Cannes-highlights dag 8: Så kom filmen, der fejede benene væk under mig!

Cannes-highlights dag 8: Så kom filmen, der fejede benene væk under mig!
'Parasite'
Hele verden snakker om Tarantino, men det var en koreansk mester, der sendte vores udsendte helt høj ud af biografen.

Quentin Tarantino, Leonardo DiCaprio og Brad Pitt ved verdenspremieren tirsdag aften på ‘Once Upon a Tim in Hollywood’ i Cannes. (Foto: Andreas Rentz/Getty Images)

1. Stående bifald til Tarantino – men hvad skal man lægge i det?

I går fik Quentin Tarantinos nye film omsider verdenspremiere i Cannes. Jeg har anmeldt ’Once Upon a Time in Hollywood’ her og er mildt begejstret, men i de internationale medier kører hypemøllen på højeste klinge.

Det skyldes ikke mindst beretningerne om, hvordan filmen fik seks-syv minutters stående bifald, da sidste billede var løbet over lærredet i Grand Theatre Lumiere. Det lyder jo flot, og det er ikke for at være lyseslukker, men jeg vil alligevel lige sige: Ro på.

Ved gallapremieren var Quentin Tarantino til stede i salen sammen med hele holdet, inklusive Leonardo DiCaprio og Brad Pitt. Og selvfølgelig vil forsamlingen af allernådigst inviterede gæster applaudere en af verdens største instruktører, der fejrer 25 års jubilæum for sin Guldpalmevinder ’Pulp Fiction’. Tarantino elsker Cannes, og Cannes elsker Tarantino i en grad, at man nærmest kan høre lettelsens suk over, at han nu har brugt de helt store navne til festivalen.

Det ville faktisk være mere usædvanligt og overraskende, hvis Tarantino ikke fik et langt stående bifald. Nogen indikation af filmens kvalitet er det i hvert fald ikke.

Den fattige familie i ‘Parasite’.

2. Virtuos komik fra en mesterlig iscenesætter

Efter pressevisningen af ’Once Upon a Time in Hollywood’ var bifaldet mere moderat, og det kan i hvert fald slet ikke sammenlignes med de jubelbrøl, der fulgte samme aftens pressepremiere på den koreanske ’Parasite’. Her blev der for første gang under årets festival hujet og heppet flere gange undervejs og så altså især til sidst. Og jeg var blandt dem, der helhjertet stemte i.

For endelig kom filmen, som jeg ikke blot syntes var god eller glimrende, men som fejede benene væk under mig med en vanvittigt medrivende fortælling eksekveret med storslået teknisk bravura.

I dirigentstolen sidder Bong Joon-ho, der slog igennem i Sydkorea i 00’erne med blandt andre de mesterlige ’Memories of Murder’ og ’Mother’ og senest har slået sig løs på engelsk med de underholdende, men knap så dybfølte ’Snowpiercer’ og ’Okja’.

Nu er han tilbage i hjemlandet, og hurra for det! ’Parasite’ handler om en fattig familie på far, mor og to store børn, der bor i en ussel kælderlejlighed, hvor de nasser på overboens internet og hutler sig igennem med småjobs som at samle pizzabakker for det lokale udbringningsfirma. Men da sønnen en dag ad omveje bliver hyret til at undervise en highschool-pige i den nyrige familien Park i engelsk, skal jeg ellers lige love for, at familien griber chancen. Snart er søster ansat som kunstterapeut for Park-familiens yngste søn, faren som chauffør og moren som hushjælp. Deres metoder til at nå målet er mildest talt ufine.

Hjemme hos den nyrige ‘Parasite’.

Bong Joon-ho orkestrerer fattigfamiliens overtagelse af familien Parks elegante arkitekthus med virtuos komik som i en overlegen heistfilm. Og da dramaet spidser til – idyllen varer ikke just længe – sker det i scener af Hitchcock’sk suspense. Man beder til, at vores opportunistiske venner ikke bliver opdaget, samtidig med at det hurtigt står klart, at deres ublu udnyttelse af familien Parks naivitet overskrider alle grænser.

Klassetematikken er måske nok skåret ud i pap, men formuleres med sylespids betoning, som når de fattige bliver enige om, at de næsten har ondt af fru Park, fordi hun er så venlig. Men hvis de selv var så rige, ville de også have overskud til at være venlige. Bong Joon-hos magtanalyse er langt mere raffineret end det gængse billede af den kolde og kyniske overklasse, vi normalt ser i amerikansk og nordeuropæisk film.

Bong Joon-ho er en utrolig iscenesætter. Ingen andre end ham kunne have lavet ’Parasite’, og hans visuelle leg med filmens rum – den lækre villa, den usle lejlighed, en hengemt kælder – er suveræn. Tempoet er så højt, at ’Once Upon a Time in Hollywood’ kører med rollator til sammenligning, og filmens talrige absurde twists sluger man med største fornøjelse.

Det er sådan en film, man går høj ud fra biografen efter.

(Foto: FDC)

3. Guldpalmen, en status

’Parasite’s lethed og komik er i virkeligheden dens største ulempe, når det gælder kampen om Guldpalmen. Juryerne har en tendens til at vægte det tunge og dybsindige, måske fordi man gerne vil vise, at man forstår filmkunsten med stort k.

Men hvem kan så vinde? Pedro Almódovars ’Pain and Glory’ var jeg mindre begejstret for end mange andre, men taget i betragtning af at den spanske mester aldrig har vundet palmen og nu genopfinder sig selv med karrierens mest selvbiografiske film, må den høre til blandt favoritterne.

Celine Sciammas ’A Portrait of a Lady on Fire’ er også en mulighed – i går bukkede Xavier Dolan sig i støvet for filmen i medierne. Men måske mangler den lige den sidste wow-effekt for at være en oplagt Guldpalmevinder. Så er der Ken Loach, der har lavet en af karrierens bedste film, men han har allerede vundet to gange, så mon ikke juryen med Alejandro Gonzálex Iñárritu i spidsen trods alt synes, at englænderen har fået, så hatten passer.

Lige nu mener jeg, at ’Parasite’ bør vinde. Og det er heller ikke umuligt. Bong Joon-ho er et veletableret navn. Og når ’The Square’ kunne vinde forrige år for et egensindigt visuelt univers med humor og samfundssatire, kan ’Parasite’ vel også?

Vi mangler stadig at se seks film i hovedkonkurrencen, heriblandt førnævnte Dolans ’Matthias & Maxime’, så alt kan ske endnu.

Læs også: Anmeldelse af ‘Once Upon a Time in Hollywood’ – Tarantino giver Hollywood uskylden tilbage

Læs også: Cannes-highlights dag 7 – Medrivende film om skandaliseret fodboldlegende genopliver min barndoms tårer

Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold