Cannes-highlights dag 2: Sprængfarlig politifilm sender tankerne mod Blågårds Plads

Cannes-highlights dag 2: Sprængfarlig politifilm sender tankerne mod Blågårds Plads
Årets vigtigste filmfestival er i fuld gang, og vores filmredaktør rapporterer dagligt. En højspændt fransk film om gadeoptøjer og politivold var dagens klare højdepunkt.

1. ’Training Day’ møder ’La Haine’

I 2008 filmede Ladj Ly en politimand, der i den socialt belastede Paris-forstad Montfermeil skød en mand med sit flashball-våben og slog ham med sin stav, selvom manden var i håndjern. Ly lagde videoen på nettet, og det førte til, at politimanden blev suspenderet. Det var første gang, det fik konsekvenser, at en civil havde filmet politivold.

Ly havde gået rundt i området, hvor han selv er vokset op, med et kamera, siden han var 17, og under konceptet ’Cop Watch’ filmede han de hårdhændede specialstyrker, der patruljerede området. Han lavede en kortfilm, ’Les Miserables’, ud af hændelsen, og nu dyster han så om Guldpalmen med en videreudvikling i spillefilmformat af samme historie om politivold og optøjer i Montfermeil, som kom på verdenskortet som centrum for de voldsomme opstande med brand og bål i gaderne i 2005.

Interessant nok oplever vi hovedsageligt fortællingen fra politimændenes perspektiv. Stephane er ny mand i specialenheden og sendes på patrulje med de erfarne Chris og Gwada, der kender alt og alle, men også sætter hårdt mod hårdt. Da en løveunge (!) forsvinder fra det lokale sigøjnercirkus, sætter det en lavine i gang, der både involverer de lokale skarnsknægte, områdets uofficielle boss, The Mayor, og bydelens muslimske fraktion. Man mærker, at Ladj Ly kender ghettoen som sin egen baglomme, og det er fascinerende gennem newbien Stephanes måbende øjne at få et indblik i magtdynamikkerne og jargonen i et af den slags ghettoområder, som man kun kender fra overskrifterne.

Jubelscenerne fra Frankrigs VM-sejr i 2018 åbner ‘Les Miserables’. (Foto: SRAB Films – Rectangle Productions – Lyly films)

’Les Miserables’ er et højspændt drama, der leder tankerne hen mod både ’Training Day’ og ’The Wire’ – og ikke mindst den franske nyklassiker ’La Haine’, hvis instruktør og hovedrolleskuespiller Mathieu Kassovitz og Vincent Cassel, som Ly da også har været tæt affilieret med i årevis. Hans billedsprog har måske ikke helt samme intense nerve, og han binder i sidste ende en lidt for fuldendt sløjfe, men det er stadig en dybt foruroligende fortælling om, hvordan en simpel drengestreg kan være gnisten, der antænder al den opsparede vrede og afmagt, som ulmer hos ghettoens yngste generation. Som dansker kan man ikke lade være med at tænke på urolighederne på Blågårds Plads for få uger siden.

Sponsoreret indhold
Solens sidste stråler fortjener en skål
Skål solen i sænk med Corona, der hjælper dig med at finde Københavns smukkeste solnedgangsspots.
Corona

Fortjenstligt er det, at Ly ikke entydigt gør politiet til den onde overmagt, for her er ingen nemme løsninger. Konklusionen er til gengæld klar: Montfermeil er stadig lige så plaget, som da Victor Hugo skrev sin klassiske roman, som filmen deler titel med, i de tumultplagede gader i 1800-tallet. Den nye ’Les Miserables’ åbner med jubelscenerne fra Frankrigs VM-sejr i 2018, der samlede nationen. Men da tømmermændene ramte, var landet lige så delt som altid.

Cowboyen Abe i ‘Bull’.

2. Dette års svar på ’The Rider’

’The Rider’ om en rodeochamp, der må opgive ævred efter en voldsom ulykke på hesten, var en af sidste års absolut største filmoplevelser.

Anne Silversteins ’Bull’, der i Cannes spiller i underkonkurrencen Un Certain Regard, kan ikke undgå sammenligningen. Også denne giver nemlig et autentisk indblik i en rodeosubkultur i USA’s tabte landområder, om end fra et andet perspektiv. Vi møder den hvide teenager Kris, som bor med sin mormor i et af Texas’ fattige forstadsområder, fordi hendes mor sidder i fængsel for vold. Kris har kopieret morens fuckfinger til autoriteterne, men hun bliver taget på fersk gerning, da hun med en gruppe venner crasher sin sorte nabo Abes hus, mens han er bortrejst.

Abe var engang en stjerne på rodeotyren, men har sine bedste dage bag sig og finder nu mest glæde ved at lære en ny generation af håbefulde cowboys op. Han straffer Kris ved at lade hende gå til hånde, og langsomt knytter de et venskab, der for så vidt udvikler sig til et stykke lidt forudsigelig amerikansk nyrealisme uden ’The Rider’s poesi. Men ligesom instruktøren bag denne, Chloé Zhao, får Silverstein meget ud af sit arbejde med de amatører, der besætter alle filmens mindre roller. Hvordan er livet for en sort cowboy i Texas’ white trash-områder? Før ’Bull’ anede jeg ikke, at de eksisterede. Og det intime møde med skæbner, man ikke tidligere havde på radaren, er en af filmkunstens fornemste opgaver.

Sponsoreret indhold
Til alle, der arbejder hårdt, længe og overalt
… eller som bare gerne vil have en tynd, let, kraftfuld og hamrende elegant computer. Læs mere om ASUS ZenBook S13 her.
ASUS

‘Bacurau’ (Foto: Victor Jucá)

3. Brasiliansk håb skuffer

Hver gang man sætter sig i det røde plyssæde forud for en hovedkonkurrencefilm, krydser man fingre for, at man et par timer senere har set det mesterværk, som uundgåeligt må vinde Guldpalmen. Nogle gange ved man dog godt, at sandsynligheden er større end andre, men den brasilianske ’Bacurau’ var en af dem, jeg havde store forhåbninger til. Instruktøren Kleber Mendonca Filho gjorde stort indtryk hernede med ’Aquarius’ for tre år siden, og ud fra de første klip lignede hans nye film – instrueret sammen med Juliano Dornelles – en musikalsk og visuelt stærk fortælling med den overrumplende særegenhed, man forventer fra en guldpalmevinder.

Men ak. Den første halvanden time forstod jeg ikke, hvor ’Bacurau’ egentlig ville hen – og da det endelig stod klart, var det så plat, at det ikke var ventetiden værd.

Filmen starter som en kalejdoskopisk fortælling om den lille by ’Bacurau’, der samles om at sige farvel til den 94-årige matriark, som netop er afgået ved døden. Samtidig sker der mystiske ting, da lillebyen pludselig forsvinder fra kortet – helt bogstaveligt – og en militaristisk gruppe af amerikanere og andre udlændinge har udset sig byen som næste mål. Hvorfor, og hvem de er, står ikke rigtigt klart i denne nærfremtidsversion af Brasilien, men det spidser til mod et opgør mellem byen og de udefrakommende fjender, som man kender så indgående fra de amerikanske (og japanske) westerns.

Filmen synes at satirisere over film som ’Yojimbo’ og ’A Fistful of Dollars’, for de amerikanske skuespiller er i hvert fald så dårlige, at det må være en selvbevidst joke – castingen af den tyske kultskuespiller Udo Kier som lederen peger da også i den retning. ’Bacurau’ ville muligvis være bedre, hvis man kendte den brasilianske kulturs koder i detaljer, men set udefra er dens metafor over tidens volds- og uroplagede Brasilien (der har deres helt egen Trump som nyvalgt præsident) klodset og uvedkommende.

Læs også: Cannes-highlights dag 1 – Adam Driver og Bill Murray er de ladeste zombiejægere længe

Sponsoreret indhold
Slutningen på én vild serie betyder begyndelsen på en ny
Kom din serie-blues i forkøbet med nye serier og friske sæsoner af ‘The Handmaid’s Tale’, ‘Veep’ og ‘Big Little Lies’ på HBO Nordic.
HBO NORDIC
Ad Ad Ad