Den storslåede teaser for Fenar Ahmads ‘Valhalla’ er i luften

Det er ikke til at komme udenom, at Fenar Ahmads ‘Underverden’ er en af de mest indflydelsesrige danske film i nyere tid. Således var både TV 2’s serie ‘Kriger’ og tredje sæson af DR’s ‘Bedrag’ åbenlyst inspireret af den hårdtpumpede og dog følsomme skildring af den københavnske underverden i filmen fra 2017.

Forventningerne er derfor store til, at instruktøren formår at gøre det samme for fantasygenren i en dansk kontekst med sin kommende ‘Valhalla’. Filmen får premiere i efterårsferien, og første teaser er nu offentliggjort, hvor vi får en tidlig fornemmelse for Fenar Ahmads mørke vision for filmatiseringen af Peter Madsens klassiske tegneserier om de nordiske guder. Som vi tidligere har skrevet, tyder alt på, at ‘Valhalla’ bliver den hidtil mest ‘voksne’ danske fantasyfilm, der trækker på film som ‘Pans labyrint’, mens den stadig skal have hele familien i biografen.

I centrum for historien er vikingebørnene Røskva og Tjalfe, der rejser med guderne Thor og Loke fra Midgård til Valhalla, som er truet af den frygtede Fenrisulv og Jætterne. Side om side med guderne må de to menneskebørn kæmpe for at bevare Valhalla og redde verden fra Ragnarok.

Røskva og Tjalfe spilles af de nye navne Cecilia Loffredo og Saxo Moltke-Leth, mens resten af rollelisten er opsigtsvækkende. Flere af skuespillerne fra ‘Underverden’ gentager deres samarbejde med Fenar Ahmad, heriblandt Roland Møller som Thor, Jacob Lohmann som Tyr, Stine Fischer Christensen som Frigg, Dulfi Al-Jabouri som Loke, Ali Sivandi som Skrymer og Uffe ‘Guf’ Lorenzen som Udgårds-Loke.

Også Sanne Salomonsen (som Elle) og Reza Forghani (Quark) er på rollelisten, hvor Andreas Jessen desuden spiller Balder, og Asbjørn Krogh Nissen er Odin.

Fenar Ahmad har store dele af holdet fra ‘Underverden’ (instruktørens anden film efter ‘Ækte vare’) med sig, heriblandt komponist Jens Ole Wowk McCoy, fotograf Kasper Tuxen og klipper Kasper Leick.

I traileren får vi en forsmag på McCoys elektroniske score som underlæg, mens Stine Fischer Christensen i voiceover ser frem mod det endelige opgør. Vi får også en forsmag på det ambitiøse produktionsdesign og omgivelserne, hvoraf mange af optagelserne stammer fra Island.

»Vi er i fuld gang med at lægge sidste hånd på filmen, og jeg glæder mig helt vildt til at dele den første trailer med publikum«, udtaler Fenar Ahmad i en pressemeddelelse.

»Sagaerne om de nordiske guder er en af Skandinaviens absolutte grundfortællinger som jeg synes er uhyre vigtig i en tid, hvor mange føler sig rodløse. ‘Valhalla’ er en hyldest til de nordiske guder og vores mytologiske ophav«, fortsætter han. I går lancerede han i øvrigt filmens plakat, som kan ses nedenfor.

‘Valhalla’ får premiere om et halvt år – 10. oktober.

Læs også: Interview med Fenar Ahmad – »Jeg vil være dansk films Zlatan – 100 procent«

Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold