’The OA’ del 2: Netflix’ førende syretrip er tilbage – endnu vildere end før
»Jeg beder dig om at forestille dig, at virkeligheden er mere besynderlig og kompliceret, end vi nogensinde kan begribe. Nogle gange får vi glimt af det i drømme eller deja vu. Når du føler, at det, der sker, er sket før. Well, måske er det!«
Prairie tager sig til hjertet og falder sammen. Med langt hår, silkebluse og russisk accent. Sofistikeret og meget langt fra den kvinde, vi sagde farvel til i ’The OA’s første del. Hun vågner på et hospital, og da sygeplejersken spørger, hvem der er præsident, kigger hun forundret på Prairie, da hun svarer Barack Obama. »I did it. I jumped«.
Brit Marling og Zal Batmanglijs genrehybrid er tilbage med anden del, efter den i 2016 landede på Netflix med kun fem dages varsel. I et miks af sci-fi, gyser, krimi og magisk realisme følger Marling (skaber, forfatter og hovedrolleskuespiller) og Batmanglij (medskaber, medforfatter og instruktør) op med en så velskrevet og velproduceret serie, at det er svært at forstå, at der ikke er flere, der taler om den herhjemme.
Første del var en indieserie skruet sammen med håndholdt kamera, minimale effekter og et budget taget ud af Marling og Batmanglijs egne lommer. Den overnaturlige fortælling var ikke for alle og enhver, men i mine øjne var den et friskt pust, en serie uden grænser, hvor fantasien fik lov at få frit løb.
I første del mødte vi den russiske Prairie, der som barn mistede sit syn under en nærdødsoplevelse, en såkaldt NDE. Hun var blevet sendt til USA og adopteret, men da hun efter at have været forsvundet i syv år under mystiske omstændigheder vendte hjem, var det ikke kun med et intakt syn, men med ubehagelige ar på både krop og sjæl.
Gennem flashbacks lærte vi, at Prairie sammen med Scott (Will Brill), Rachel (Sharon Van Etten), Renata (Paz Vega) og Homer (Emory Cohen) var tilfangetaget af den galgeniale videnskabsmand Hap, der forskede i NDE’s. Under forsøgene druknede han dem igen og igen, og i deres nærdødsoplevelser udfoldede serien et overnaturligt univers, hvor Prairie fik tilnavnet The OA (The Original Angel). Her modtog forsøgspersonerne fem movements, en synkron dans, der kunne få dem til at rejse mellem dimensionerne.
Anden del fortsætter ikke, hvor vi slap, men introducerer os for en ny karakter, privatdetektiven Karim (Kingsley Ben-Adir), der får til opgave at finde en forsvundet teenager. Det sender ham ind i et syret spind af drømmeforsøg, et forbandet hus, online-spil, der kidnapper teenagere – og Nina Azarova. Vi er i en anden dimension, som Prairie er sprunget ind i. Nina er Prairies russiske navn. Og uden at afsløre for meget kan jeg godt sige, at det er begyndelsen på et syretrippende plotudspil, der får første sæson til at ligne ’The Straight Story’.
’The OA’ bryder med konventionerne, som var den skabt ud fra et barns livlige og naive fantasi, uden filtre og uden voksen fornuft. Den trækker på overnaturlige elementer om drømmetydning, og hvorvidt
de mennesker, vi møder, har en større betydning for os. Den leger med tanken om, at vi lever i parallelverdener, hvor vores handlinger udspiller sig synkront og kun spaltes ved de valg, vi tager.
Der er nok at gå på opdagelse i. Er Rahim fra første del og Karim fra anden samme person? Er der religiøse referencer, som den synske blæksprutte Old Night, også kaldet Azrael eller Angel of Death, eller Khatun fra første del, der peger ind i persisk og mongolsk mytologi.
Det er svært at forudse, hvad der sker, efterhånden som man drages dybere og dybere ind i den surrealistiske mareridtsverden. Serien føles som en lang feberdrøm, og de fleste af temaerne kommer da også fra Marlings egne drømme, som hun efterfølgende har gennemarbejdet med Batmanglij.
Skaberne har lovet, at vi får fem dele – og at man først vil forstå puslespillet, når alle fem er sat i verden. Jeg skal se med, til sidste brik er lagt.
Kort sagt:
Drømmetydning, parallelverdener og skæbnens luner. ’The OA’ er også i anden del et forfriskende mindfuck, hvis man tør overgive sig til den.
Anmeldt på baggrund af hele anden del.
Læs også: Alt det, Stephen King har gjort mig dødsensangst for (og hvorfor, jeg ikke ville undvære dem)