DR’s nye dramachef: »Det sidste, verden har brug for, er én rimeligt god tv-serie mere«
Thomas Hwan i 'Bedrag' sæson 3, der føltes som et friskt pust for DR Drama.

DR’s nye dramachef: »Det sidste, verden har brug for, er én rimeligt god tv-serie mere«

De har sprunget en restaurant i luften i DR Byen.

Eller for at være mere præcis: De har bygget den op, sprunget den til atomer og bygget den op på ny.

Heldigvis er det bare noget, de leger. Et af studierne i stueetagen af den monumentale bygning på Amager er omdannet til kulisse for den kommende dramaserie ’Når støvet har lagt sig’ om otte mennesker før og efter et terrorangreb i København.

Det er fristende at overføre billedet til den nye mand i spidsen for public service-stationens måske mest stormombruste resortområde.

DR Drama blev sprunget til atomer, da dramachef Piv Bernth i oktober 2017 takkede af og tog halvdelen af medarbejderne med sig ind i sit nye produktionsselskab ude i det private – og dermed også fjernede en stor del af den erfaring, som har været med til at gøre DR kendt verden over for deres fiktionsserier.

Flere mente, at afdelingen nu var efterladt i krise. Jeg pegede dog dengang på, at bruddet også var en stor mulighed, for jeg mente ikke, at DR’s dramaserier var, hvad de havde været. Fra ’Arvingerne’ sæson 2 og 3 til ’Bedrag’ sæson 1 og 2, ’1864’, ’Liberty’ og ’Herrens veje’ syntes DR at tabe terræn til den massive internationale konkurrence. Stationen turde satse på tematikker, som Netflix ikke ville røre med en ildtang, men deres eksekvering var blevet tung, forceret og forudsigelig.

De andre står for eskapismen

I februar sidste år fik Christian Rank til opgave af bygge DR Drama op på ny. Den 40-årige producer kom fra TV 2, hvor han med sit arbejde på ’Norskov’ og ’Kriger’ var en af hovedkræfterne bag det kvalitetsløft, kanalen de seneste år har gennemlevet på fiktionsfronten. Inden da var han menig producer på netop DR, hvor han særligt huskes for at have sat den glimrende første sæson ’Arvingerne’ i søen.

Rank har nu siddet i sit nye job i over et år, og i forrige uge kunne han så annoncere de første (kommende) resultater af sit arbejde. Tre kommende dramaserier, heriblandt altså ’Når støvet har lagt sig’, samt en markant satsning på ungdomsserier a la ’Doggystyle’.

Selv er Christian Rank for klog til at gøre direkte op med den tidligere dramachef – hans gamle arbejdsgiver. Men da jeg møder ham i dramaafdelingens åbne kontorlandskab på femte sal, hvor ikke engang chefen har sit eget kontor, er det alligevel tydeligt, at han har udstukket en ny retning, som skal imødegå en virkelighed, hvor mange af de gamle faste DR Drama-søndagsseere nu lige så godt kan binge igennem på deres Netflix- eller HBO-abonnement – og hvor udbuddet blot vokser og vokser i nærmest uoverskuelig grad.

Christian Rank under præsentationen af det nye DR Drama for filmbranchen tidligere på måneden. (Foto: Bjarne Bergius Hermansen/DR)

»Hele den gamle forestilling om, at DR var det fine og havde flest penge til at lave serier – those days are long gone. DR har stået på, at de var de bedste til at producere søndagsdramatik. Jeg vil ikke forlade det standpunkt helt, men rigtigt mange af dem, der har lavet store succeser på DR, er ude i det private marked nu. Så det der med, at vi er den bedste producent, er måske også svær at stå på«, siger han.

»Så jeg har det sådan, at der er én ting, vi kan stå på. Og det er public service. Vi er de eneste, der er sat i verden for at lave public service-fortællinger – fortællinger om hinanden, til hinanden. Vi er de eneste, der ikke er sat i verden for at tjene penge. Det, synes jeg, er en helt unik position.

Da vi holdt oplæg for alle de danske producenter forleden, viste vi et tilfældigt billede fra et Facebook-feed, hvor HBO Nordic sælger sig selv på serier om vikinger, pirater, magikere, saftige affærer, provinshemmeligheder og mystiske epidemier. Mange af de nye aktører laver eskapisme. Vi er meget optaget af at ligge tættere på virkeligheden«.

Væk fra midterbanen

Men hvordan er det nyt – det lyder som noget, DR Drama har ført sig frem på i årtier?
»Jeg tror måske, vi bliver endnu tydeligere på, hvad vi skal lave. I markedet for serier lige nu bliver det sværere og sværere at lave noget, der slår igennem. Det er lidt ligesom dengang i 90’erne, hvor alle danske film lignede hinanden – og da dogme brød igennem, kunne man så se det hele klart igen. Det er der, vi skal hen med vores dramatik. Det betyder ikke, at vi skal ligne dogme, men vi skal være så originale, så lokale, så ærlige, så oprigtige, så vedkommende, at vi skærer igennem al den larm, der er«.

Hvad betyder det konkret at lave noget, der er oprigtigt og sandt?
»Det er blandt andet noget med måden, vi arbejder på. Vi skal ikke udkomme hver måned med en ny serie, men når vi laver noget, skal det være så gennemarbejdet, at vi rammer en zeitgeist, noget der findes i tiden. Og så skal det være følelsesmæssigt identificerbart.

Alt for meget dramatik, også god dramatik, er baseret på stereotyper og falske antagelser. Det bliver sådan noget teater, hvor vi leger, at vi skildrer en verden, men hvor det er stereotyper, vi skildrer. Og når man arbejder et sted som her, er det rigtigt nemt at… Allerede når man tager rulletrappen op til Indre Gade (DR Byens hovedstrøg, red.), kan man føle, at man skal sige noget klogt om verden. Man kommer op i anden sals højde, kigger ud og begynder at sige: Vi skal have en rig fra Nordsjælland, som bor i et glashus og er meget optaget af at tjene penge. Og vi skal have en fra Urbanplanen, som er meget optaget af at være muslim og hele tiden stiller sig i opposition til det danske samfund. Og så skal vi også have en fra Jylland, som synes, at de der københavnere er åndssvage, og så skal der være én, der bor i en fireværelseslejlighed med økologisk træ over det hele og får mad fra årstiderne«.

Har DR’s serier været for præget af den form for segmenttænkning?
»Jeg synes i hvert fald, at når man skal lave dramatik for hele landet, er der en tendens til, at man risikerer at blive stereotyp, fordi man er så opsat på at ville have alle med. Det giver nogle lidt generaliserende blikke«.

‘Liberty’ (Foto: Aske Alexander Foss)

Det kan jo godt forstås som et slags opgør med måden, man har lavet drama på i DR de seneste år. Har du siddet på TV 2 og tænkt, at man har forspildt nogle chancer for at rendyrke DR’s dramaprofil?
»Jeg tror i hvert fald, at man skal rendyrke public service meget mere. Jeg forstår godt, hvor du vil hen, men hvor skriver man ’Liberty’ ind i den ligning? Eller ’1864’? Det er svært at tegne et entydigt billede af, hvad DR har været.

For mig handler det om blikket. Et ærligt og oprigtigt blik, som når Richard Linklater laver ’Boyhood’. Der er jo sindssygt mange gode serier på Netflix – men de er også syyyygt stereotype. De er godt fortalt, og man kan godt bruge tid på at se dem. Men det er ikke den business, vi er i. Spørgsmålet er så, hvordan vi gør det, uden at det bliver køkkenvaskrealisme det hele«.

Ja, jeg har flere gange de seneste år efterlyst en større villighed til at eksperimentere med andre genrer, hvilket din forgænger Piv Bernth ikke var så interesseret i. Er det noget, du vil kigge mere på?
»Ja, det tror jeg, vi skal. Sådan noget som ’Black Mirror’ er jo dybt inspirerende. Vi kommer ikke til at lave ’Star Trek’ eller det eskapistiske, men vi kan godt lave historier, der skildrer vores fælles liv, som foregår i 1640 eller i 2240.

Jeg tror, at vi er blevet så dygtige til naturalisme, at vi har behov for at sparke lidt til den igen. Og det fornemmer jeg også en stor lyst til blandt de nye forfattere og instruktører«.

Vi har behov for at sparke lidt til den igen

Gør de tre kommende dramaserier så det?
»Man kan jo ikke lave det hele hver gang. Men når jeg kigger på paletten, bliver jeg stolt, for jeg synes, der er en særegenhed, som er altafgørende for os. Vi er blevet så gode til at spille på midterbanen, men nu skal vi turde forlade den og komme lidt ud i hjørnerne.

Vi har en forpligtelse til at finde ud af, hvordan vi nyfortolker dramaserien. Lige nu er der så meget godt indhold, at man kan indvende, at det sidste, verden har brug for, er én rimeligt god dramaserie mere.

Men det, som nogle venter på, er det, ’Doggystyle’ for eksempel har gjort til den målgruppe. Jeg synes også, Bedrag sæson 3 formåede at gøre det. Den finder en fornyet relevans, og jeg bliver faktisk stolt, når man i Radioavisen hører ’Bedrag’ refereret«.


Christian Rank om DR’s tre kommende dramaserier

’Når støvet har lagt sig’ – om otte mennesker, hvis liv bliver forbundne efter et terrorangreb i Danmark.

»Den handler på overfladen om et terrorangreb, men handler egentlig mere om sammenhængskraft. Hvad der holder os sammen, og i hvor høj grad vi har indflydelse på hinanden. Hele serien er baseret på et Løgstrup-citat om, at hver gang du passerer et andet menneske, bærer du lidt af dets skæbne i dine hænder. Vi har været optagede af, hvordan vi kunne lave en sådan fortælling med varme og troværdighed. Ambitionen er at lave en terrorserie, som ikke er blå blink og indsatsstyrker«.

’Fred til lands’ – om en gruppe indbyggere i en lille landsby, der tager sagen i egen hånd over for den lokale psykopat, der hærger byen.

»Det er ’Forbrydelse og straf’ i en lille by i provinsen. De fortæller en rigtigt god historie, som godt nok har nogle store temaer om næstekærlighed og ondskab, men som også handler om en meget specifik by og en meget specifik konflikt mellem de her mennesker. Der har måske været en tendens til, at DR’s serier har skullet favne hele Danmark, men her er vi helt inde i hjertet af ét bestemt lille bysamfund«.

’En familiesag’ – om en 14-årig pige, der skriver en skoleopgave med voldsanklager mod sin stedfar, som fører til en tvangsanbringelse.

»Det er en historie om noget så eksotisk som sociale myndigheder, og hvordan en familie bliver udsat for noget af det, vi frygter allermest, nemlig at blive sat under mistanke af systemet. Her er vi også inde og fortælle noget, som nok kun DR kan fortælle. DR nyder stor succes i udlandet, men når vi fortæller om vores næste store serie, at den foregår på en kommunalgang og handler om de sociale myndigheder, er folk sådan ’jaaaah, hmmm’ – og så tænker man, okay, nu har vi fat i noget særligt. Det er et meget fokuseret, fortættet drama med klare spændingselementer i sig«.


Netop ’Bedrag’ står tilbage som serien, der først virkede som et lavpunkt i et metaltræt DR Drama og siden blev selve symbolet på håbet om en anden retning i fremtiden. Sæson 3 var mere fortættet og autentisk end de to første sæsoner, og den brød tilmed ny grund med alt fra mangfoldigheden i skuespilstaben til de mange nye talenter, der fik chancen.

Bemærkelsesværdigt nok blev sæsonen konciperet i tomrummet efter Piv Bernth & cos. exit. Produktionen blev lagt i hænderne på producenter fra det unge selskab Profile Pictures, der også har stået bag ’Underverden’.

Hvad synes du, det var, der lykkedes med sæson 3?
»Den tappede tydeligere ind i en ægte dansk virkelighed. Det, Jeppe Gjervig Gram (seriens hovedforfatter, red.) lykkedes med, var på en måde at tage serien over i en daglig realisme, men med nogle formgreb, han låner fra amerikansk action. Især nogle af de sidste afsnit ligner på mange måder en Nicolas Winding Refn-film, men det handler om noget, som foregår lige om hjørnet«.

Den blev så også lavet, mens der ikke var nogen voksne hjemme i DR Drama. Er der en lære i det?
»Haha, nu sad de herude og lavede den, sååå… Men jeg tror da, at det er en fejl at bilde sig ind, at man har en hemmelighed, man ikke deler med andre. Sidst jeg arbejdede her som producer, talte man altid om, at på DR havde man knækket koden til, hvordan man lavede tv-serier. Jeg fandt aldrig ud af, hvad hemmeligheden var. Men vi talte hele tiden om det.

Maria Rich som Anna Berg Hansen i ‘Bedrag’ sæson 3. (Foto: Adam Wallensten)

Det er vigtigt at få nye folk og blikke ind. Og vi kommer til at åbne DR mere op og få et samarbejde med det eksterne produktionsmiljø. Det, der bare er vigtigt, er, at når man kommer ind på DR, kommer man ind på vores alle sammens DR. Ivar Køhn, der er dramachef på NRK i Norge, har et fint billede, jeg gerne vil arve fra ham. Han siger: NRK er landsholdet. Og så spiller alle mulige i alle mulige klubber, i Barcelona, de vinder Champions League, og det er skide godt. Men nogle gange ringer landsholdet og siger, nu skal du spille en kamp for os. Og så samler vi de bedste.

Vi skal stadig have en fast produktionsstab herude, så det ikke kun er sådan nogle som mig i blå skjorter, der sidder og bestemmer. Men når sådan et sted her lukker sig om sig selv, så afskærer vi os også fra noget«.

Har der været en selvtilfredshed i DR Drama tidligere, synes du?
»Jeg tror, at markedet har ændret sig så hurtigt, at gårsdagens opskrifter ikke duer i dag. Det er mere det.

Men udfordringen er, at vi skal lave dramatik, der samler hele landet, men nede under det være dybt optagede af at nyudvikle formsproget, så vi sikrer, at vi også er relevante og vedkommende i morgen«.

Har du sikret dig, at du godt må slå en smutter i eksperimentets navn?
»Jeg vil i hvert fald sige, at det er vigtigere at finde en måde at fortsætte med at være relevante og vedkommende om ti år, end at alt, hvad vi laver, er fuldtræffere nu og her«.

Det er i hvert fald ikke sådan, jeg mener, man bedriver kunstnerisk ledelse

Men har du klappet det af med dine chefer?
»Jeg synes, jeg oplever stor opbakning. Vi er enige i, at DR skal stå et helt særligt sted, og at det er forsimplet at tro, at man kan måle vores succes alene på seertal. Jeg tror, at hvis vi bare fortsætter med at tænke bredt, vil vi blive smallere og smallere. Man er nødt til at turde slippe ambitionen om at ramme plet hver gang«.

Tidligere har der været et pres på hovedforfatterne om, at deres serier skulle nå nogle meget specifikke seertal. Gør du op med det?
»Vi vil gerne lave serier med forfattere, som også er optagede af at henvende sig til et publikum. Men når det er sagt, tror jeg ikke, at man får noget ud af at måle kunstnerne på billetindtægter. Det må nødvendigvis være mit ansvar. At skubbe ansvaret for, hvor mange seere vi får, over på deres skuldre, mener jeg faktisk ikke er fair«.

Har det været en brist i systemet tidligere?
»Det er i hvert fald ikke sådan, jeg mener, man bedriver kunstnerisk ledelse«.


DR og krimien

Krimigenren var med ’Rejseholdet’, ’Forbrydelsen’ og ’Broen’ en grundsten i de år, hvor danske tv-serier og nordic noir blevet et internationalt brand. Den tidligere dramachef Piv Bernth lagde de facto nordic noir i graven. Christian Rank pønser på at genopfinde krimigenren i DR-regi.

»Groft sagt er al dansk krimi siden 80’erne bygget på traditionen fra Sjöwall og Wahlöö (svensk krimiforfatterpar, der grundlagde den socialt bevidste skandinaviske krimi). Og det er et af de steder, hvor vi nok lidt for meget kan se maskineriet gå i gang, når vi smider en femmer i. Hvis man kunne lave en nyfortolkning af den episodiske krimi, som oprigtigt fortalte nogle interessante historier om vores samfund – det ville jeg da elske.

Men det kræver, at vi decideret finder en ny måde at fortælle krimier på. Vi kan simpelthen ikke lave flere nordic noir-serier. Og der findes jo andre måde at lave krimier på. HBO’s ’The Night Of’ er et godt eksempel«.


To personlige kæpheste i min kritik af DR’s stort anlagte dramaserier de senere år har været, at selv de bedste af dem har haft svært ved at holde dampen oppe over flere sæsoner, og at fortællingerne ofte syntes at have taget udgangspunkt i en meget bred tematik frem for i den stærke historie.

Efter fremragende førstesæsoner af ’Arvingerne’, ’Forbrydelsen’ og ’Broen’ slog vitaliteten over i skematik med de følgende sæsoner, og noget af problemet kan nok føres tilbage til, at DR ofte har sat sæson 2 i fuld sving, inden første sæson overhovedet var løbet over skærmen.

Og med serier som ’Herrens veje’ og ’Bedrag’ fornemmede man, at DR nu ville lave ’noget om’ religion/tro og ’noget om’ finanskrisen frem for at lade tematikken blomstre mere naturligt fra konkrete karakterer eller fortællinger.

Christian Rank anslår en justeret tilgang i relation til begge indsigelser.

Kommer I til at lave flere sæsoner af de serier, I har annonceret nu?
»I udgangspunktet laver vi en sæson ad gangen. Men jeg vil da sindssygt gerne have en serie, som kan fortsætte flere sæsoner, vi er bare nødt til at sikre, at A) Det er godt og B) At der er nogen, der gider se det.

Men den gamle model, hvor man sætter to eller tre sæsoner i gang fra start – det gør vi ikke længere. Det betyder ikke, at vi ikke gerne vil lave flere sæsoner, men nu tager vi en sæson ad gangen«.

Lars Mikkelsen som i ‘Herrens veje’ sæson 2. (Foto: Tine Harden)

Har DR haft et problem med anden- og tredjesæsoner?
»Det er i hvert fald vigtigt, at der er en sindssygt god historie. Det er det vigtigste kriterie. Og bare det at lave 10 timers dramatik… det er altså rimeligt meget. Og man skal passe på med, at man ikke bliver så forhippet på at lave et stærkt brand, at man smider historien under bussen«.

Betyder det også, at historien er vigtigere end temaet på de serier, I sætter i gang?
»Ja. De specifikke historier handler stadig om helt vildt meget. Men det starter med en god historie«.

Er du enig i, at det måske ikke helt har været sådan de seneste år?
»Jeg er enig i, at udfordringen i det her system er, at man som den store public service-broadcaster – og med det ansvar, der følger – skal passe på med ikke bare at formidle de store historier, vi skal også fortælle de gode historier. Det er ikke nok at have et godt tema at tale om, det skal formidles i en skidegod historie«.


Tre udenlandske serier, der har inspireret Christian Rank

’The Marvelous Mrs. Maisel’
»På mange måder en lidt gammeldags serie i et jødisk 50’er-miljø, som samtidig fortæller en kvindehistorie sat i en original setting. Den balancerer fint mellem at være en virkelig sjov komedie og fortælle en dybt relevant historie om en kvinde, der prøver at overleve i en mandeverden, som både er relevant dengang og i dag. Den er sygt godt skrevet. Jeg var ved at falde ned af stolen over, hvor godt det var«.

’Hjemmebane’
»
Det er klart Norge, der har tv-serie-førertrøjen i Skandinavien lige i øjeblikket. De kommer med mange spændende ting og formår at bringe nye stemmer til bordet. ’Hjemmebane’ (der kan ses på DR, red.) er et godt bud på en ny bred norsk fortælling. Og så har jeg set en serie, de har premiere på her i efteråret, ’Exit’, der handler om finansmiljøet i Oslo. Det er sgu et originalt bud på at komme ind i en arena, vi ikke normalt kommer bag facaden på«.

’Black Mirror’
»Den knækker ligesom koden til, hvad sci-fi måske i virkeligheden er: En slags parafrase over vores virkelighed. Den er i særklasse, og jeg kunne godt se os på DR… Altså nu er det nok det dummeste, man kan gøre, at lave en nærfremtids-sci-fi-fortælling om, hvordan mobilen påvirker os. Men det med, at de har krydset en kulørt genre med en stærk public service-historie, er da inspirerende«.


Mens DR Drama skal blive ved med at vise to store dramaseriesæsoner om året, som man også har gjort de seneste sæsoner, er oprustningen på ungdomsområdet til at tage og føle på. Første afsnit af Anna Emma Haudals yderst vellykkede ’Doggystyle’ var det mest streamede program på DR TV i 2018. Det var første gang, DR for alvor hev en sejr hjem i ’Skam’-vægtklassen, og det har uden tvivl givet blod på tanden.

Ungdomsserierne ligger den nye dramachefs hjerte nær.

»DR var i min egen ungdom decideret formgivende for mit liv. At høre ’Det Elektriske Barometer’, ’P4 i P1’, at se ’Transit’ har været med til at forme mit ungdoms- og voksenliv og give mig en forståelse af mig selv som individ i fællesskabet. Det synes jeg er en hel central del af DR’s eksistensgrundlag. Jeg har selv børn på ni og tolv, og gud hvor vil jeg gerne have, at de har en kulturinstitution, som fortæller dem historier om, hvad det vil sige at være individ i den her verden, lige fra hvor de står.

Jeg tror, det er utroligt vigtigt, at vi beskytter de historier. For vi er de eneste, der gør det. Netflix laver young adult, mange vil gerne ramme målgruppen, men… DR3 og DR Ung har gjort det forbilledligt på dokumentarsiden, men jeg vil være sindssygt stolt, hvis vi om et par år har lavet i hvert fald to-tre fiktionsserier, der kan bygge oven på det«.

‘Doggystyle’ (Foto: Valdemar Cold Winge Leisner, DFF)

NRK har i mine øjne kæmpet lidt med at slippe ud af ’Skam’-formlen. Hvordan vil I gøre det?
»Lige nu laver vi ’Doggystyle’ sæson 2, samtidig med at vi laver en gyserfortælling, som foregår i rave-miljøet. Det er i hvert fald et forsøg på at være flere steder.

En af ’Doggystyle’s kvaliteter er, at den ikke forsøger at være en kopi af ’Skam’. Og på samme måde skal det, vi laver i morgen, ikke være en kopi af ’Doggystyle’.

Noget af det, der er sindssygt spændende, som DR3 og DR Ung er lykkedes med, er at lave temaer. Man kan tale om sorg, angst, køn, og det kan på papiret virke lidt pligtagtigt, men de gør det på måder, hvor det er sjovt at se. Det skal vi arve noget af på fiktion.

Og så skal DR Drama i hvert fald ikke kun være det fine dyre søndagsdramatik, vi skal også omfavne det mærkelige, det kantede og det, der er i udvikling«.

Det leder hos hen til komedieserierne. Hvor står de i alt det her – de glimter ved deres fravær i jeres officielle udmeldinger om kommende serier?
»Når vi vil udfordre, hvad public service er, er det også vigtigt at udfordre genrer og formgreb. Og der er komedien en skide god udfordring at give sig selv, fordi det er noget helt andet end det, vi er vant til, at DR Drama er. Og jeg tror også, vi kan fortælle historier i komedien, som åbner andre øjne. Men det er skide svært – at fortælle noget vigtigt og samtidig være sjov. Så meget desto mere grund til at hoppe ind i det«.

Christian Rank præsenterer sine visioner for filmbranchen. (Foto: Bjarne Bergius Hermansen)

’Ditte & Louise’ var en succes, men blev lukket efter to sæsoner, og derudover har DR kæmpet med at lave gode komedieserier. Hvorfor er det så svært?
»Det er et godt spørgsmål. De gode komedier er jo ofte drevet af en smule anarki og autonomi. Jeg tror, vi skal være meget bevidste om at understøtte og beskytte de små miljøer, hvor det vilde kan opstå. Det har DR jo faktisk en god tradition for, og det har ledt til indhold som ‘Drengene fra Angora’, ‘Rytteriet’ og ‘Den 11. time’.

Men vi er allerede i gang med at eksperimentere med komedien. Lige nu har vi en kæmpe dekoration stående til ’Når støvet har lagt sig’, og så siger vi til de kreative, der sidder her nu, ’gå derned og film’. Vi er nødt til at udnytte de ressourcer, vi har, til at udvikle de der nye ting, for det går heller ikke, at det koster mange millioner kroner, hver gang vi starter maskinen«.

Så hvad gør I helt konkret?
»Vi vil skabe et værksted, et laboratorium, en sidescene, hvor vi udnytter og udfordrer vores ressourcer og mennesker til at finde nye måder at fortælle historier på. Og lige nu er det helt konkret Jenny Lund Madsen (medforfatter på ’Bedrag’ sæson 3, red.), som har skrevet noget, som vi prøver af.

Men jeg ville drømme om, at alle de forfattere, der sidder og skriver store tv-serier herude, en gang hver 14. dag gik ned og prøvede noget helt syvende af. Og det ville sikkert gå galt hver anden gang, men jeg tror også, at det er der, nøglen ligger. Men man skal skubbe på, for at det sker. Og det er det, jeg er ved at lære, hvordan man skal gøre som chef, så det bliver sjovt og ikke tvang«.

Med fare for at fornærme nogen kan man vel også godt sige, at DR’s dramaserier i en årrække har været temmelig humorforladte.
»Det kan du have ret i«.

Kommer vi til at se humor i de tre serier, I nu har annonceret?
»Hah, nu ville jeg jo være dum, hvis jeg sagde nej! Men forhåbentligt bliver det i hvert fald tre nye farver på paletten«.

Læs også: Fem grunde til, at ‘Bedrag’ sæson 3 var banebrydende dansk tv-drama