Maisie Williams om det store Arya-øjeblik: »Jeg tænkte, at alle ville hade det«

Maisie Williams om det store Arya-øjeblik: »Jeg tænkte, at alle ville hade det«
Maisie Williams som Arya Stark i 'Game of Thrones'

(Kæmpe spoiler-alert for tredje afsnit af ‘Game of Thrones’ sæson 8)

De sidste sværd er svunget i film- og tv-historiens længste kampscene nogensinde, og opgøret mellem vores Winterfell-helte og The Night King bød på særligt én skelsættende overraskelse.

For i netop det øjeblik, som The Night King skulle til at destruere De Syv Kongerigers fælles hukommelse implementeret i lokkedue-Bran aka Den Treøjede Ravn, dukkede Arya Stark op med sin dolk af valyrisk stål og splintrede ham til atomer.

Der var nok ikke mange, der havde regnet med, at hun ville gøre en ende på den blåøjede dødsleder. De fleste havde nok gættet på, at opgaven var tilfaldet Jon Snow, som har stået ansigt til ansigt med The Night King ved flere lejligheder. Maisie Williams og Kit Harington, der spiller Stark og Snow, var da også selv overraskede over udfaldet, da de læste manuskriptet, fortæller de Entertainment Weekly.

»Det var så utroligt spændende«, siger Williams, der først fandt ud af sin karakters skæbne, da hun sad i Belfast til den første fælles gennemlæsning af manuskriptet med resten af holdet – hvor hun fik et kæmpe bifald fra hele forsamlingen, da de under gennemgangen var noget til den klimatiske scene.

»Med det samme tænkte jeg, at alle ville hade det; at Arya ikke fortjener det. Det sværeste i en serie er, når du bygger en skurk op, der er umulig at besejre, og så besejrer du ham. Det skal gøres intelligent, fordi ellers er folk sådan ‘jamen, skurken kunne ikke have været særlig slem, når en pige på 45 kilo kommer ind og dolker ham’. Så fortalte jeg det til min kæreste, og han sagde: ‘Men burde det ikke have været Jon?«.

Williams blev dog hurtigt vild med idéen om, at netop hun skulle dræbe The Night King, da de først gik i gang med optagelserne – særligt i forbindelse med Melisandres profeti, der siger, at det hele tiden har været Aryas skæbne.

»Det gik op for mig, at hele scenen med Melisandre bringer det tilbage til alt det, jeg har arbejdet for gennem seks sæsoner. Alt afhænger af præcis dette øjeblik. Det er også uforudsigeligt, og det er dét, serien kan. Så der var jeg bare sådan ‘fuck dig Jon, jeg får den’«.

Ligesom Williams havde Harington heller ikke læst hele manuskriptet inden den fælles gennemlæsning.

»Jeg var overrasket, jeg troede, at det ville være mig«, siger han. »Men jeg kan godt lide det. Det giver Aryas træning en mening, der fører mod et endeligt mål. Jeg tror, det vil frustrere en del af publikum, at Jon jagter The Night King, og man forventer denne her episke kamp, der aldrig sker – det er ret meget ‘Thrones’. Men det er det rette for karaktererne. Der er også noget ved, at det ikke er den person, man forventer«.

Instruktør Miguel Sapochnik fortæller således også, at han gjorde alt for at frame afsnittet, så man skulle tro, at Jon kæmpede sig frem mod The Night King, mens man ikke skulle se, at Arya var på vej. Overraskelseseffekten var til at tage og føle på.

Mændene bag ‘Game of Thrones’, David Benioff og D. B. Weiss, udtaler til Vulture, at de har kendt til Aryas skæbne i omkring tre år.

»Vi håbede på at undgå det forudsigelige«, forklarer Benioff. »Jon Snow har altid været helten, ham, der har været frelseren, men det føltes bare ikke rigtigt for os med dette øjeblik«.

Læs også: Anmeldelse – Det nye ‘Game of Thrones’-afsnit skriver sig ind i tv-historien

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af