(SPOILER ALERT, selvfølgelig: Læs først, når du har set ‘Game of Thrones’ sæson 8 afsnit 3)
KOMMENTAR. ’The Long Winter’ var et uforglemmeligt stykke tv, ingen tvivl om det. Stemningsfuldt, smukt og uhyggeligt. Action, horror og krig i skøn-dunkel forening – spækket med dramatiske scener, der fik følelsesmæssig punch, fordi vi efter otte sæsoner har et så intimt forhold til de brave sjæle, som kæmpede for deres liv og Westeros’ fremtid.
Med 70 ’Game of Thrones’-episoder i ryggen har man som seer et varmt forhold til en lang række af karaktererne. Og derfor gør det rigtigt ondt, selv når en relativ nytilkommer som Lyanna Mormont trækker sit sidste åndedræt ved en kæmpezombies hænder. På trods af få og korte scener var den lille lady af Bear Island tegnet beundringsværdigt klart op.
Ugens afsnit røbede dog også, hvad mange kritiske fans har mistænkt serien for i nogle sæsoner efterhånden: Den tør ikke længere slå sine hovedkarakterer utidigt ihjel.
De overraskende drab (altså for folk, der ikke havde læst bøgerne forinden) var på mange måder HBO-seriens claim to fame: Efter Ned Starks halshugning og The Red Wedding blev det en almengyldig sandhed, at i ’Game of Thrones’ kunne alle dø.
Særligt efter Jon Snows genopstandelse – og hans senere, Bruce Wilis-agtige overlevelse i såvel The Battle of the Bastards som mod en hær af zombier i sæson 7 – stod det dog klart, at ’Game of Thrones’ skånede sine vigtigste aktører til slutspillet.
Det var måske fair nok, men nu hvor vi nærmer os den endegyldige finale, er det alligevel ærgerligt, at serien ser ud til at fortsætte sin berøringsangst.
Sorry, Arya
Det var tårevædet at sige farvel til Lyanna, Jorah og Theon (ligesom Bran tilgiver vi ham hans mange ugerninger). De to sidstnævnte ligger nummer otte og ni på listen over karakterer, der har optrådt i flest af seriens afsnit (henholdsvis 51 og 46), og de er bestemt vigtige bikarakterer i fortællingen. Men deres død stod samtidig i kortene, og deres fortællinger syntes at være kommet til en helt naturlig ende. Beric Dondarrion og Edd fra The Night’s Watch var endvidere fine fyre, men vi græder trods alt ikke snot over deres død. I al respekt.
Det havde været et suverænt twist, hvis hovedforfatterduo Weiss og Benioff havde turdet taget livet af Arya Stark. Arya reddede verden, hun opfyldte sin profeti, hun havde endda mistet sin mødom! Det var overrumplende på den fede måde, at det var hende, der fik bugt med nattens konge, men det havde været et desto større chok, hvis hun ofrede sit eget liv i samme ombæring. Og The Night King havde jo altså godt og grundigt fat i hende.
Aryas overlevelse afslører, at ’Game of Thrones’-forfatterne har et lige så nostalgisk forhold til sine hovedkarakterer som os ude i stuerne. Man forstår godt hvorfor. Efter over otte års intenst arbejde må det føles som at slå sine egne familiemedlemmer ihjel, og man forstår godt fristelsen til at lade så mange af dem som muligt køre hele vejen i mål.
Men nostalgi er sjældent befordrende for serieforfattere, da det skygger for, hvad der kan være nødvendigt. Og at de otte vel nok bærende karakterer (Jon, Sansa, Arya, Bran, Tyrion, Daenerys, Jaime, Tyrion, Cersei) ser ud til at klare det hele vejen til allersidste opgør, synes ikke helt i den oprindelige ’Game of Thrones’-ånd.
Valar Moghulis – spørgsmålstegn
Med det i baghovedet kan man frygte en lidt for lykkelig slutning på sagaen. Jeg under bestemt vor helte fra nord at kappe hovedet af Cersei og overtage jerntronen, men lever Daenerys og Jon lykkeligt lykkeligt til deres dages ende i rosenrød faster-nevø-fest, bliver det for meget af det gode i en serie, der har dyrket det illusionsløse og brutale magtspil.
Sådan går det da næppe heller. Daenerys bliver muligvis korrumperet af sin ærgerrighed efter magten for magtens skyld, og Jon kan måske tænkes at lave en Luke Skywalker og isolere sig fra al magthurlumhej i hovedstaden. Han har hele tiden været mere interesseret i at redde verden end i at tilrane sig tronen.
Nu må vi se. For nærværende kan vi konstatere, at ’Game of Thrones’ gav os et episk afsnit, vi sent vil glemme. Men at de også forspildte muligheden for at gå så hårdt og usentimentalt til værks, som man tidligere har gjort efter George R.R. Martins forskrifter. Valar Moghulis? Jo jo, men sådan var det åbenbart heller ikke ment.
Læs også: Anmeldelse – Det nye ‘Game of Thrones’-afsnit skriver sig ind i tv-historien
Læs også: Teaseren for ‘Game of Thrones’ afsnit 4 er sat i søen