I tidsalderen for flow-tv var BBC’s naturdokumentarer en søndagsklassiker. De fleste har nok ladet sig betage af ’Planet Earth’, ’The Blue Planet’ eller ’Frozen Planet’ med de åndeløst smukke billeder fra de fjerneste hjørner af kloden tilsat Sir David Attenboroughs bløde og stoiske fortællestemme.
Det var public service at blive klogere på naturens mirakler og samtidig uforpligtende underholdning, for serierne fulgte nemlig en tryg formel. Fra de sømløse optagelser, hvor kameraet svømmer ubesværet rundt blandt mastodontiske hvaler, til målet om at skildre de uberørte hjørner af naturen, er mennesket fuldstændig elimineret fra fortællingen.
Det var ofte seriernes mål at komme så langt ud i junglen eller dybt ned i havet som muligt, for her var den rigtige natur. Jordklodens økosystemer, fik man indtryk af, var lukkede verdener, hvor dyr og planter lever deres egne liv, som eksisterede de på en anden planet. Adresserede serierne økologiske udfordringer, var det i form af enkeltstående problemer som én regions appetit på hajfinnesuppe eller en andens hang til krybskytteri.
’Our Planet’ ligner til forveksling sine forgængere og er produceret af dele af det samme hold hos BBC. Men der er en væsentlig forskel, som afsløres allerede i titlen: Den nye serie handler om vores planet.
Hvalrossernes overlevelseskamp
Jorden befinder sig i den antropocene periode, hvor mennesket påvirker naturen mere, end den påvirker os. Og det præger ’Our Planet’.
I stedet for at oplyse os om, hvordan Jordens landskab blev skabt af vulkanudbrud og istid for millioner eller tusinder af år siden, fortæller Attenborough i ’Our Planet’ først og fremmest, hvad der er sket med naturen de seneste år og årtier, og hvilke dyrearter der er truede af manglende steder at leve.
I første afsnit besøger vi de »få fantastiske steder«, hvor man stadig finder et rigt dyreliv. Vi lander først på en kyststrækning i Peru, hjemsted for millioner af havfugle, og vi når alle Jordens klimazoner rundt, inden vi ender ved polernes smeltende is. Mens en kæmpemæssig gletsjer kollapser, minder Attenborough os om Perus fugleliv: Smeltet is betyder stigende vandstande og ændringer i havets strømme og saltkoncentration, og det kan mærkes på den anden side af Jorden.
Klimaforandringernes uudslettelige spor er særlig til stede i afsnittet ’Frozen Worlds’ om de forsvindende iskapper, som serien kalder »klimaforandringernes uforsonlige grænseområder«.
Her får vi forklaret de stigende temperaturers betydning for dyrelivet og den selvforstærkende effekt, det har, når den lysreflekterende hvide is forsvinder, og den mørke overfalde optager 90 procent mere af solens varme. Og selvom man godt vidste det i forvejen, er det stadig rystende at se, hvordan iskappernes størrelse har ændret sig siden 1980.
Seriens måske mest effektive billede på klimaforandringernes konsekvenser i naturen, kommer i reportagen om hvalrosser. Færre isflager giver dem et mindre territorium at leve på, så de stimler sammen på klipper i flokke så store, at det først er svært at identificere, hvilke dyr der er tale om, når man ser på den brunlige masse.
»Det gør de i desperation, ikke af eget valg«, fortæller Attenborough.
I et forsøg på at finde plads, har nogle af hvalrosserne forvildet sig for højt op i klipperne. Når de bliver sultne, er der ingen anden vej ned end at tage et potentielt dødeligt spring.
»I deres desperation for at komme ud falder hundredevis fra højder, de aldrig skulle have været oppe i«.
Ikke en dokumentar om klimaforandringer
Er det historisk nærgående optagelser af den sibiriske tiger, fascinerende billeder af paradisfuglens parringsritualer i New Guineas jungle, farverige koralrev og mærkværdige skabninger på havets bund man gerne vil se, går man ikke forgæves med ’Our Planet’. Mens de store menneskeskabte forandringer er den røde tråd, som binder serien sammen, vies der rigeligt tid til, at man kan lade sig fascinere af den mirakuløse natur.
Det er trods alt ikke en dokumentar om klimaforandringer eller forurening. Den skal ikke sammenlignes med ’Before the Flood’, Al Gores ’An Unconvenient Truth’ eller nogle af de andre hårdtslående og taltunge film, der går i kødet på klimakrisen eller de værste miljøsvinende industrier. ’Our Planet’s hovedformål er, som det også var for BBC-forgængerne, at komme så tæt som muligt på at formidle naturens sanseindtryk, dens mangeartede skabninger og de komplicerede økosystemer. Den vil gerne give en nøgtern fremstilling af, hvad ordet ’natur’ dækker over i det 21. århundrede – og den fortælling er mennesket en integreret del af.
Serien slutter med at et besøg i Tjernobyl i Ukraine, som stadig er så beskadiget af radioaktiv stråling efter ulykken på det nærliggende atomkraftværk i 1986, at det er umuligt for mennesker at bo der. Men imellem de forladte betonbyggerier er skov vokset frem, og flere truede dyrearter trives.
Både den slags betonnatur og den afrikanske savanne er en del af klodens mangfoldighed i ’Our Planet’. Og det er vigtigt for at udvide vores billede af natur som alt det uberørte.
»Det har aldrig været vigtigere at forstå, hvordan naturen fungerer«, siger Attenborough og minder os om, at vi ikke kan tage et levevenligt klima for givet. Men forstår man naturen, kan man også hjælpe den, og det er den forhåbning, ’Our Planet’ også bærer.
Forstår vi klimaforandringerne som en uundgåelig del af fortællingen om naturen, bliver det måske lige så naturligt at tale om, hvordan vi løser de presserende problemer.
Læs også: I superheltekampens endelige opgør kan publikum blive de store tabere