’Westworld’-forfatterduo indgår svimlende millionaftale med Amazon

’Westworld’-forfatterduo indgår svimlende millionaftale med Amazon
Lisa Joy og Jonathan Nolan.

Der er storstilede millionbeløb på spil i kampen mellem streamingtjenesterne om at sikre sig tidens største seer-successer og skarpeste penne – og Amazon er efterhånden blevet en mere end almindeligt vægtig konkurrent i krigen. Særligt siden i fredags, hvor den amerikanske tjeneste kunne offentliggøre, at de har sikret sig et par af tidens stærkeste spillere i form af forfatterduoen bag ’Westworld’: Jonathan Nolan og Lisa Joy.

Ifølge Variety har det kostet Amazon hele 150 millioner dollars over fem år at få parret i stald. Nolan og Joy indtager fortsat rollerne som forfattere og producere på ’Westworld’, der nu flytter fra Warner Bros. og HBO til Amazon. Tredje sæson af den populære sci-fi-dystopi er på vej i produktion.

Foruden ‘Westworld’ skal makker- og ægteparret udvikle originale serier til Amazon, heriblandt den tidligere annoncerede science fiction-serie ’The Peripheral’ baseret på William Gibsons 2014-roman af samme navn.

»Jonah Nolan og Lisa Joy er to af de mest talentfulde og opfindsomme skabere i branchen. De har mestret kunsten at arbejde som tandem såvel som individuelt på så mange fantastiske projekter i film og tv«, fortæller Amazon Studios-chef Jennifer Salke til Variety om den nye erobring. »Vi er klar til at hoppe direkte ud i det og kan ikke vente med at levere deres fremtidige projekter til vores Amazon Prime Video-publikum«.

Læs også: ’Westworld’-skaberne efter dramatisk sæsonafslutning: Meningen er at tage røven på seerne

Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold