Mens komedieserierne i disse år er så alvorlige, at selv en tegnefortælling om en Hollywood-hest behandler temaer som depression og alkoholisme med frontal ærlighed, er der noget trygt og rart i den strøm af misantropisk spydighed, som gennemvæder ’Veep’.
HBO’s politiske satireserie har vundet tre Emmyer for bedste komedieserie, og dens hovedrolleindehaver Julia Louis-Dreyfus vandt prisen for bedste kvindelige skuespiller seks år i træk.
Nu lakker det mod enden. ’Veep’ kører på sin syvende og sidste sæson, og dermed tager vi afsked med årtiets måske skarpeste komedieserie – med streg under komedie. Andre serier som ’Atlanta’, ’Transparent’, ’Better Things’ og ’Fleabag’ er ud fra en samlet betragtning mindst lige så gode, men de er det, fordi de ud over at være lattervækkende også er en masse andre ting. Ingen andre serier er så kompromisløst skrevet med lynhurtige oneliners og svimlende svinere som det primære formål, og ’Veep’ kondenserer flere jokes på et minut, end de andre komedieserier gør på et helt afsnit.
Med Louis-Dreyfus’ Selina Meyer, der startede som vicepræsident og siden har været alt fra commander-in-chief til falleret eks-præsident, i spidsen er seriens karaktergalleri et uofficielt verdensmesterskab for røvhuller på to ben. Tag blot den aktuelle svanesangssæson, der er gået i primærvalgkampsmode med Selina som en af frontkandidaterne.
Svada til abortmodstandere
Her foreslår Selina i et uplanlagt anfald af desperation over selv at være havnet i fedtefadet, at kandidaterne laver en aftale om at holde sig for gode til negative campaigning. Da hun kort efter opdager, at hendes sorte modkandidat Kemi som 16-årig dræbte sin kæreste i et biluheld, får hun julelys i øjnene og udbryder: »Vi må sprede nyheden som hendes kærestes indvolde ud over hele fortovet«. Han blev halshugget, lyder eneste indvending fra staben omkring hende.
Den tidligere assistent Jonah Ryan fører også præsidentvalgkamp uden at kunne skjule, at hans kæreste er hans stedsøster, og at han er en forvokset teenager med en pungrottes IQ. »Ingen vil se en hvid mand sparke en sort kvinde i vaginaen«, fastslår hans rådgiver, efter Jonah har kickboxet en papfigur af førnævnte Kemi i en kampagnevideo. Johan svarer: »Well, jeg ser slet ikke vagina-farver«.
Og så er der Selinas on-off rådgiver Amy, der er blevet gravid efter at have knaldet med kollegaen Dan. Hun overvejer, om hun skal abortere eller ej, og mens de fleste andre amerikanske film og serier ville lade hende beholde barnet, ender Amy med at tage afsted til abortklinikken, hvor hun serverer de faste pro life-demonstranter en svada, der får dem til at tabe kæben: »So shut the fuck up you hypocritical cunts before I show up to the piss puddle that is your house and protest your husband whacking it to your daughter’s seventh grade year book«.
Amy får indgrebet, under hvilket one night stand-mesteren Dan beundrer maskineriet (»Er det en Berkeley VC-10? Den har et fantastisk sug!«) og introducerer sig selv som »the proud father not to be«.
Intet er helligt i ’Veep’s absurd tempofyldte portræt af den narcissistiske, løgnagtige, forfængelige og indspiste magtelite, der kalder sig selv for folkets repræsentanter. For selvfølgelig er ’Veep’ ikke bare sjov – komikken beror på et krystalklart, kulsort satirisk blik for det politiske systems råddenskab.
’Veep’ vs. ’House of Cards’
Armando Iannucci søsatte ’Veep’ i 2012, baseret på sin britiske og ikke mindre kyniske serie ’The Thick of It’. Serien startede i april, kort efter at Barack Obama var blevet valgt til sin anden præsidentperiode, og Yes We Can-stemningen fra hans valgsejr i 2008 var kølnet af til stuetemperatur. Det lå i tidsånden, at selv med en så historisk og velmenende kandidat som Obama var politik politik – dybest set forbliver alting det samme.
Det vil være forkert at sige, at virkeligheden med valget af Trump indhentede serien, for snarere end at afspejle de konkrete bølgeskvulp (eller tsunamier) i det politiske landskab indkapslede den en hel politisk æra domineret af spin, opportunisme, meningsmålinger, beskidte kampagner og hurtige fluktueringer styret af sociale medier.
»Jeg tror, at ’Veep’s unikke, kolde, onde, upartiske angreb på, hvad politisk er generelt, er en af mange ting, den vil blive husket for«, som seriens hovedforfatter siden sæson 6 David Mandel udtalte for nylig.
Året efter ’Veep’ lancerede Netflix ’House of Cards’ (i øvrigt også baseret på britisk forlæg), men for Washington-insidere var der ingen tvivl om, hvilken serie der ramte tættest på virkeligheden.
»’Veep’ er nogle gange så smertefuld at kigge på, fordi det er så tæt på ting, der er sket i min verden. Jeg er bevidst om, at det er sjovt, men jeg kan umuligt grine af det«, har en kommunikationsansat i det demokratiske parti udtalt til The Takeaway.
Både HBO-komedien og det nyligt afsluttede Netflix-flagskib reflekterede en politikerlede, som var blandt de primære årsager til, at Donald Trump kunne sætte sig i Det Hvide Hus. Forestiller man sig alt det værste om politik, er det repræsenteret i de to serier. Og det er heller ikke, fordi Trump-udviklingen er gået ’Veep’s næse forbi.
Sharia-matematik
I den aktuelle sæson køres Jonah nemlig støt, men sikkert i stilling som den trumpistiske kandidat, der – uanset hvor meget han prøver – ikke kan indpasse sig tidens krav om ikke at sige noget, der kan fornærme nogen som helst. »Hvor er det gay«, udbryder han, da han er på kursus i, hvordan man taler, så ingen bliver stødt, efter han har slynget om sig med ordet »retarderet«, som var det 1999.
Men efterhånden får han medvind med budskaber, der taler til absolut laveste fællesnævner, men som kommer fra hjertet og i hvert fald ikke er filtreret gennem nogen hjernekapacitet af betydning. Eksempelvis at matematik er opfundet af muslimer. »Algebra? Nærmere Al-Jazeera. Som præsident forbyder jeg, at amerikanske børn bliver undervist i sharia-matematik. No more math! No more math!«.
Også Selina har dog en rem af Trump-huden. Hun accepterer stiltiende, at kineserne blander sig i valget til hendes fordel, og hun er ikke mere selverklæret feminist, end at hun tordner frem med sloganet »man up«, da hun er træt af sin sorte modkandidats snak om at bryde alverdens glaslofter. Men Selina er også en slags Hillary Clinton, når hun bag lukkede døre erklærer, at den virkelige grund til, at hun bør være præsident, er, at det »er min forpulede tur«. »Jeg lagde en lort på glasloftet, og jeg barberede min muffin i håndvasken hos the old boys club«, som hun siger til sin evige assistent Gary.
’Veep’ har gennem syv sæsoner udstillet snart sagt alle sygdomstegn i den politiske kultur. Hvordan tragedier bliver brugt til egen politiske vinding, hvordan journalister den ene dag er statsmagtens vagthund og næste dag logrer med halen apparatets egen spindoktor, og hvordan politikerne må lefle for den økonomiske elite, hvis deres valgkamp skal have nogen form for gang på jord.
Jeg har en fornemmelse af, at ’House of Cards’ vil gå over i historien som en vigtig og populær serie fra Netflix-boomets barndom, men ikke vil blive set og dyrket i mange generationer frem. ’Veep’ forekommer mig at have en helt anden holdbarhed. Fordi det er 10’ernes vel nok mest præcise stykke politiske satire. Men først og fremmest fordi den er så fandens sjov.
Læs også: HBO’s bedste komedieserier nogensinde – rangeret