’Wisting’: Hvor mange mumificerede lig kan der være i en norsk flække?
Hvor mange mumificerede lig kan man realistisk set forvente at finde i en lille norsk flække?
Viaplays nye norske krimisatsning ’Wisting’ fortsætter nordic noir-tendensen i serialiseringen af Jørn Lier Horsts populære bogserie om kriminalbetjenten William Wisting.
De indtørrede levninger af en amerikansk professor findes under julehugsten i en juletræsplantage i den lille by Larvik i det sydlige Norge. Det lokale politi sættes på efterforskningen under William Wistings ledelse. Sagen udvikler sig hurtigt, da det viser sig at en forsvunden, amerikansk seriemorder er på spil, og selveste FBI sender deres specialagenter.
Samtidig er Williams journalist-datter Line (Thea Green Lundberg) og hans søn Thomas (Jonas Strand Gravli) vendt hjem for at fejre jul i barndomshjemmet. Eller rettere: Thomas vil fejre jul, Line er travlt optaget af sin egen efterforskning. En artikel om ensomhed om Williams nabo, der kort forinden er død og blevet mumificeret foran sit tv, griber om sig med gravearbejde og interviews af hans gamle klassekammerater.
Serien er en af de dyreste norske egenproduktioner, og det er tydeligt at der er sat alle sejl til for at gøre filmatiseringen til en succes. Produktionsværdien er høj. Billederne er fulde af kulde og sne, blåtone, og drone-skud af øde marker og lilleputbyer indkapslede i vinter. De velkendte krimi-sensibiliteter af uro i det normale og mystik i det kendte er til stede i fulde her.
Og det er heldigvis ikke kun æstetik for æstetikkens skyld. Plottet har nok spørgsmål og krinkelkroge og krøllede tråde til at bevare mystikken: Hvem er seriemorderen, og har han dræbt igen efter at han kom til Norge? FBI formoder at han er blevet til en såkaldt »hulemand« – en person, der har overtaget en anden persons identitet efter at havde slået dem ihjel.
William Wisting spilles kompetent og troværdigt af Sven Nordin. Han er den samme hårdtarbejdende, lovpligtige og godhjertede kriminalbetjent med afsavn i privatlivet som vi kender ham fra andre indslag i nordic noir-genren.
’Wisting’ er i det hele taget en serie, der fremkalder følelser af det velkendte. Der er ikke meget i hverken plottet, persongalleriet eller dynamikken der bryder formen for nordisk krimier:
Den travle kriminalbetjent med ar på sjælen, den karrierebevidste datter, der måske slægter sin far en tand for meget på, sønnen, der er stukket af til Afrika for at udøve nødhjælp, den garvede narkobetjent, der måske har været i ilden i lidt for mange år, den pensionerede efterforsker, der gerne vil tilbage på en sag. Men hvis formlen fungerer, er der heller ikke grund til at genopfinde den dybe tallerken igen-igen.
Introduktionen af de to amerikanere, spillet af Carrie-Anne Moss og Richie Campbell, giver et fint modspil til den beherskede William Wisting, og giver et lille, men velkomment tvist på formlen.
Serien får også et par gode, humoristiske øjeblikke ud af de to hårdkogte FBI-agenters møde med det rolige Norge, hvor ting tager sin tid og man stoler på hverandre. Ikke overraskende er det nordmændenes holdning til skydevåben, der vækker størst opmærksomhed hos de amerikanske specialagenter. Her genkalder den mindelser om fisk-ude-af-vand-humoren fra HBO’s ’Lilyhammer’.
Man sidder tilbage med følelsen af at være i trygt og sikkert farvand. ’Wisting’ er en serie, der er lige præcis det den giver sig ud for at være. Og det er helt okay.
Anmeldt på baggrund af fire afsnit
Kort sagt:
’Wisting’ er klassisk og kompetent nordic noir, der vil glæde en hver mysterieelskere med sans for det makabre.
HAR DU HØRT: Lyt til SOUNDVENUE STREAMER hver uge, hvor filmredaktør Jacob Ludvigsen og anmelder Lise Ulrich giver dig frisk streaminginspiration til hjemmebiografen – på blot en halv time.