‘Game of Thrones’ sæson 8 afsnit 3: ‘The Long Night’ skriver sig ind i tv-historien

‘Game of Thrones’ sæson 8 afsnit 3: ‘The Long Night’ skriver sig ind i tv-historien
Jon Snow i 'The Long Night'.
5 6
Tv-serie
Hovedforfattere

D.B. Weiss, David Benioff

Medvirkende

Kit Harington, Nikolaj Coster-Waldau, Emilia Clarke, Sophie Turner, Gwendoline Christie, Peter Dinklage, Maisie Williams

Spilletid

75 min.

Premiere

Kan ses på HBO Nordic og C More

(SPOILERS: Læs ikke videre, medmindre du har set afsnittet)

»Stick ’em with the pointy end«.

Og det skal jeg love for, at hun gjorde, Arya.

I et afsnit, der rangerer blandt de mest spektakulære krigssekvenser på tv nogensinde, jog hun til sidst den spidse ende gennem maven på The Night King, samme sted som den hvide vandrer blev spiddet af The Children of the Forest ved sin undfangelse.

Bagefter lagde hans hær af udøde sig ned, nu reelt døde. Og i sofaerne kunne man trække luft ned i lungerne og erfare, at man havde glemt at gøre det i de foregående 80 minutter.

Det var åndeløst medrivende, sidste sæsons tredje afsnit, ’The Long Night’. Et afsnit, der havde pustet sig selv så mægtigt op – blandt andet med beretninger om tre måneder lange, pinefulde optagelser – at forventningerne var urimelige, men målt på storhed oversteg opgøret mellem liv og død, ild og is dem alle.

Også selvom udgangen på afsnittet, Aryas heltestund, tidligt blev lagt i kortene. Hvis man var i tvivl, da Melisandre, den røde troldkvinde, nedstirrede hende i de spæde minutter før hærenes sammenstød, blev jorden for alvor gødet, da Beric Dondarrion reddede Stark-datteren fra en frostkold død i Winterfells gange.

Da Beric selv blev gennemhullet af en samling wights, kunne Melisandre slå fast, at det var syvende og sidste gang, han havde forladt denne jord. Han havde opfyldt sit formål, ergo reddet Arya.

Bagefter mindede den billedskønne gamling Arya om det, hun havde fortalt hende, sidst de mødtes, nemlig at Stark-datteren ville slukke både grønne og brune øjne – og så tøvede hun, inden hun tilføjede: og også blå øjne.

For at sætte trumf på gentog hun ordene, som Aryas sværdtræner Syrio Fofel, indprentede hos hende i allerførste sæson:

»What do we say to the god of death?«

»Not today.«

Underforstået: The Night King er dødens gud, og det er hans isblå øjne, du skal slukke.

Et ordløst krigsdigt

Klimakset var et rørende øjeblik, der samlede alle trådene i Aryas udvikling og forløste dem i et sigende øjeblik af sværdfægtersnilde, endog i et trick, hun tidligere har brugt i en træningsduel mod Brienne. Det var ikke brusende testosteron, der vandt dagen, det var mod, elegance og snedighed, alt det, Arya tillærte sig i manglen på den maskuline råstyrke, der normalt trives på slagmarken og historisk også har gjort det i Westeros’ middelaldersamfund.

Stick ’em with the pointy end.

Det, der gik forud for hendes heltedåd, var historisk.

Man havde på fornemmelsen, at det var sådan, det ville ende, allerede da kameraet svang sig ud i gården på Winterfell, først klæbende til Sam Tarly, så hen til Tyrion og forbi Sansa og Jon Snow, alt sammen fortættet af en tung buldren på lydsporet. Frygten havde vundet den første krig i blikket på de mænd og kvinder, der beredte sig på at se lukt ind i døden, og jeg tror, jeg taler for mange, når jeg siger, at mit hjerte blev sendt nordpå allerede i denne første scene, kun for at blive i halsen i samfulde 80 minutter.

Varys og Tyrion i en hyggeskak, mens verden gik under uden for krypten. (Foto: Helen Sloan/HBO)

’The Long Night’ er et ordløst krigsdigt skrevet med is og ild, og ligesom i de bedste digte er rytmen uovertruffen. Den veksler mesterligt i omgivelser, udtryk og tempo, mellem suspense og frenetisk klippede nærkampe, mellem luftbårne dragedueller og flugtscener i trange gange og afrunder det hele med en storladen montage, hvor komponist Ramin Djawadis sorgfulde klaver drukner slagmarkens lyde, lidt a la optakten til Cerseis massemord i The Sept of Baelor.

Frygt, sorg, desperation

En række greb er geniale. Det første af dem indtræffer, da Dothraki-hæren bliver sendt ud som en tidlig offensiv med ild i sværdene, hvorefter lyset forsvinder fra landskabet, et sværd ad gangen. Vi ser det hele på afstand, som var det stearinlys, der gik ud, men vi ved, at blodet sprøjter, hver eneste gang mørket tager til. Det er suveræn spændingsopbygning på den Alfred Hitchcock’ske facon, hvor frygten eskalerer på grund af alt det, vi ikke ser – alt det, vi kun kan forestille os.

Lige så er Aryas gemmeleg fra de døde et klogt horrorafbræk fra den lemlæstelse, man kan høre som en rungen bag murene, mens dragernes entré på slagmarken velsagtens er det mest grandiose effektarbejde, der nogensinde er begået på tv-mediet.

Frygt, sorg, desperation. Det er drama og action på den tungeste klinge, men det er også filmmageri, der forstår mediets essens: At billederne skal fortælle historien.

Brienne, Jaime, Podrick & co. klar til kamp med en vis frygt i øjnene.

De bærende karakterer får ikke sat mange sætninger sammen i det halvstumme krigsepos, men på intet tidspunkt mister afsnittet blikket for dem, det handler om: de figurer, vi har fulgt i otte sæsoner, og som alle er truede på livet ligesom resten af menneskeheden.

Frygten i blikket på frygtløse Grey Worm. Et inderligt håndkys udvekslet mellem det tidligere ægtepar, Tyrion og Sansa. The Hound lammet med ryggen mod borgmuren. En tåre i øjenkrogen hos Theon, der med en heroisk gerning sletter sine fejltagelser fra eftermælet.

Karakterdramaet er lige så medrivende som krigen. Blodbadet bliver fortalt gennem de blikke, der har set det samme som os i otte sæsoner.

På den måde er det en krig med alt på spil. Og så alligevel ikke.

Skuffelsen er sekundær

For ’The Long Night’ gør også noget andet: Den afslører ’Game of Thrones’ som en efterhånden ret konventionel fantasyserie.

Det er næsten utroligt så billigt, menneskehæren slipper i kampen mod overmagten, der – trods alt – kan genoplive alle faldne soldater med et par løftede hænder fra The Night King.

Theon fik sin heltedød sammen med en envejsbillet ud af denne verden, Beric Dondarrion ofrede sig i The Lord of Lights tjeneste, og Jorah Mormont trumfede dem alle ved at dø, sådan som han nok selv havde ønsket sig det: Mens han forsvarede, Daenerys, kvinden, han elskede.

Det hele var måske lovlig belejligt, om end det også var en serie af rørende afskeder med vellidte karakterer.

Samtidig er der så mange mirakuløse sidste sekunds-redninger i ’The Long Night’, at man dårligt kan tælle dem på to hænder, og efter Arya har plantet det valyriske stål i The Night King, står nærmest alle fanfavoritter stadig tilbage. I hvert fald dem, der stadig har en rolle at spille i kampen om tronen.

Jon og Daenerys har front seat-pladser til kampen om verden.

Selv Arya virker til at have overlevet det, der ellers lignede en selvmordsmission, og man tænker, at det ikke kun er The Night King, der dør en gang for alle, da han splintrer: Det er også den logik, der tidligere har kendetegnet det nådesløse middelalderunivers i ’Game of Thrones’.

Det er nærliggende at sammenligne afsnittet med ’The Battle of the Bastards’ – også instrueret af Miguel Sapochnik – der ikke turde at gøre kål på Jon Snow, selvom han kickstartede krigen ved at spæne durk i Ramsays fælde.

Jeg synes oprigtigt talt, det er skuffende, men jeg synes også, at det er sekundært, nu hvor jeg sidder og trommer på tastaturet med en puls, der endnu ikke er faldet til ro.

Profetier skudt til hjørne

Det er svært at hæfte sig ved de skavanker, som ’The Long Night’ afgjort har, og det er sværere endnu at løfte blikket over blodsudgydelserne og kritisere de bredere tendenser bag dem. Når iscenesættelsen er så mageløs, og når spændingen er så ubønhørlig, må man blot bøje sig og hylde den eskapistiske filmkunst, der er tale om.

Når pulsen så har lagt sig, vil internettet koge over med analyser af Aryas heltedåd: Betyder det, at hun er den reinkarnerede Azor Ahai, ham, der befriede menneskeheden fra The Long Night?

The Lord of Lights discipel, Melisandre, lader til at mene det, og det samme gør Beric Dondarion, alene på grund af sit offer. I så fald må man konstatere, at profetien skal tages mindre bogstaveligt end som så, al den stund at den ikke nævner Aryas valyriske dagger, men et flammende sværd, Lightbringer, som Azor Ahai skulle spidde sin elskede i hjertet med.

Til gengæld er det en kendsgerning, at det valyriske ord for prins er kønsneutralt, og derfor kan The Prince That Was Promised, altså den reinkarnerede Azor Ahai, sagtens være en kvinde. Det er om ikke andet et budskab, der flugter fint med seriens slagkraftige feministiske kerne.

I sidste ende er det måske ikke så vigtigt med de profetier, der blæser i vinden i Westeros. Det vigtigste er, at det gav mening for fortællingen, at Arya gennemborede The Night King og dermed sørgede for det ideelle punktum på et afsnit, der øjeblikkeligt skriver sig ind i tv-historien.

Hvor skal vi så hen herfra? Mod Kingslanding vel – og forhåbentlig mod flere af de intriger og plotdrejninger, der tidligere har defineret serien. Men det er svært at tænke på lige nu. Lige nu handler det bare om at få styr på nerverne på et eller andet tidspunkt i denne uge.

Læs også: Teaseren for ‘Game of Thrones’ afsnit 4 er sat i søen

Læs også: Hvad betyder det, at det nye ’Game of Thrones’-afsnit har »den største kampscene nogensinde«

Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold