Ulaa Salim om den sprængfarlige ’Danmarks sønner’: »Det er en antiekstrem film, selvom den fokuserer på det ekstreme«

Ulaa Salim om den sprængfarlige ’Danmarks sønner’: »Det er en antiekstrem film, selvom den fokuserer på det ekstreme«

Da Ulaa Salim kom ind på Filmskolens instruktørlinje i 2013, havde han allerede et første udkast til en spillefilm under armen. Filmens handling var brutal, næsten utopisk grotesk, og skildrede, hvordan verden ville se ud, hvis ekstremismen for alvor fik tag i mennesket igen.

I sine fire år som elev lurede filmen i Salims baghoved, uden at han var i stand til at slippe den, og som årene gik, opdagede han til sin gru, hvordan historien bare blendede mere og mere ind i virkeligheden. Seks år efter det første udkast har ’Danmarks sønner’ premiere, og selvom Salim aldrig selv havde forudset det, ligger hans spillefilmdebut om ekstremismens ødelæggende brutalitet uhyggeligt tæt op ad verden af i dag – allerede seks år inden filmen udspiller sig.

»I starten virkede manuskriptet meget voldsomt på folk, når de læste det, men mens jeg gik på skolen, overgik virkeligheden pludselig fiktionen. Da jeg blev færdiguddannet, var der sket for mange ting i verden til, at manuskriptet føltes så fremmed, og det, syntes jeg, er en ekstrem udvikling«, fortæller Ulaa Salim over en kaffe en mandag formiddag i marts.

»Der er blevet talt, frygtet og hadet på en bestemt måde i verden i de sidste to årtier både i Europa og i de krige, der har været i Mellemøsten. Der har været en enorm omvæltning, og jeg tror, man vil se på vores tid i historien som en ret turbulent tid, hvor det ekstreme fik plads«.

Film skal turde tage fat

’Danmarks sønner’ foregår i 2025, hvor et brutalt terrorangreb på Nørreport Station i København koster 23 morgenpendlere livet. Politikeren Martin Nordahl (Rasmus Bjerg) står til en jordskredssejr ved det kommende valg som leder for det fremmedfjendske parti National Bevægelsen.

Samtidig føler den unge Zakaria (Mohammed Ismail Mohammed), af anden etnisk herkomst, sig dybt påvirket og provokeret af den polariserende stemning af fremmedhad, som Nordahl og den voksende nationalsocialisme repræsenterer. Da den ældre Hassan belærer ham om verdens afstumpede forbrydelser mod deres brødre og søstre, overtales Zakaria hurtigt til at likvidere Nordahl, så verden kan se, at ’de fremmede ’står sammen.

I spændingsfeltet mellem de to yderpoler befinder den unge familiefar Ali (Zaki Youssef) sig, for hvem ekstremismen ender med at have fatale konsekvenser.

»Jeg har lavet filmen af gode intentioner og ikke som et eller andet forvarsel eller advarsel. Tværtimod har jeg lavet den, fordi vi har noget godt og ved at vise det værste, der kan ske, kan man diskutere, hvor man er på vej hen, og hvor man drømmer og frygter, at man ender henne«, siger Salim på den anden side af bordet på Stefanos Mad & Kaffe ikke langt fra hjemmet på Nørrebro. Han fortsætter:

»Dem, der vil lade sig provokere, bliver provokeret. Sådan vil det altid være. Men hvis film ikke tør at tage fat, er det sgu lidt svært at diskutere nogle ting i et samfund. Jeg tror ikke, berøringsangst er særlig sundt for hverken filmen eller samfundet. Filmen kan give os en følelsesmæssig oplevelse, hvor man engagerer sig i nogle mennesker på begge sider, som man måske kun har hørt om, og derudfra kan man så diskutere noget på en ordentlig måde og begynde at reflektere over, hvordan man selv oplever den verden, vi er i lige nu. Derfor er det også vigtigt, at der ikke er en morale eller løftet pegefinger i filmen«.

Det ekstreme er blevet normalt

Ulaa Salim er søn af irakiske forældre og opvokset på Amager og i Greve. Meget mere ønsker han ikke at røbe om sig selv. Historien i hans første film, som han også selv er manuskriptforfatter på, er efter hans mening for vigtig til, at han skal tage fokus og risikere at farve publikums egen fortolkning og oplevelse af filmen.

Som nyuddannet instruktør fra Den Danske Filmskole er 31-årige Salim blevet fremhævet som en af sin generations stortalenter med blandt andet den Robert-nominerede afgangsfilm ’Fædreland’ fra 2017 på cv’et. Den kreative åre ligger tilsyneladende til familien, og til trods for den sorte hårpragt afslører ansigtet hurtigt slægtskabet til hans storebror, skuespilstjerne Dar Salim.

Ulaa har elsket film så langt tilbage, som han kan huske. Men det var først, da han forstod, at film ikke bare var underholdning, men også en mulighed for at få en stemme og udtrykke alt det, man tænkte og følte, at det for alvor blev seriøst mellem Salim og filmen.

Ulaa Salim (Foto: Klara Løkke for Soundvenue)

For Ulaa Salim har opvæksten i Danmark som søn af to irakiske indvandrere altid bare været normalen. Inspirationen til ’Danmarks sønner’ udspringer derfor ikke af egne konkrete oplevelser med at føle sig udstødt eller rodløs i sit hjemland. Men som barn af samfundet oplever Salim i disse år en følelse af uretfærdighed, fordi diskursen i hans optik er blevet »helt absurd og på et lavt niveau«, og fordi verden har udviklet sig i en retning, hvor det ekstreme bliver mere og mere normalt, og hvor grænserne rykker sig konstant.

»Pointen i filmen er, at det ekstreme findes på alle fløje og består af det samme, hvis man skifter fortegnene ud. Men når det ekstreme bliver normalt, bliver der per definition nødt til at komme noget nyt ekstremt, og det er den grænse, der konstant er blevet rykket. Det var vigtigt for mig, da jeg skrev manuskriptet, at det ikke blev en film om et bestemt angreb, men om hvad der sker efter sådan et angreb. Hvad sker der, når man kun er i følelsernes vold? Hvordan håndterer man det som individ og samfund? Alle føler jo had og frygt i sådan en situation, uanset hvor vi er fra, og hvilken slags angreb det er«.

Konflikter udspringer af ligheder

I sin research inden for både ekstrem nationalisme og ekstrem polarisering af grupper har det været lidt af en øjenåbner for Salim, at det ikke er en specifik arketype, som drages af ekstremisme.

Han genkender ikke mediernes fjendebillede af ’den ensomme ulv’, som søger et fællesskab. Ifølge Salim spirer ekstremismen i alle samfundslag og udspringer af vidt forskellige erfaringer og verdenssyn. Nogen har en personlig motivation for at lade sig opsluge af ekstremismen, mens andre har en mere udstrakt frygt for, hvad der kan ske i fremtiden, hvis de ikke handler. Alligevel har Salim sporet sig frem til visse fællestræk i både den yderste venstre- og højrefløj: Følelsen af uretfærdighed og af, at nogen prøver at tage noget fra en.

»I virkeligheden er lighederne meget stærkere i alle ekstreme grupperinger, end man forstår, og når det er så lige, er det, der adskiller os, også det, vi har til fælles, som er vores menneskelige instinkter«, siger han.

»Hvis du tager noget fra mig, vil jeg prøve at holde fast i det. Hvis jeg ikke har retten til at leve, vil jeg gøre alt for at leve. Hvis nogen truer min familie, vil jeg gøre alt for at forsvare dem. Det er i bund og grund, fordi vi er ens, at der kan opstå konflikter«.

Du har før nævnt, at hvis man prædiker forskelle, kan det blive en selvopfyldende profeti, men i filmen fokuserer du på to ekstreme yderpoler, som benytter sig af en meget hård ’os mod dem’-retorik. Hvorfor har du valgt at tegne banehalvdelene så skarpt op?
»Jeg tegner banehalvdelene op, så man kan høre, at der bliver sagt det samme. Der er ikke nogen forskel på, om man er på den ene eller anden side af banen. I sidste ende kunne alle være på samme hold. Dem, der taber mest i det her samfund, er dem i midten, når yderpolerne får lov til at fylde så meget. De bedste krigsfilm i filmhistorien er jo også antikrigsfilm, men de viser ofte krigen ret brutalt, så man kan få mulighed for at mærke og diskutere det for så at tage afstand fra det. På samme måde er min film en antiekstrem film, selvom den fokuserer på det ekstreme«.

(Foto: Klara Løkke for Soundvenue)

Men kan man ikke også risikere, at en film som denne kan være med til at puste til gløderne, hvis man bare sympatiserer en lillebitte smule med en af fløjene?
»Den synes jeg står for egen regning. Jeg kan ikke styre, hvis du går ind og ser de her mennesker sige de her ting, og du tænker: ’Gud ja, de har helt ret’. Som publikum kan man tænke, at der er en lille sandhed i meget af det, der bliver sagt, men at det ikke er den fulde sandhed, og hvis man vælger kun at gå med en sandhed, er det i hvert fald ikke rart for nogen.

Jeg skal turde lade karaktererne tro på det, de siger, så publikum kan få en forståelse for dem. Jeg drømmer om, at man ser lighederne, og at man forstår, at hvis det ekstreme styrer, taber vi som samfund. Politikerne skaber fjendebilleder, men der, hvor jeg synes, diskussionen bliver banal, er, når man siger ’det er min fjende’ om mennesker eller dele af samfundet, som man ikke kender«.

Det ekstreme kan ramme alle

I dit portræt af de to forskellige verdener får man jo en god menneskelig forståelse for, hvorfor Zakaria ender som radikaliseret, og man ser ham også som den unge omsorgsfulde dreng sammen med sin mor og lillebror. På den anden side har vi den kyniske Martin Nordahl med villa i Klampenborg, hvis baggrund for at ende i højrenationalismen vi ikke hører noget om, og generelt er højrefløjen ret brutalt portrætteret. Hvorfor har du valgt det?

»Jeg synes ikke, at Zakaria-karakteren er blevet portrætteret før, uden at det var et decideret fjendebillede, og fordi vi får lov til at opleve hans verden, kan vi også forestille os den samme slags verden med de ekstremt nationalistiske. Og man kan også kritisere Zakaria for en masse ting, for der er jo ikke nogen, som har rørt hans familie, så han er også bare en, som nogen burde have taget fat i og rykket et andet sted hen«.

»Nordahl skal repræsentere det ekstreme, som er blevet normalt, mere end en hel politisk fløj. Når han siger noget så voldsomt efter et terrorangreb, er man jo i chok, og bagefter sidder han og griner i ’Natholdet’. Det er gennem mediernes øjne, vi lærer ham at kende, for det havde ikke været interessant, hvis jeg havde lavet den samme historie med ham som med Zakaria. Jeg er sikker på, at nogen også vil finde en vis sandhed i det, Nordahl siger. Men jeg håber, at man vil kunne reflektere over sin egen holdning og lære et andet menneske bare lidt bedre at kende, uanset hvilken fløj man tilhører«.

Talentet Mohammed Ismail Mohammed som Zakaria i ‘Danmarks sønner’.

Det giver god mening, at Nordahl skal være ansigtet på det ekstreme, der er blevet normalt, men det er også der, han kommer til at fremstå kynisk og næsten som en psykopat, når han sidder og griner jovialt i ’Natholdet’, hvorimod man får et mere nuanceret billede af Zakaria. Så er filmen ikke tegnet lidt partisk op?
»Både-og, for i mit arbejde med Rasmus (Bjerg) som Nordahl skulle han netop være familiefaren, som gør det af de samme grunde som Hassan og Zakaria, og vi får også lov til at møde Nordahls familie. Hvis man ikke kan gå ind og vise Zakaria, kan man heller ikke fortælle den her historie, for det handler lige så meget om et menneske, som lever i et ekstremt univers, og hvad der så kommer ud af det«.

Man møder i starten kort Elliott Crosset Hoves karakter, hvis kæreste bliver dræbt som et eksempel på, hvad der kan drive nogen i en ekstrem retning…
»Ja, Elliotts karakter er et godt eksempel, for når man møder ham igen, kan man allerede forestille sig en hel storyline med ham og forstå, at det ekstreme kan ramme os alle sammen på en eller anden måde i en vanvittig verden. Når man møder nationalismen i filmen, har der jo været en storyline inden, som publikum måske selv skal stykke sammen, men hvis en ekstremist har oplevet noget, har de andre nok oplevet noget af det samme bare med et andet fortegn«.

Et priviligeret land

Hvad ser du selv, når du kaster et blik på samfundet i Danmark lige nu?
»Jeg synes, det er et sindssygt privilegeret land. På mange punkter har vi det jo rigtig godt, og hvis man kaster blikket ud i verden, har vi jo heller aldrig haft det så godt som nu. Men det er også det, der er paradokset for mig, for samtidig er der så mange ting, der er fuldstændigt sindssyge, forfærdelige og ude af proportioner«.

Som hvad for eksempel?
»Jamen, at man har en så polariseret måde at snakke til hinanden på, og at det ikke er en naturlighed, at alle mennesker, der er født og opvokset i det her land, er lige så meget en del af samfundet som andre. Ude i verden er uligheden enorm, der er krig overalt, hele den europæiske union er ved at falde fuldstændigt fra hinanden, og politikere rundt omkring siger hvad som helst for at få taletid uden at tænke på, om man polariserer en verden eller samler et samfund.

Der er mange gode ting, men der er også noget underliggende, som kan ødelægge det, og hvis man ikke lærer at tage fat om de ting, ved man ikke, hvor man står. For omkring 100 år siden måtte kvinder ikke stemme, men hvorfor sagde folk ikke noget dengang?«.

Salim lader spørgsmålet hænge lidt i luften og svarer så selv:

Rasmus Bjerg som nationalistisk politiker i ‘Danmarks sønner’.

»Fordi det var normalt. På en eller anden måde må man være beskeden nok til at indse, at der foregår noget mærkeligt nu, som vi bliver nødt til at forholde os til. Når man kigger tilbage på vores tidsalder om 50 år, tror jeg også, man vil sige: Hvordan kunne man snakke sådan til hinanden og polarisere samfundet så meget, når vi i bund og grund er i samme båd?«.

Men nogen mener jo, at der alt andet lige er nogle forskelle, som bare er for svære at forene…
»Hvad er det for nogen forskelle?«.

Kulturelle forskelle og modstridende værdier…
»Vi er alle sammen en del af det her samfund, så samfundets værdier er de værdier, vi har. Det er sådan, jeg ser det. Jeg tror ikke på, at det er kulturen, der adskiller os. Jeg tror, at nogle mennesker bruger det argument på begge fløje til at adskille os. Desværre kan man sige, at det ekstreme fylder mere og spiser sig mere og mere ind på midtermennesket, og midtermennesket har på en eller anden måde et ansvar for at stoppe det og sige: Hertil og ikke længere. Der vil altid være noget ekstremt i et samfund, men spørgsmålet er i hvilken grad«.

Men hvis man eksempelvis tager sådan noget som kvinderettigheder, kunne man jo godt argumentere for, at der er nogle indgroede kulturelle værdier og traditioner, som er for forskellige…

»Ja, men mange af de mennesker er en del af det her samfund og er født i det her land, så de hører til, ligesom mennesker som Martin Nordahl hører til. Jeg er fuldstændig ligeglad med, om vi snakker DF’ere eller den yderste venstrefløj. Der skal være plads til uenigheder, men alle skal jo følge samfundets love.

Det er for stort og generaliserende at tale om kulturelle forskelle. Det er den diskurs, som bliver benyttet, men det er ikke den diskurs, jeg lægger op til. I universet i min film kan vi diskutere det, fordi den indeholder en anden præmis at snakke ud fra, som jeg synes er renere, og som behandler alle ens«.

Det ultimative kærlighedstrip

Som instruktør og en del af den nye fremadstormende talentmasse i dansk film er Ulaa Salims største drivkraft og ambition at fortælle noget helt grundlæggende om os mennesker i en original indpakning, som er skabt ud fra en frygtløs tilgang.

Fortællingen er den vigtigste, og så må skuespillercastet, strukturen eller hans egen personlige investering i filmen bare forme sig efter den. Lige nu drømmer han om at lave »det ultimative kærlighedstrip«, for ligesom ’Danmarks sønner’ rummer den historie noget, som på én gang er personligt og universelt, forklarer han.

Zaki Youssef i ‘Danmarks sønner’.

»Det mest private jeg har i mig, er det, de fleste genkender i sig selv. Jeg går ikke ind og siger: Nu skal jeg fortælle noget om alle i hele verden. Jeg fortæller noget meget privat, som så viser sig at være meget universelt, og jo mere man kan give af sig selv, jo mere kan folk blive ramt af det på deres egen måde, fordi de tager deres livserfaring med ind i filmen. De film, jeg selv ser, er også dem, som går endnu dybere, end hvad vi kan udtrykke med ord«.

Han ser op fra det papir, han for kort tid siden ridsede røde kuglepensstreger på med små hidsige ryk.

»Man skal turde fortælle noget, som går efter det originale, selvom man siger, at alt er fortalt og set før. Verden ændrer sig konstant, så der vil altid være noget nyt at tage fat i«.

Læs også: Interview med Dar Salim – »Jeg forventede modstanden, for jeg har mødt den hele mit liv«