Manden bag aktuelle ‘Til vi falder’: »Ønsket om at komme videre er måske et større tabu end sorgen«

Manden bag aktuelle ‘Til vi falder’: »Ønsket om at komme videre er måske et større tabu end sorgen«
'Til vi falder'
Foto: Jacques-Mezger
Samanou Acheche Sahlstrøm er biografaktuel med sin anden spillefilm, hvor Dar Salim og Lisa Carlehed spiller et par, som sørger over tabet af deres søn. Vi har mødt instruktøren til en snak om sorg, personlig frygt og håbet som en destruktiv kraft.

Samanou Acheche Sahlstrøm kan stadig huske sin mors ord, da han som 12-årig blev skilsmissebarn.

»Selvom det var hårdt, så skulle hun nok komme sig over tabet af min far. Men tabet af sine børn ville hun aldrig komme sig over«.

Der er langt fra skilsmisse til død, men ordene er alligevel sigende for den franskfødte filminstruktørs nye spillefilm ‘Til vi falder’, som han både har skrevet og instrueret.

Efter Adam og Louise, spillet af Dar Salim og Lisa Carlehed, mister deres søn Lucas i en tragisk drukneulykke i Spanien, følger vi parrets vidt forskellige måder at tackle den altopslugende sorg på. De vender tilbage til ferielejligheden på Tenerife, som Louise er ivrig efter at sælge, så de kan starte et nyt kapitel efter at have afsluttet sagen med politiet. Men Adam kan ikke slippe tanken om sønnen, hvis lig aldrig blev fundet, og han knytter sig til enhver sprække af håb – fra de anonyme breve, han modtager, til byens unge teenagere, der måske var vidner til ulykken.

Det er ikke første gang, Sahlstrøm, der er uddannet fra Den Danske Filmskoles instruktørlinje i 2011, dykker dybt ned i tunge tematikker om død og sorg. Hans debutfilm fra 2015, ‘I dine hænder’ med Peter Plaugborg og selvsamme Carlehed, handlede om assisteret selvmord. Det er ikke tunge, men »vigtige« tematikker, som Sahlstrøm venligt korrigerer, da vi møder ham på Frederiksberg til en snak om hans biografaktuelle film.

Forsvinder kærligheden med barnet?

Før ‘I dine hænder’ lavede du meget grundig research på assisteret selvmord. Hvordan har du researchet op til ‘Til vi falder’?
»Jeg blev nødt til at gøre historien så personlig som muligt. Jeg har ikke haft en researchperiode, som går ud på at tale med personer eller besøge sorgbehandlingscentre. For mig er det primært en film, som kommer fra en frygt. Jeg prøver at stille mig selv en række spørgsmål, som jeg ikke nødvendigvis har lyst til at besvare.

Jeg fik børn som en naturlig forlængelse af den store kærlighed, jeg har til min kone. Når man har investeret sin kærlighed i at lave et andet menneske, så er der også en frygt omkring det: Hvad nu, hvis det barn forsvinder? Er kærligheden, vi giver dem, og som vi har til hinanden, noget, som forsvinder sammen med barnet? Det er ikke rart at tænke på, men det er udgangspunktet for filmen.

(Foto: Jacques-Mezger)

For mig handler den om to personer, som ved, at hvis de bliver sammen, så kommer de aldrig nogensinde til at være lykkelige på samme måde, som de var før, samtidig med at hvis de går fra hinanden, så ved de også, at de aldrig kommer til at møde en anden person, som forstår dem lige så godt«.

Så det er nogle tanker, du har gjort dig i forbindelse med dit eget forhold til dine børn?
»Ja, jeg kan ikke skrive et manuskript og bruge så meget energi på en film, hvis ikke det ligger tæt på mig. Jeg har et taktilt forhold til mine børn. Som når min store bliver irriteret over, at jeg hele tiden rører ved hans hår, eller når jeg bider den lille i skulderen. Tanken om ikke at kunne bide i hans skulder, røre ved noget hår eller dufte til en meget beskidt fodboldtrøje er ubærlig. På den måde er det nogle tanker, jeg gør mig, når jeg skriver manuskriptet«.

Håbet som stopklods

Hvordan gik du så til arbejdet med historien?
»Der begyndte at opstå nogle andre tematikker, og et af dem er håbet, som jeg som udgangspunkt kun har tænkt på som en enorm drivkraft. Noget, som gør, at man står op om morgenen. Men det gik op for mig undervejs, at det også kan have en mere destruktiv effekt. Det kan være en stopklods, som gør, at man netop ikke kan leve videre. Det var interessant lige pludselig at have en kontrast mellem sorg, håb og frygt.

Det ændrede rigtigt meget. Filmen stiller nogle spørgsmål og inviterer publikum til også at reflektere over de spørgsmål. At jeg har tvunget mig selv til at reflektere over det gør, at jeg forhåbentlig har lært noget af det«.

Hvad er det, du har lært?
»Jeg tror, at sorg er blevet et lidt mindre tabu for mig. Det er selvfølgelig noget, jeg bliver ved med at tænke over, men det er gået op for mig, at ønsket om at komme videre måske er et større tabu«.

(Foto: Jacques-Mezger)

Hvordan fandt du ud af det?
»Det er et samlet indtryk. Nu har jeg beskæftiget mig med filmen i nogle år, men blandt andet syntes jeg, det var interessant at give den kvindelige karakter en drivkraft til at komme videre, også fordi jeg er blevet opdraget med moderfølelsen – at moren er den sidste, der vil give slip. Men det er en organisk proces. Noget af det opstår i et øjeblik på optagelsen«.

Vil det sige, at I også har improviseret lidt under filmoptagelserne?
»Jeg vil ikke kalde det improvisation, men under optagelserne prøver jeg på ikke at diktere en retning i forhold til en scene. Vi aftaler ikke nogen bevægelsesmønstre i scenen, og der er ikke nogen prøver. Jeg ved godt, hvad der rører mig. Jeg har en vision for en scene, men at arbejde på denne måde tvinger mig til at være modtagelig for, hvad der ellers kan komme. Jeg prøver også at opfordre til, at man gerne må lave fejl undervejs, for af de fejl kan der opstå noget helt specielt«.

At holde mindet i live

Hvilken scene i filmen var emotionelt hårdest at optage?
»Scenen, hvor Dars karakter bliver præsenteret for sønnens fodboldtrøje. Det var en hård, følelsesmæssig scene for ham, men også for mig. Der er også den scene, efter de tyske lejligheds-købere har været til stede, hvor der er en lang samtale mellem Adam og Louise. Det er en scene, som vi virkelig har taget mange gange. Ikke fordi vi ikke kunne løse det, men fordi jeg gerne ville have så mange farver på som muligt«.

Hvorfor var det så vigtig en scene for dig?
»Scenen slutter med replikken: ‘Hvis vi går fra hinanden, så dør han’. Jeg har en klar fornemmelse af, at det er den replik, filmen er bygget ud fra. Det er grundstenen i filmen. Det er to mennesker, som har et fælles minde og en fælles oplevelse, som også har mulighed for at holde det minde i live, fordi de er tvunget til at have den samme vilje omkring det«.

Samanou Acheche Sahlstrøm

Hvordan ser du Adam og Louises forskellige måder at håndtere sorg på?
»Adams karakter er på jagt efter en form for sandhed. Måske er det ikke det rigtige at gøre, men det er en karakter, der har en stærk forhåbning om, at der gemmer sig et svar, som vil kunne give noget mening. Så det er en karakter med en stor drivkraft, som nægter at give op, og som på en anden måde end sin kone Louise holder mindet om deres barn i live, hvor Louise virker til at have accepteret, at det manglende svar er noget, hun skal bygge sit liv ud fra.

Privat har jeg selv en forestilling om, at jeg aldrig ville give slip. Men den forestilling lever kun i mit mareridt«.

Midt i sorgen indleder Louise er særligt forhold til den unge, spanske fyr Emilio. Hvad symboliserer det?
»Det er en klar forlængelse af den fysiske, taktile kærlighed, jeg har til mine børn. For mig var det en måde at få hende til at dufte, røre og kysse ved en teenagedrengs hud og krop. Hun læser også op af en bog for ham, som var det en godnathistorie. Hun oplever for sidste gang intimitet med en ung dreng«.

Hvorfor er død og sorg vigtige temaer for dig?
»Fordi det er så unægteligt forbundet til at være menneske og til at elske. Det er svært for mig at acceptere, at kærlighed, sorg og død hænger sammen. For mig er det nogle tematikker, som jeg bliver nødt til at vende tilbage til og dyrke. Anerkendelsen af at man ikke bare kan vælge det ene er en frugtbar motor for mine film«.

Efter historier om assisteret selvmord og barnedød – kunne du så forestille dig at lave en komedie på et tidspunkt?
»Det ser ikke ud til, at det bliver min næste film, men jeg synes også, at denne film har en del humor i sig. Og komedie er rigtigt mange ting. Jeg er i hvert fald ikke afvisende over for det«.

Læs også: Et forsvar for den usympatiske hovedkarakter

Læs også: ’I dine hænder’-instruktør: »Døden er det mest intime øjeblik, man kan opleve med et andet menneske«

Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold