Léa Mysius spillefilmdebuterer med en solrig, smuk og svært gennemskuelig coming of age-fortælling, hvor 13-årige Ava har to uger til at opleve verden, før hun mister synet.
Læs også: Anmeldelse af ‘Avengers: Endgame’ – Uperfekt helte-farvel vrider dit hjerte i et jerngreb