Cannes-highlights dag 9: Dansk kortfilm vinder pris – og det er fuldt fortjent

Cannes-highlights dag 9: Dansk kortfilm vinder pris – og det er fuldt fortjent
Andrias Høgennis 'Ikka illa meint'.
Andrias Høgennis danske ’Ikka illa meint’ har vundet en pris i parallelprogrammet Critic’s Week. En tankevækkende og skæv film om, hvordan vi behandler hinanden online – og i den virkelige verden.

1. Det var ikke sådan ment

I går vandt Andrias Høgennis ’Ikki illa meint’ Canal+’s kortfilmpris i parallelprogrammet Critic’s Week. Høgenni er fra Færøerne, men han er instruktøruddannet fra Super16 i Danmark, og ’Ikki illa meint’ er hans afgangsfilm fra uddannelsen.

Selvom jeg ikke har set de øvrige kortfilm i programmet, tør jeg godt sige, at prisen er fortjent! For med ’Ikki illa meint’ udnytter han kortfilmformatet til fulde med en både overraskende og tankevækkende historie.

De to gamle færøske venner Elinborg og Marita mødes tilfældigt i Føtex’ køleafdeling i København. De er tilsyneladende gledet fra hinanden. Marita spørger, om Elinborg kommer til hendes fødselsdag på fredag. Der er bare det ved det, siger hun efter lidt tøven, at Marita ikke har kunnet invitere Elinborg til eventen på Facebook. Har hun blokeret hende?

Det har Elinborg. De taler om det åbent og ærligt. Til at begynde med. Men kan man godt have en sund relation i den virkelige verden, når man afskyr hinanden online? Konfrontationen får konsekvenser, der taler direkte ind i, hvordan vi behandler hinanden på sociale medier, men da i lige så høj grad når vi står over for hinanden.

Undervejs tager fortællingen indtil flere twists. Måske også ét for meget og måske også med en lidt didaktisk betoning til sidst. Det er en film, der kan undervises i, og respekt for det, for ’Ikki illa meint’ – der vel betyder noget i retning af ’Det var ikke ment sådan’ – fortæller knusende aktuelt om balancen mellem ærlighed og empati. Tal nu sammen, for helvede, ræk ud!

Også selve formen føles frisk og skæv, båret af underspillede tableauer (det tudegrimme Øresundskollegiet på Amager har aldrig fremstået så filmisk) og en underfundig musikside beslægtet med Ruben Östlunds ’The Square’. Det færøske community i København skaber en velgørende anderledes ramme for fortællingen.

Med ’Ikki illa meint’ har Høgenni skabt sig en glimrende afgangsbillet til den virkelige filmverden. Tillykke med den og med prisen.

Xavier Dolans ‘Matthias & Maxime’ – med ham selv i en af hovedrollerne (t.h.). (Foto: Shayne Laverdiere)

2. Vidunderbarnet vender tilbage

Canadiske Xavier Dolan var ét af mine store håb, længe før han overrumplede mig fuldstændigt i Cannes i 2014 med ’Mommy’. Han debuterede som blot 20-årig med ’I Killed My Mother’.

Efter ’Mommy’ er det gået ned ad bakke, senest med Dolans første engelsksprogede film, den dødfødte ’John F. Donovan’. Men nu er han tilbage i hovedkonkurrencen i Cannes med ’Matthias & Maxime’, der er blevet framet som et comeback til det mere intime format, Dolan excellerede i, før budgetterne og ambitionerne voksede sig store.

Og sandt nok er hans nye film en lille film om titlens to fyre, der har et godt øje til hinanden, men ikke vil vedkende sig det, og spørgsmålet er, om de tør udleve begæret, inden Max rejser til Australien?

’Matthias & Maxime’ har det store problem, at førstnævnte er en uinteressant figur: Han skildres som en karriereambitiøs maskulin type, som har svært ved at forene sig med at være homoseksuel. Han surmuler sig apatisk gennem hele affæren.

Mere tyngde er der i Maxime spillet af Xavier Dolan selv med et stort modermærke på kinden for at opveje hans pretty boy-look en smule. Maxime kommer fra et mindre bemidlet hjem med en voldelig misbrugsmor, og igen formår Dolan at skildre et giftigt mor-barn-forhold, så det går i venerne.

Filmens fremmeste fortrin er dog skildringen af den vennegruppe, som Matthias og Maxime indgår i. De har kendt hinanden fra barnsben, og deres interne dynamikker, som både fører til samhørighed og voldsomme skænderier om noget så banalt som en selskabsleg, leder tankerne hen på Joachim Triers ’Reprise’.

Med sin karakteristiske blanding af klassisk og populærmusik fik Dolan mig til sidst på følelseskrogen igen – særligt med Phosphorescents fine ’Zong for Zula’. Men i ’Mommy’-form er han nu ikke – og spørgsmålet er, om han nogensinde kommer det igen.

Xavier Dolan til verdenspremieren i Cannes. (Foto: Antony Jones/Getty Images)

3. Og så græd han!

Dolan bliver modtaget i Cannes som en verdensstjerne, og med sit image som kombineret skuespiller og wunderkind-instruktør har han da også en særlig aura over sig.

Mange finder ham ulideligt selvsmagende, alt for bevidst om sine egne evner og alt for glad for at se sig selv på lærredet. Der kan godt være lidt om det. Men efter gallapremieren i går, hvor jeg var til stede, var der ikke noget falskt over de tårer, der løb ned ad kinden på ham. Vanen tro brød salen ud i et stående bifald efter tæppefald, og Dolan kunne ikke holde gråden tilbage. Han har været igennem et par tumultariske år, der startede med, at ’It’s Only the End of the World’ fik en ublid modtagelse på festivalen i 2016, hvilket var nyt for den ellers så selvsikre Dolan. Og så kom altså katastrofen med ’John F. Donovan’.

Dolan har nok følt lettelsens suk over at være tilbage. Det var sgu meget sødt at se ham give los for følelserne, mens hans skuespillere krammede ham én efter én.

Læs også: Anmeldelse af ‘Once Upon a Time in Hollywood’ – Tarantino giver Hollywood uskylden tilbage

Læs også: Cannes-highlights dag 8 – så kom filmen, der slog benene væk under mig

Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold