10 presserende spørgsmål før årets Cannes Film Festival – fra Tarantino-poesi til rekordjagt

10 presserende spørgsmål før årets Cannes Film Festival – fra Tarantino-poesi til rekordjagt
Xavier Dolan under Cannes-festivalen i 2016. I år er han tilbage.
Foto: Pascal Le Segretain/Getty Images
På tirsdag skydes årets største filmbegivenhed, Cannes Film Festival, i gang, og vores filmredaktør er på pletten i det sydfranske. Her ser han nærmere på, hvad der er værd at holde øje med forud for festivalstart.

Sidste års udgave af klodens væsentligste filmfestival rejste talrige spørgsmål på de store linjer: Hvad betød festivalens udelukkelse af Netflix-film, hvordan ville den konservative ledelse agere i nyt MeToo-farvand og ikke mindst: Hvilke svimlende konsekvenser ville vi se af det nye selfieforbud på den røde løber?

Det er ikke, fordi disse hovedbrud er forsvundet før 2019-udgaven, der starter tirsdag, men de er alligevel trådt en smule i baggrunden. Film fra streamingtjenesten er stadig fraværende i hovedprogrammet, og MeToo-oprøret kører på lavere blus. Der er bestemt andre større bekymringer, man kan gøre sig på Cannes-festivalen og egne vegne, som jeg har gjort i en større artikel her, men denne årgangs mest presserende, konkrete spørgsmål har færre perspektiver til branchen som sådan.

Her følger nogle af de ting, vi bliver klogere på over de kommende 10-11 dages festival.

1. Kan Guldpalmerekorden blive slået?

Ni instruktører, inklusive vores egen Bille August (for ’Pelle Erobreren’ og ’Den gode vilje’), har vundet den eftertragtede hovedpris Guldpalmen to gange. Ingen har nogensinde scoret hattricket, men det kan blive lavet om i år.

Både den belgiske instruktørduo Jean-Pierre og Luc Dardenne (’Rosetta’ og ’Barnet’) og britiske Ken Loach (’The Wind That Shakes the Barley’ og ’I, Daniel Blake’) har nemlig chancen for at vinde for tredje gang. Dardenne-brødrene er aktuelle med ’The Young Ahmed’, der lyder meget tidssvarende, idet den handler om en ung belgisk dreng, der planlægger at myrde sin lærer i religionens navn. Loach havde egentlig slået fast, at ’I, Daniel Blake’ var hans sidste film, men Guldpalmen gav ham måske blod på tanden. Hans nye film hedder ’Sorry We Missed You’.

Deres chancer for at vinde atter engang er nok små. Guldpalmer hænger trods alt ikke på træerne. Men det kan jo være, de har begået et uafviseligt mesterværk…?

2. En kvindelig guldpalmevinder?

Den her kan man genbruge år efter år. Kun én kvindelig instruktør har nogensinde vundet Guldpalmen (Jane Campion for ’The Piano’ i 1993), og i tråd med tidsånden har festivalen fået stigende kritik for det grinagtigt lave antal af kvindelige instruktører i hovedkonkurrencen (én-to stk. de seneste årgange).

Festivalen fremturer altid med, at de udelukkende vælger film efter kvalitet, men de har dog ændret på sammensætningen af den komité, der ser de indsendte film igennem, så der nu er lige så mange kvinder som mænd. Årets hovedprogram har det højeste antal kvindelige instruktører længe, i alt 13 på tværs af hovedkonkurrencen og lillesøsterkonkurrencen Un Certain Regard.

Fire kvindelige filmskabere skal dyste om Guldpalmen. Jessica Hausner med ’Little Joe’, Céline Sciamma med ’A Portrait of a Lady on Fire’, Justine Triet med ‘Sibyl’ og Mati Diop med ’Atlantique’. Kan én af dem skrive historie som den blot anden guldpalmevinder med kvindeligt fortegn?

Sponsoreret indhold
Solens sidste stråler fortjener en skål
Skål solen i sænk med Corona, der hjælper dig med at finde Københavns smukkeste solnedgangsspots.
Corona

3. Kan instruktørnotabiliteter på slingrekurs genfinde formen?

Der er 45 år imellem dem, men amerikanske Terence Malick og canadiske Xavier Dolan er begge household-Cannes-navne med noget at revanchere. Dolan har været en del af festivalen siden debuten ’I Killed My Mother’, der blev udtaget til et sideprogram i 2009, da instruktøren var blot 20 år gammel. Han vandt tredjeprisen for ’Mommy’, mens opfølgeren ’It’s Only the End of the World’ fik en lunken modtagelse på festivalen, mens hans seneste film, den engelsksprogede ’The Life and Death of John F. Donovan’, kæntrede og aldrig har set dagens lys efter premiere på Toronto-festivalen.

Malick er en mester og et enigma, der længe kun lavede en film per årti, cirka, men siden Guldpalmevinderen ’The Tree of Life’ i 2011 har han sat tempoet i vejret. Det har desværre afstedkommet lyriske ligegyldigheder som ’To the Wonder’ og ’Song to Song’.

Nu er begge instruktører tilbage i hovedkonkurrencen på Cannes, hvilket forhåbentligt er et godt tegn i sig selv: Dolan med den intime ’Matthias & Maxime’, der har ham selv i en af rollerne, og Malick med Anden Verdenskrigsfilmen ’A Hidden Life’.

4. Hvor mange film fra sideprogrammet havde fortjent mere?

Ikke så sjældent skal de virkelig spændende Cannes-fund gøres i parallelserierne Critic’s Week og Director’s Fortnight, der indimellem tør, hvor det officielle program viger. Her har man de seneste år kunnet se amerikanske film som ’The Florida Project’, ’Mandy’, ’Green Room’, ’It Follows’ og ’Leave No Trace’, men også perler som ’Birds of Passage’, ’Mustang’ og ’Girlhood’, som sagtens kunne have været indlemmet i hovedkonkurrencen.

I år knytter der sig særlige håb til Robert Eggers opfølger til arthousegyseren ’The Witch’: ’The Lighthouse’ med Willem Dafoe og Robert Pattinson. Men der kan meget vel også gemme andre af årgangens højdepunkter.

5. Er Maradona den nye Amy Winehouse?

Asif Karpadia er en af tidens mest fremtrædende dokumentarinstruktører, der med ’Senna’ om den afdøde racerkører Ayrton Senna og ’Amy’ om den afdøde sanger Amy Winehouse har skåret intime og meningsfulde portrætter ud af virkelighedens mytestof.

Denne gang tackler han en nulevende person, den kontroversielle argentinske fodboldlegende Diego Maradona, som i sin storhedstid var lige så kendt for sit narkomisbrug som for sine evner på banen. Det skal blive utroligt spændende at se, hvad Karpadia får ud af dét materiale. Maradona har efter sigende selv meldt sin ankomst til festivalen, så helt utilfreds kan han vel ikke være med portrættet. Hvis han da har set det.

6. Giver det mening at se to random afsnit af ny Nicolas Winding Refn-serie?

Forrige år blev David Lynchs ’Twin Peaks’ og Jane Campions ’Top of the Lake’ sæson 2 vist som auteur-drevne serieundtagelser på festivalen for den højeste filmkunst, og i år er det så Cannes-darling Nicolas Winding Refn, der får æren med Amazon-serien ’Too Old to Die Young’. Mens man med ’Twin Peaks’ og ’Top of the Lake’ fik mulighed for at se fortællingerne fra deres begyndelse, er det afsnit fire og frem af Refns nye værk, som bliver delt med omverden. Kommer det til at give nogen som helst mening? We shall see.

Sponsoreret indhold
Til alle, der arbejder hårdt, længe og overalt
… eller som bare gerne vil have en tynd, let, kraftfuld og hamrende elegant computer. Læs mere om ASUS ZenBook S13 her.
ASUS

7. Hvad er Ruben Östlunds palmeopfølger?

Cannes-festivalen består ikke kun af de film, der udspiller sig i de forskellige konkurrencer. Det er også en anledning til at præsentere kommende prominente projekter på tegnebrætsstadiet i håb om at tiltrække presseopmærksomhed og ikke mindst finansierne til.

Eksempelvis skal Jane Campions nye film med Benedict Cumberbatch og Elisabeth Moss sælge sig selv på festivalens filmmarked, men med skandinaviske øjne er det særligt interessant, at Ruben Östlund kommer til Cannes for at præsentere sit næste projekt. Östlund vandt Guldpalmen i 2017 for ’The Square’ med Claes Bang i hovedrollen, og i 2014 vandt hans ’Force Majeure’ juryprisen i underkonkurrencen Un Certain Regard. Hans nyeste film hedder ’The Triangle of Sadness’ og er hans første fuldt ud engelsksprogede projekt. Den foregår på en luksusyacht og på en ø og udspiller sig efter sigende omkring modebranchen med flere topmodeller, en marxistisk kaptajn, finansfyrster og en filippinsk rengøringsdame i centrum. Östlund må forventes at løfte sløret for skuespilgalleriet i Cannes.

8. Kan langtrækkerne retfærdiggøre spilletiden?

I anden halvdel af enhver festival er en filmisk langtrækker kritikerens værste mareridt. Når man ser tre-fire-fem film om dagen – og også skal nå at skrive om dem (og spise Boeuf Bernaise) – er devisen: Jo kortere film jo bedre, med mindre det er virkelig godt. Paradoksalt nok er det således ganske ofte de usædvanligt lange film, som vinder Guldpalmen, heriblandt de tre timer lange ’Adéles liv’ og ’Winter Sleep’ i 2013- og 2014-årgangene.

Apropos ’Adéles liv’ er instruktøren bag, Abdellatif Kechiche’, tilbage med årets absolutte længdespringer. ’Mektoub, My Love’ varer såmænd fire timer. Også Quentin Tarantino (’Once Upon a Time in Hollywood’ er 2.41) og Terence Malick (‘A Hidden Life’ er 2.53) er dog godt med. Men hey, de bliver stadig overgået af ’Avengers: Endgame’, så alt tilgivet på forhånd.

9. Hvad kan de store instruktører med film af akavet længde?

Lad os fortsætte lidt med længderne. For markante som instruktører som Gaspar Noé (Irréversible) og Luca Guadagnino (‘Call Me By Your Name’, ‘Suspiria’) optræder også på årets festival, men ikke med fortællinger i traditionelt spillefilmformat.

Noés ‘Lux Æterna’ varer 50 minutter og vises under en midnatsvisning uden for konkurrence i hovedprogrammet. I filmen ser man to skuespillere, Charlotte Gainsbourg og Béatrice Dalle, der fortæller historier om hekse. Guadagninos ‘The Staggering Girl’ varer 35 minutter og har Julianne Moore, Mia Goth og Kyle MacLachlan på rollelisten. Der er tale om et portræt af forskellige kvinder gennem haute couture, og den er vist nok lavet i samarbejde med Valentino.

Disse mellemformater, et sted mellem kortfilm og spillefilm, kan være svære at løfte, men Noé og Guadagnino er så egensindige instruktører, at det sagtens kan blive interessant.

10. Kan Tarantino skabe jubilæumspoesi?

Nu vi taler om Tarantino. Som skrevet andetsteds er verdenspremieren på hans DiCaprio/Pitt-drama uden sammenligning festivalens største begivenhed. Og et smukt comeback til den arena, der står QT’s hjerte så nær. Det var i Cannes, han i 1994 fik det ultimative filmkunstneriske blåstempel, da ’Pulp Fiction’ vandt Guldpalmen, og han er siden vendt hyppigt tilbage, både med sine egne film (senest med ’Inglourious Basterds’ i 2009) og for at bakke op om særvisninger af filmhistoriske værker.

’Once Upon a Time in Hollywood’ bliver altså vist 25 år efter hans Guldpalmesejr, og der ville da være en særlig poesi i, at han som den blot niende filmskaber vandt prisen for anden gang. Efter dalende formkurve med ’Django Unchained’ og ’The Hateful Eight’ bliver det nervepirrende at se, om han stadig har det i sig.

Læs også: Jeg ved ikke, om det er Cannes-festivalen eller mig – men noget er forandret

Læs også: De 10 film, vi slet ikke kan vente med at se på årets Cannes-festival