‘Avengers: Endgame’: Uperfekt helte-farvel vrider dit hjerte i et jerngreb

‘Avengers: Endgame’: Uperfekt helte-farvel vrider dit hjerte i et jerngreb
Robert Downey Jr. i 'Avengers: Endgame'.
4 6
Spillefilm
Instruktion

Anthony Russo, Joe Russo

Medvirkende

Robert Downey Jr., Chris Evans, Chris Hemsworth, Scarlett Johansson, Mark Ruffalo, Jeremy Renner, Bradley Cooper, Brie Larson, Paul Rudd, Josh Brolin, Don Cheadle, Karen Gillian, Tessa Thompson

Spilletid

181 minutter

Premiere

Den 24. april

(Anmeldelsen berører kun handling, der sker inden for de første 20 minutter af filmen, men vil du absolut intet vide om ’Endgame’, så gem den, til du selv har været gennem herlighederne).

Med et sidste kapow, et fingerknips og en handskefuld udløbne kontrakter er det forbi: De originale hævnere Iron Man (Robert Downey Jr.), Captain America (Chris Evans), Thor (Chris Hemsworth), Black Widow (Scarlett Johansson), Hawkeye (Jeremy Renner) og Hulk (Mark Ruffalo) fritages for tro Avengers-tjeneste, og når støvet fra waterloo har lagt sig, står vi og Marvel Cinematic Universe op til en ny verden.

Eller hvad…?

Det er ikke noget under, at (fan)følelserne sidder uden på kapperne i ’Endgame’, idet man for første gang, siden ’Iron Man’ lettede i 2008 og sparkede liv i bad boy Downey Jr.’s fallerede karriere såvel som selve branchetroen på superheltegenren som boxoffice-gudedom, mærker, at der er død og alvor på spil for vor venner. Og mens værket som helhed ganske vist lader noget tilbage at ønske, gør den forfriskende usikkerhed omkring Avengernes fremtidige skæbner ’Endgame’ til en farligt underholdende gætteleg.

Instruktør-brødrene Anthony og Joe Russo samler trådene op et par uger efter klimakset i ’Infinity War’, hvor den selvudnævnte nødhjælpsmessias Thanos (Josh Brolin) succesfuldt brugte infinity-stenene til at fikse universets overbefolkning. Hvorfor halvdelen af alle levende skabninger gik op i røg, inklusive Black Panther (Chadwick Boseman), Spider-Man (Tom Holland), størstedelen af Guardians of the Galaxy-teamet (Chris Pratt, Dave Bautista, Vin Diesel, Pom Klementief), Scarlet Witch (Elizabeth Olsen) og Doctor Strange (Benedict Cumberbatch).

Paul Rudd i ‘Avengers: Endgame’.

Tony og Thanos-datteren Nebula (Karen Gillian) driver mod et iltfattigt endeligt i det tomme rum, men får et lift hjem af Captain Marvel (Brie Larson), der dog ikke kan hænge ud og svælge i kollegernes sorg længere end højst nødvendigt – hun har jo sådan set tusinder af andre planeter at bistå, som hun forklarer dem og os i salen, der måtte undre os over, at den nyudklækkede boxoffice-dronning har bedre ting at lave off screen.

Tilbage sidder de uheldige helte, der må forsøge at finde mening med livet og leden ved at være »avengers, not preventers«: Fem år senere leder Captain America en terapigruppe (but of course), Bruce Banner forener det bedste af sig selv og Hulk i én permanent grøn skikkelse, og Black Widow savner Hawkeye – hvis familie ligeledes forstøvede – der er gået rogue som international blodtørstig dræbermaskine med nyt hår og dødningetattoos i forberedelse til sin nye spinoff-serie for Disney’s streamingtjeneste (han havde kanske fået mere ud af at holde i hånd i Caps rundkredssessions).

Drømmene om at råde bod på Thanos’ ugerninger er udslukte, men da myremanden Scott (Paul Rudd) pludselig dukker op fra kvantumkaninhullet, spirer håbet om at bøje fysikkens love og ’spole’ tiden tilbage – om end Tony tøver, og Thor ligger i sprit. Ikke overraskende har ’Endgame’ skruet en kende ned for hyggehumoren i forhold til de foregående film, men taknemmeligvis får Chris Hemsworth stadig albuerum til at demonstrere, hvorfor det er hans geniale komiske timing med selvironisk krymmel og ikke tordengudens imponerende hammer, der er et af MCU’s stærkeste våben.

Chris Evans i ‘Avengers: Endgame’.

Hemsworth og Bradley Coopers alien-vaskebjørn Rocky er fortsat en vindende duo, og Tony og Caps genfundne bromance er tæt på rørende, da alle mand og Black Widow genbesøger MCU’s greatest hits for at redde det halve univers (bogstaveligt talt). Svipture, der smart nok åbenbarer et tæppebombardement af så mange surprise-cameos, at man ser stjerner for øjnene, når Russo-brødrene slår samtlige filmiske blærerekorder for, hvor mange Oscar-darlings, aldrende ikoner og morgendagens wonderkids man kan samle under én himmel.

Efter et par timer stiller man sig tilfreds, hvis enkelte udover de essentielle seks får en snes reelle replikker og ikke blot udråb eller – for et par kæmpenavnes vedkommende – lidet andet end et ansigtsudtryk i baggrunden, og det distraherer uvægerligt en kende fra fortællingen, når kendisvrimlen tangerer ren satire over massernes stjernedyrkelse frem for elskelig fanservice. Måske Thanos havde en pointe?

Tre lange timer er ikke nok til at give alle ordet, og selvom det dårligt kunne være anderledes ud fra det setup, ’Infinity War’ kørte i stilling, kvaser iveren paradoksalt den form for charmerende skæve karakterdynamikker og individuelle kendetegn på sidelinjerne, der har været en vigtig ingrediens i MCU’s succesformel, når nyere protagonister, der potentielt skal forføre os ved billetlugerne post-Avengers, reduceres til stive statister.

Scarlett Johansson og Jeremy Renner.

’Avengers’-instruktør Joss Whedon har udtalt, at han var et nervesammenbrud fra at gå permanent ned med stres under tilblivelsen af bombastiske ’Age of Ultron’, og med ’Endgame’s enorme menageri og krydsede filmtidsspor forstår man udmærket behovet for to par hænder på rorpinden. Filmen famler utilsigtet efter sit tonale fodfæste i særligt første halvdel, hvor det primært er Downey Jr. og Hemsworths spontanitet, der trækker holdet op fra det klichefyldte tristessefarvand, de vader igennem, inden konturerne af et plot tegner sig. Men hatten af for den logistiske magtdemonstration det immerværk har krævet af instruktørerne at stykke 21 MCU-films’ slutninger sammen til én grand finale, der fremstår om ikke snorlige, så absolut habil inden for opgavens naturstridige rammer.

Man taber simpelthen pusten af benovelse over ambitionsniveauet i filmen, der sågar for en gangs skyld har ramt den helt rette ratio af smadder versus samtale (uagtet at det som nævnt er en udvalgt skare, der bærer sidstnævnte).

Russo-brødrene har knoklet, og ‘Endgame’s eksistentialistiske hudfletning af voksenlivets nederlag – og hvordan man lærer at leve med disse – er interessant over for genrens klassiske selvrealiseringsprojekter, hvor det typisk går ud på at lære sine kræfter at kende, dernæst at bruge dem til noget godt, slås lidt og så sole sig i sejren. Vi har fulgt Avengerne igennem superhelteskolens klassetrin, men i ‘Infinity War’ dumpede de specialet med et brag til vores og egen fortvivlelse, og dén skam er ‘Endgame’s brændsel – finest og mest personligt formidlet af Tony, der hjemsøges af protegeen Peter Parkers død.

Tony Stark på dybt vand i ‘Avengers: Endgame’.

Downey Jr. er legemliggørelsen af MCU-æraen, der har defineret det moderne Hollywood i højere grad end nogen anden kulturel tendens i så mange år nu, at de yngste generationer næppe vil huske tiden, før Iron Man var konge. Den lysende gadget i Tonys bryst er ikke bare heltens hjerte, men hele MCU’s. Og for hver en scene han stjæler med sit intense nærvær, svulmer nostalgien for karakteren og respekten for skuespillerens alsidige og uendeligt menneskelige kernepræstation, der i ni film har været right up there med Christopher Reeves filmhistoriske Superman-portræt.

Den oppustede rolleliste til trods er ’Endgame’ langt hen ad vejen Iron Mans show, og det tjener Downey Jr. til stor ære, at hans blotte tilstedeværelse ofte er nok til at drukne larmen fra diverse plothuller og kronisk flagrende løse ender. For det er det, der i virkeligheden er essensen af Russo-brødrenes svanesang, der meget vel kan gå hen og blive en af de mest sete film nogensinde:

Bevingede hvide heste og rumskibe blæst til tusinde atomer gør sig knaldgodt på en baggrund af galaktisk dommedagsfyrværkeri, men det er ikke effektmagerne, der besjæler maskineriet – og allerhelst vil ’Endgame’ efterlade hver og en af os med så mange rørstrømske feels for de minder, MCU har givet os, at vi for altid vil hungre efter flere jernmænd- og kvinder fra studiets fold.

I’m holding out for a hero …


Kort sagt:
Stik din IMAX-sidemand en kærlig kleenex under Avengernes ’Titanic’-lange svanesang, der vrider fanhjerterne i et Iron Man’sk jerngreb.

Læs også: I superheltekampens endelige opgør kan publikum blive de store tabere