ARTIKELSERIE – DEN STØRSTE SKUESPILLER LIGE NU: Da jeg forleden argumenterede for mit første bud på, hvem der er den største skuespiller i verden lige nu, fremturede jeg med seks kriterier, jeg mente vedkommende skulle sprænge skalaen indenfor: Alsidighed, højt bundniveau, stamina, star power, intuitiv skærmtilstedeværelse, og at man skulle arbejde med nogle af de væsentligste filmskabere.
Men med mit andet valg her få dage efter må jeg indrømme, at disse parametre har trådt i baggrunden. For nok kan Isabelle Huppert tjekke de fleste af dem af på et mere end hæderligt niveau. Den 66-årige franskmand har været aktiv siden 70’erne, hun er en af Europas mest feterede stjerner, hun har medvirket i mere end 120 film uden voldsomme skampletter på cv’et, og hun har arbejdet med mestre fra Hal Hartley, Claude Chabrol og Taviani-brødrene til Jean-Luc Godard, Otto Preminger, Michael Cimino, Brillante Mendoza, Claire Denis og Francois Ozon.
Men det er ikke den pseudomatematiske model med aftjekkede krydser i kunstige firkanter, der kan forklare, hvorfor hun er et af klodens absolutte topnavne i disse år.
Det kan bedst forklares gennem tre meget specifikke præstationer fra nyere tid:
Masochisme og voldtægtsfantasier
I Michael Hanekes mesterværk ’Pianisten’ fra 2001 yder hun en af de mest utrolige – og mest grænseoverskridende – præstationer, jeg nogensinde har set på film. Huppert spiller den midaldrende Erika, der er klaverlærerinde på Konservatoriet i Wien. En dag møder hun den lovende pianist Walter, der charmerer hende med sin viden om klassisk musik, og som hun indvilliger i at tage ind som sin elev – om end modvilligt. De indleder et forhold, hvis begær og passion er funderet i magt og ydmygelse, og Erika forlanger, at han opfylder hendes mere og mere voldsomme masochistiske lyster.
Mange roller bliver i dag kvalificeret som modige, men det her – dét er rolle, der kræver en nærmest uhørt villighed til at afsøge skuespillets verdensrum. Erika er et undertrykt menneske, der bor hjemme med sin dominerende mor, men gennem Walter finder hun anledning til at styre sine inderste drifter ud. Og når det sker, er det som en eksplosion af perversion og repressive følelser, som Huppert besjæler både smukt og grimt, så man ser med i lige dele fascination og forfærdelse.
Huppert spiller rollen med nøgtern kølighed, og det bliver derfor desto mere uforglemmeligt, når sprækkerne til figurens indre liv efterhånden åbner sig. Erika er et på mange måder forstyrret menneske, men man føler også med hende takket være Hupperts exceptionelle kombination af iskold facade og glimt af ustyrligt følelsesliv. Hun er den perfekte skuespiller til Hanekes observerende stil, hvor følelserne formidles uden gængs emotionel manipulation i musik eller billeder. Huppert er i ’Pianisten’ Hanekes bærende instrument, og hun spiller, så englene og djævlene synger om kap.
Også i Paul Verhoevens provokerende ’Elle’ mødes kold overflade med forbudte følelser. Huppert er den succesrige videospilsudvikler Michele, der i starten af filmen bliver voldtaget brutalt i sit hjem af en maskeklædt mand. Her forestiller man sig, at en effektiv hævnthriller sætter i gang, men i Verhoevens virkelighed er psykologien langt mere kompleks. Michele fortsætter nemlig mere eller mindre med sit liv, som om intet var hændt – hun har en affære, et elendigt forhold til sin mor, flirter med sin kollega på arbejdet og er i øvrigt datter af en fængslet massemorder.
På et tidspunkt finder Michele ud af, hvem voldtægtsmanden er, men frem for at melde ham indleder hun et tvetydigt forhold til ham, som muligvis bygger på en blanding af skyld og tabuiseret voldtægtsfantasi. Igen bevæger Huppert sig således ud i den slags psykoseksuelle territorier, som meget få skuespillere har betrådt før hende, og hendes stoiske isdronningeudtryk kommer til sin ret stærkere end nogensinde. Det kan virke, som om Huppert lukker os ude, men i virkeligheden holder hun os i et jerngreb. Vi holder vejret, mens vi venter på at se, hvornår hun slår revner.
I Mia Hansen-Løves ’Dagen i morgen’ møder vi Huppert i en mindre ekstrem rolle som filosofilæreren Nathalie, der bliver forladt af sin mand og mister sin mor på nogenlunde samme tid. Børnene er for længst flyttet hjemmefra, og for at finde ud af, hvad hun skal gøre med sin nyfundne frihed, tager hun op i bjergene og besøger et kollektiv af intellektuelle anarkister, som hendes tidligere yndlingselev Fabien er en del af.
Også her mødes en kvindes uomtvistelige intellekt med undertrykte følelser gennem Hupperts stoiske og selvsikre spil, dog i mere afdæmpet, men stadig lige så nysgerrighedsskabende form. Forholdet mellem Nathalie og Fabien er et platonisk åndsfællesskab, men med Huppert ved man aldrig rigtigt. Der er et mere eller mindre fremtrædende erotisk begær over de fleste af hendes roller, som giver en modvægt til hendes figurers intellektuelle fremtoning.
Og her bliver hun selve billedet på en eksistentiel midtvejskrise med alle de modsatrettede følelser, det kan indebære.
Dronningen af traumer
»I de fleste af mine film kan jeg godt lide at udviske grænsen mellem godt og ondt«, har hun sagt til Indiewire. »Alt, hvad jeg gør som skuespiller, er i virkeligheden historien om skorpionen, der ikke kan undgå at stikke frøen. Det er bare min natur«.
Isabelle Huppert har da også netop en forkærlighed for kvinder, der higer efter kærlighed og nærhed på så forskruede måder, at det ofte ender grueligt galt. Hun er tilsyneladende uden frygt. I ’Ma Mere’ fra 2004 spiller hun en mor, der har et incestuøst forhold til sin søn. Der er en grund til, at hun er blevet kaldt dronningen af traumer.
Hun er datter af en engelsklærer og en pengeskabsfremstiller, blev allerede et kendt navn som teenageskuespiller i Paris, og med ’The Lacemaker’ i 1977 slog hun som 24-årig igennem – hun fik en britisk BAFTA-pris for mest lovende nye navn. Huppert blev hurtigt eftertragtet af en række af Europas mest kompromisløse instruktører, der så en skuespiller, som var villig til at smide al forfængelighed over bord.
Modsat mange andre kvindelige skuespillere er hendes status og muligheder blot vokset med alderen, og som 66-årig synes hun at stå på toppen af karrieren. Som de bedste i faget er hun en blanding af intellekt og intuition. Hvad angår det første, er hun cineast og ejer to biografer i Frankrig, hun har været formand for juryen på den prestigefyldte Cannes Film Festival, og da The Guardian spurgte hende, hvem hun ville invitere til sit drømmemiddagsselskab, nævnte hun først »Platon og hele banden fra hans symposium« og så »Flaubert, Marie Curie, Leonardo da Vinci og den danske instruktør Carl Th. Dreyer«.
Hvad angår intuitionen har hun selv sagt, at skuespil er »meget nemt for hende«. Som sin danske kollega Trine Dyrholm, der i øvrigt også må regnes for en af Europas største skuespilkapaciteter, har hun en sjælden adgang til sit følelsesliv, men modsat Dyrholm (og det er ingen kritisk – blot forskellige spillestile og personligheder) holder Isabelle Huppert følelserne meget tæt til kroppen. Hun forbruger ikke én ansigtsbevægelse for meget.
Huppert indledte allerede sin amerikanske karriere med en stor rolle Michael Ciminos ’Heaven’s Gate’ i 1974, der blev en legendarisk fiasko i sin tid, men siden har fået noget nær klassikerstatus. Ellers har hun primært holdt sig væk fra Hollywood, i hvert fald indtil de seneste år. I 2018 havde hun en fest som røvhulsagtig instruktør i et afsnit af Matthew Weiners Amazon-serie ’The Romanoffs’, og til maj er hun danmarksaktuel med ’Stalker’, hvor hun går psykopatlinen ud som en enke, der knytter et venskab med en ung pige (Chloe Grace Moretz), men har langt mere dunkle planer for deres fælles fremtid.
Det skal være Isabelle Huppert velundt at forlyste sig i mere psykologisk simple roller, hvor hendes aura af farlighed og mystik da også kommer til sin ret. Men det er i det moralske grænseland og i psykens mest tabuiserede afkroge, at hun er bedst. Bedre end nogen anden.
Læs også: Verdens største skuespiller lige nu #3 – »Jeg kunne lugte hans angst helt nede på række 12«
Læs også: Verdens største skuespiller lige nu #2 – Hun tager begrebet leading actress fuldkommen bogstaveligt
Læs også: Verdens største skuespiller lige nu #1 – Han er den mørkeste afkrog af vores fælles forkvaklede sjæl
Læs også: Skuespilleren bag Bran Stark: »Jeg var nødt til at rejse mig og gå, da jeg læste det«