De største spørgsmål efter ugens episke ‘Game of Thrones’-afsnit

De største spørgsmål efter ugens episke ‘Game of Thrones’-afsnit
Euron Greyjoy og Cersei Lannister venter i næste afsnit 'Game of Thrones'.

(SPOILER ALERT, selvfølgelig: Læs først, når du har set ‘Game of Thrones’ sæson 8 afsnit 3)

1. Hvad er der tilbage af Nordens hær?

Forbløffende mange af de bærende karakterer overlevede The Long Night. Der var da nogle stykker, som ikke klarede den længere end halvvejs i sæsonen, men ingen af de vigtige beslutningstagere eller hærførere døde altså mod natkongens hær. Der er dog ingen tvivl om, at en anseelig del af de for os anonyme soldater gik til grunde – ikke mindst hele Dothraki-hæren, hvis lys fra de brændende klinger på uhyggelig vis forsvandt i mørket i starten af afsnittet.

Svar anes i teaser-videoen for afsnit 4. Her ser man en række Unsullied-krigere med de karakteristiske spyd og runde skjolde marchere ud af Winterfells porte, mens Sansa, Arya og Jon ser på. Den gruppe mennesker, der sekunder senere står placeret foran Stark-borgen, ser dog ikke synderligt frygtindgydende ud, når man tænker på Cerseis gyldne kompagni af lejesoldater.

I samme video ses imidlertid også en større flåde, der har Targaryen-slægtens våbenskjold med den trehovede drage på sejlene. Kan skibene tilhøre Yara Greyjoy, som nu afdøde Theon reddede i starten af sæsonen?

Videoen viser også, at begge drager, Drogon og Rhaegal, stadig er i live. Selvom de uden tvivl vil kunne gøre en del skade mod Cersei og Eurons hær i syd, må man på Nordens vegne håbe, at skibene, der ser ud til at have kurs mod King’s Landing, følger en snedig plan. For trods de manglende elefanter er Cersei dem sandsynligvis overlegen i hærstyrke.

2. Hvor længe endnu kan det interne Targaryen-opgør udskydes?

Hvornår tager Daenerys og Jon snakken. I andet afsnit nåede sidstnævnte lige at lufte nyheden om sit Targaryen-ophav, inklusive sin arveret til tronen, hvortil Daenerys reagerede mistroisk og vredt. Ligesom i samme afsnits samtale med Sansa syntes hun allermest bekymret for, om en Stark vil kunne fravriste hende positionen på jerntronen.

I begge scener benyttede manuskriptforfatterne sig imidlertid af den nemme løsning ved at lade diskussionerne blive afbrudt, før de kunne færdiggøres. Ikke overraskende var der heller ikke just tid til at nærstudere stamtræet i løbet af Den Lange Nat.

Hvis man igen kigger på fjerde afsnits teaser-video, ser det ud til, at Daenerys fortsat leder slagets gang i Norden. »Vi har vundet den store krig. Nu vinder vi den sidste krig«, siger hun foran forsamlingen i Winterfell, der fra langbordene rejser sig med istemmende brøl og løftede glas.

Spørgsmålet er så, om det skyldes, at Jon officielt har overladt Norden og tronen til sin magtbegærlige tante – tidligere har han jo ikke været ellevild efter de lederposter, han alligevel er blevet tildelt – eller om diskussionen fortsat udskydes på ubestemt tid.

Derudover er der selvfølgelig også sagen om deres incestuøse romance. Den går vel ikke længere, eller er det helt kosher i Westeros anno ’Game of Thrones’?

3. Ender Lannister-søskendes genforening med kvælning?

I teaseren er Cersei sikkerheden selv, når hun fra King’s Landings slot med Euron ved sin side smiler det lumskeste smil. Tidligere har hun dog været yderst bekymret for den profeti, heksen Maggy the Frog gav hende som barn.

I løbet af serien er spådommene gået i opfyldelse: Cersei giftede sig ikke med kongen (Rhaegar Targaryen), men med prinsen (Robert Baratheon), og hun fik tre børn uden for ægteskabet, der alle blev svøbt i gyldne ligklæder. Derudover spåede heksen, at »en yngre, smukkere« kvinde ville overtage hendes plads som dronning. Først syntes Margaery Tyrell, som blev brændt sammen med resten af High Sparrows tempel, at være den unge konkurrent, men nu kan det meget vel være Daenerys.

En sidste spådom fra George R.R. Martins bogforlæg kom ikke med i tv-serien. Her cementerer heksen Cerseis undergang, da hun fortæller, at »Valonqar«, det valyrianske ord for ’lillebror’, vil kvæle hende ihjel.

Da ingen af de tre Lannister-søskende endnu er døde, bliver det spændende at se, hvordan deres fremtidige møde i syd ender, når begge brødre nu kæmper for søsters modstandere. Tager man profetien bogstaveligt, er det oplagt, at Tyrion, der lod sig snyde, sidst de to mødtes, bliver Cerseis endelige drabsmand. Men det er mindst lige så oplagt, at Jaime, som i bøgerne er født efter sin tvillingesøster, fuldender sit sideskifte ved at tilføje ’Queenslayer’ til cv’et.

Hvis dette afsnit lærte os noget, var det dog, at profetier sjældent skal tages alt for bogstaveligt – og da slet ikke, hvis ikke de har figureret i tv-serien. Uanset hvad virker en lykkelig Lannister-genforening udelukket.

4. Hvad havde Jon Snow tænkt sig med sin drage-faceoff?

Et mere retrospektivt spørgsmål, vi nok ikke får svar på, dukkede også op mod slutningen af afsnittet. For lige inden Arya stak Littlefingers daggert ind i The Night King, stod Jon Snow over for en ikke så ligeværdig modstander: Den udøde isdrage, der tidligere hed Viserion.

Snow spurtede flere gange desperat spurtede mod dragen for at nå hen til Brans lokkedue-lokation, men måtte vendte om og springe i skjul for de lyseblå flammer, som den med jævne mellemrum spruttede ud af svælget. Han kæmpede en brav kamp, men hvad tænkte han på, da han til slut stillede sig så foran dragens åbne gab og gav sig til at råbe? Troede han, at han ville kunne tæmme den, eller ville han myrde den head-to-head? Hvis ikke Arya havde tilintetgjort Natkongen lige netop i det sekund, således at dragen og de andre wights faldt om, var Jon nok ikke kommet gennem natten med livet i behold.

Læs også: Anmeldelse – det nye ‘Game of Thrones’-afsnit skriver sig ind i tv-historien

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af