Cannes-highlights dag 5: Årets festival slår alle voldsrekorder

Cannes-highlights dag 5: Årets festival slår alle voldsrekorder
Miles Teller og Nicolas Winding Refn lørdag i Cannes,
Foto: John Phillips/Getty Images
Danske Nicolas Winding Refn går forrest i blodudgydelserne på årets Cannes-festival, men han er langt fra alene. Vores filmredaktør rapporterer.

1. Nicolas Winding Refn indtager Cannes

Lørdag var Nicolas Winding Refn-dag på Croisetten. Jeg har skrevet om de to afsnit, der blev vist hernede uden for konkurrence (afsnit 4 og 5!) her, bagefter underholdt han medier fra hele verden ved en pressekonference, og så var han centrifugalpunktet i en to timer lang masterclass.

Refn er efterhånden hjemmevant i Cannes, hvor hans tre seneste film har spillet i hovedkonkurrencen, og hans røde løber-game er efterhånden skarpt. Hvad hans armbevægelser ved foto-shootet – som dokumenteret med Miles Teller heroverfor – skal betyde, ved jeg ikke, men det ser meget sejt ud (det er det samme med hans film, ville onde tunger mene).

Ved sine optrædener i Cannes har han på sit drevne amerikanske (han boede i New York i store dele af sin ungdom) slået fast, at tv i traditionel forstand er dødt, mens streaming er fremtiden. Måske efterhånden en lidt slidt pointe, kan man indskyde, men lad det nu ligge. Mere bemærkelsesværdigt er det, at da en journalist blandt publikum ville vide, hvorfor hans film er så overfladiske (det var måske ikke helt så negativt ment, som de tvivlsomme engelskkundskaber fik det til at lyde), sendte han et budskab, der bedst kan opsummeres med: »Fuck dig«.

Da Refn sidst var i Cannes, med ’The Neon Demon’, fortalte han foran verdenspressen, at Lars von Trier havde forsøgt at komme i seng med Refns kone. Det kan godt være, de to instruktørers forhold er anstrengt – men Refn har da i hvert fald lært af Trier, hvordan instruktørpersonaen kan tilslibes gennem grandiost-provokerende budskaber for åben mikrofon. Man kan så diskutere, om det falder Refn lige så naturligt som hans aldrende eks-forbillede.

‘The Wild Goose Lake’

2. Afhuggede lemmer, blodsprøjt i litervis

Cannes Film Festival er ramt af rå vold. Heldigvis kun på det store lærred, men har man nogensinde set en festivalårgang med samme ratio af død og blod som i år?

Alene lørdag oplevede jeg en finger cuttet af med et samuraisværd (Refns ’Too Old to Die Young’), et hoved revet direkte af halsen af en wires lynhurtige bevægelse (den kinesiske konkurrencefilm ’The Wild Goose Lake’) og en halspulsåre skåret langsomt over med en kniv (rumænske ’The Whistlers’). Alt sammen i grafiske detaljer. Og det er altså bare toppen af isbjerget.

Også Jarmusch’ zombiepastiche ’The Dead Don’t Die’ og brasilianske ’Bacarau’ har udpenslet volden i eksplicitte detaljer. Og så er Tarantino altså ikke engang ankommet til festivalen endnu!

Problemet er, at der skal meget til, før udpenslet vold føles provokerende eller progressivt i dag. Blodudgydelserne peger desuden på, hvordan usædvanligt mange af filmene leger med etablerede genrer. Det tæller ikke altid til deres fordel. Den anerkendte rumæner Corneliu Porumboiu har i den fine ’The Whistlers’ et originalt koncept med en forbrydergruppe, der tillærer sig et særligt fløjtesprog for at kunne kommunikere bag om politiets ryg, men jo mere filmen kammer over i en selvbevidst caper-fortælling, jo mindre interessant bliver det. ’The Wild Goose Lake’ – instrueret af Guldbjørnvinderen Diao Yianan – om en smalltime-forbryder på flugt fra både politi og gangstere er flot at skue med sine drivende Wong Kar-wai-beslægtede farver, og den tager os på fascinerende vis med ind bag de lukkede døre i Kinas underverden, men den drukner også forvirrende i sin noir-homage.

Det er fint at stå på skuldrene af og ruske op i etablerede genreforskrifter. Men foreløbigt har det i Cannes også i overskygget noget for de unikke idéer.

Den rumænske film i hovedkonkurrencen, ‘La Gomera’/’The Whistlers.

3. Film om film om film

Værst går det, når genrebevidstheden slår over i ren meta og intertekstuelle referencer. En række film har bragt kærligheden til film direkte op på det hvide lærred. I ’The Whistlers’ henviser Porumboiu lystigt til gamle John Ford-film, og et klimaks udspiller sig i en forladt filmkulisse uden anden grund end bare fordi. Nicolas Winding Refn citerer som altid subtilt i ’Too Old to Die Young’, sjovest er det, når han synes at sende kærlighed mod andre tv-serier som ’Breaking Bad’ (kemobehandling og Albuquerque) og ’The Sopranos’ (døde ænder i bækken er kodesprog mellem to lejemordere). Almodovars nye film handler ligefrem om en filminstruktør.

Og igen: Så er Tarantino altså ikke engang ankommet til festivalen endnu!

Jeg skal ikke være for fin til at sætte pris på en passioneret hyldest til den gode gamle filmkunst, men når man i de første dage af festivalen så film, der gik i clinch med de voldsomme trængsler, verden står over for lige nu, kan metablikket indad godt føles lidt futilt.

Læs også: Nicolas Winding Refns ‘Too Old to Die Young’ er ulig nogen serie, jeg har set

Læs også: Cannes-hightlights dag 5 – Antonio Banderas har sit livs rolle som sin mentors alter ego

Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold