’Catch-22’: George Clooneys krigsserie er morsom, men lidt for velkendt

’Catch-22’: George Clooneys krigsserie er morsom, men lidt for velkendt
George Clooney i 'Catch-22'.
3 6
TV-serie
Instruktion

George Clooney, Grant Heslov, Ellen Kuras

Medvirkende

Christopher Abbott, Kyle Chandler, Hugh Laurie

Spilletid

6 afsnit a 45 minutter

Premiere

Den 20. maj på C More

George Clooney kunne godt bruge et hit som instruktør. Hans seneste film ’Monumenternes Mænd’ og ’Suburbicon’ har været forglemmelige affærer, og den politiske nerve i ’Good Night, and Good Luck’ virker efterhånden langt væk.

Nu kaster han sig så over serieformatet for første gang siden gennembruddet med ’Skadestuen’. Miniserien ’Catch-22’ handler om de sene dage i 2. Verdenskrig, hvor B52’erne suser gennem luften, bomberne regner over det fascistiske Italien, Tyskland oppe nordpå er ved at være i knæ, og de udsendte soldater i The United States Army Air Force prøver at holde sig i live så længe som muligt.

Hovedpersonen Yossarian er en af disse, og han bliver portrætteret med karisma og intelligens af Christopher Abbot (’Girls’, ’It Comes At Night’). Yossarian gruer ligesom kollegerne for hvert et bombetogt, og antallet af tilbageværende flyveture bliver konstant opjusteret af de skruppelløse øverstkommanderende. Han afprøver derfor nye muligheder for at redde sig selv, men det er svært at overbevise om, at man er uegnet til kamp, når alle andre rationelle mennesker også ville foregive at være syge i en situation som denne.

’Catch-22’ er baseret på Joseph Hellers klassiske roman fra 1961, hvor krigen er et absurd, bureaukratisk apparat: Frygt ikke en ydre fjende, men frygt samfundet, staten og the man, obersten med de mange blink på skulderen (Clooney selv), hvis eneste reelle hensigt synes at være, at du bliver en kold krop i et køleskab med et nummer bundet omkring storetåen. Og at du inden da træder perfekt i takt i paraden.

Vil du overleve? Så gør som den entreprenante soldat Milo, der med stor iværksættersnilde skaber en profitabel gesjæft for sine overordnede ud af, midt i krigsmaskineriet, at handle lammekøller og tomater og på denne måde slipper for at blive sendt i luftkamp. Man kan også have navnet med sig som sergenten med fødenavnet Major Major Major (!), der lynhurtigt opnår forfremmelse til, naturligvis, major, og derefter gemmer sig på sit nye kontor, hvor han beder den forundrede underordnede om, at alle aftaler bliver flyttet til efter, 4 x Major selv er gået.

Joseph Hellers roman er rig på den slags proto-Monty Python. Clooney og de øvrige instruktører får meget af det gode med i den første tredjedel af serien, og den muntre absurdisme med en mudret eksistentiel understrøm passer ham fint – ofte ligner ’Catch-22’ en krigsfilm a la Coen-brødrene, som Clooney tidligere har arbejdet sammen med. Serien er fyldt med friske ansigter som de menige soldater i det mandsdominerede univers, og kun i periferien har vi Clooney sammen med stjernenavne som Hugh Laurie og Kyle Chandler.

Det minder om TV-serien ’MASH’ på højniveau, eller en ’Dr. Strangelove’ set fra soldaternes perspektiv. Men netop gamle satirefilm og serier som disse har skildret krigens morads så grundigt, at man ikke føler, der er ret meget nyt under solen. En ’catch-22’ er gået ind i sproget som en regel eller et direktiv, der er umuligt for mennesket at undslippe; The house always wins. Serien bliver derfor også velkendt på grænsen af det unødvendige, som en historietime, en håndsrækning til engelskstuderende, der ikke kan nå Hellers lange roman inden eksamen – da Yossarians sympatiske læge introducerer ’catch-22’ for ham, føles det som et akavet no-shit-Sherlock-øjeblik. Herudover er der selve krigsscenerne: Bombetogterne over Italien har ikke de store dramatiske frugter at høste, da de foregår fastspændt oppe i et trangt cockpit, udelukkende forankret i Yossarians perspektiv.

De helt indlysende paralleller til samtiden i et forsvar for ytringsfrihed og politisk pluralisme, som gjorde ’Good Night, and Good Luck’ så stærk, er mindre indlysende her. Hellers roman udstiller det iboende vanvid i ethvert bureaukrati. Men hvis Clooney og kompagni har set et momentum i 2019 på samme måde, som da 68’er-instruktøren Mike Nichols filmatiserede den antiautoritære roman for første gang i kølvandet på ungdomsoprøret, i 1970, ja så står det ikke klart hvordan.

Først og fremmest forbliver serien morsom mere end på nogen måde grundrystende.


Kort sagt:
Clooneys nye miniserie er morsom, men de dele af ’Catch-22’, der omhandler krigens gru, føles lovlig velkendte og er afsøgt mere effektivt af mange andre filmmagere for en halv menneskealder siden.

Anmeldelsen er baseret på de første to afsnit.

Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold