En mand får skåret halsen over langt ude i USA’s nådesløse ørkenlandskab. Attentatmanden presser sit offers hoved ned i sandet, mens den sløve knivsæg langsomt og besværet bevæger sig ned mod halspulsårerene.
Det er få instruktører, der kan beskrives fyldestgørende ud fra debutfilmens allerførste scene. Men det er tilfældet hos den 48-årige instruktør og manuskriptforfatter S. Craig Zahler. Ovenstående indstilling fra hans kannibalwestern ‘Bone Tomahawk’ fra 2015 tager sig god tid, før volden bryder ud i lys lue, og den præsenterer udgydelserne med et ubehag, så den nærmest bliver uudholdelig.
Resten af filmen er lige dele ‘The Searchers’ og ‘Cannibal Holocaust’. En meditativ rejse ud i westerngenrens ingenmandsland og ind i sindet på fire forskellige mænd. Men også en film, hvor en mand splittes i to fra ballerne og ned.
Mel Gibson og politivold
Zahlers to andre film, ‘Brawl in Cell Block 99’ og den aktuelle ‘Dragged Across Concrete’, er på samme vis direkte-til-streaming-lavbudgetfilm, der udspiller sig, som var de nedsunket i melasse. ‘Dragged Across Concrete’, en næsten tre timer lang fortælling solgt som en hårdkogt heist-film med Mel Gibson i hovedrollen, foregår gennem det meste af spilletiden på forsædet af to politimænds bil, mens de skygger bankrøvere, diskuterer madetikette og brokker sig over økologiske madprodukter.
Filmen handler om to racistiske politimakkere (Gibson og Vince Vaughn), som suspenderes efter at være blevet anmeldt for politivold. Den har trukket kontroverser til sig som fluer til en lort – og ikke blot i castingen af den notoriske xenofob Gibson, der i næsten et årti ansås som persona non grata i Hollywood.
Den amerikanske filmpresse har særligt slået ned på én scene, hvor en forstående politiløjtnant (Don Johnson) og de to mænd brokker sig over ‘politisk korrekthed’, der ødelægger mulighederne for, at gode, ærlige politifolk stiger i graderne.
»At blive stemplet som racist i dag svarer til at blive stemplet som kommunist i 50’erne«, erklærer politiløjtnanten prompte.
Men trods den kontrære, politisk ladede retorik nægter Zahler i interviews, at hans film er politisk motiverede. »Jeg er ikke interesseret i film, som udtrykker et bestemt værdisæt. Det er blot agenda-film, og mine film er tværtimod drevet af karaktererne«, har han udtalt.
Med andre ord: S. Craig Zahler er en svær nød at knække.
Socialrealisme og ultravold
Man kan kun hylde Zahlers enorme talent som manuskriptforfatter og instruktør. Ellers havde han været væsentlig lettere at afskrive som en troll og provokatør, som lavede film til skaren af Trump-vælgere, der føler sig overset af Hollywood.
Hans film ser konsekvent forbi den kommercielle uvirkelighed, der normalt kendetegner grindhouse-film, og dykker i stedet ned i sine ellers stereotypiske hovedpersoners hverdag og psyke. ‘Brawl in Cell Block 99’ handler eksempelvis om straffefangen Bradley (også Vince Vaughn – en anden af Hollywoods få erklærede højreorienterede skuespillere), der kæmper sig ind i USA’s værste fængsel for at myrde en indsat og redde sin gravide kone. Men i stedet for at starte filmen i fængslet bruger Zahler halvdelen af spilletiden på at fremstille eksbokseren Bradley som en stolt, men indigneret mand, der modvilligt vælger at blive stofsmugler, efter han fyres som truckchauffør.
Når volden så endelig rammer, borer den sig ind i hjernen som en tryklufthammer. Jeg agter horrorfilm som ‘The New York Ripper’ og ‘Martyrs’ højt, men alligevel måtte jeg udleve et højlydt skrig, da Bradley slæber en mands ansigt mod fængselsgulvets harske asfalt med sålen, så der ikke er andet tilbage end det blankslebne kranie, hvor hans ansigt engang var.
Der findes ganske enkelt ingen nulevende instruktører, som kan fremvise voldens grimme ansigt som S. Craig Zahler. Hvor Quentin Tarantinos westernrevolvere resulterer i komiske mængder indvolde og blod i ‘Django: Unchained’ og ‘The Hateful Eight’, rammer kuglerne og økserne i ‘Bone Tomahawk’ som granitblokke.
Ligheder med Tarantino
Det ville være fristende at sidestille Zahler med netop Tarantino. Begge er auteurs med et fantastisk greb om både kamera, skuespillere og dialog, der bruger deres åbenlyse talenter til at udforske nogle af amerikansk films mest beskidte genrer.
Men hvor Tarantino approprierer det visuelle sprog fra tidligere tiders genrefilm, er Zahlers filmografi sprunget ud af 70’ernes mørke, ondskabsfulde hovedværker instrueret af vrede, konservative instruktører som Sam Peckinpah (‘The Wild Bunch’), Don Siegel (‘Dirty Harry’) og John Milius (‘Conan the Barbarian’). Instruktører, der søgte stabilitet i klassisk maskulinitet og væmmedes ved den opbrudstid, de levede i.
I det lys bliver Zahlers postulat om, at han blot følger karakterer og ikke tematikker, noget af en kamel at sluge. ‘Bone Tomahawk’ minder om ‘The Wild Bunch’ med portrættet af en gruppe af westernstereotyper – cowboyen, sheriffen og desperadoen – som det amerikanske samfund har efterladt i støvet. Med ‘Dragged Across Concrete’ fortsætter Zahler arven fra ‘Dirty Harry’, hvor politivold og fascisme er nødvendige onder i kampen mod den monstrøse ondskab, som retssamfundet har tilladt at løbe løbsk.
I ‘Dirty Harry’ var det truslen fra en skamløs seriemorder, og i Zahlers film er det den hvide mands frygt for the projects og minoriteter. Her overbeviser den aldrende og suspenderede politibetjent Brett Ridgeman (Mel Gibson) sin makker Anthony (Vince Vaughn) om, at de bør røve en gruppe bankrøvere, da de har »evnerne og retten til at skaffe sig passende kompensation«.
Det er en mentalitet, der kan spores i alle Zahlers hovedpersoner, som er vrede, hvide, indignerede mænd. Som Bradley fra ‘Brawl at Cell Block 99’ forklarer sin kone: Han er blevet narkohandler, fordi han er træt af altid at få kaffen uden fløde, når han følger reglerne.
Den hvide underklassemands forfald
At filmene på overfladen er regressive i deres portræt af den amerikanske mand, er ikke i sig selv et problem. Tværtimod tegner trilogien af selvtægtfilm et kritisk billede af et land i total opløsning.
‘Dragged Across Concrete’ er ikke bange for at vise amerikanske politimænd som voldelige, racistiske og smålige. ‘Brawl in Cell Block 99’ er tydeligvis en anti-fængselsfilm. Fra første fangekø til de dybeste kældre bliver fængselssystemet skildret som Dantes Inferno, hvor Bradley falder igennem alle ni cirkler af helvede og konfronterer Satan selv for at redde sin gravide kone.
På den anden side kan det ikke benægtes, at Zahler har et snævert øje for den hvide underklassemands forfald. I interviews fremhæver han, at kritikere ignorerer den tredje, afroamerikanske hovedperson i ‘Dragged Across Concrete’, Henry. Tory Kittles er glimrende i rollen, men han får ikke tildelt nær den samme motivation eller handlekraft som de to politifolk. Vi ved, han har været i fængsel og vælger at begå et bankrøveri for at give sin handicappede lillebror en chance for et bedre liv, men i modsætning til Brett og Anthony virker han komplet adskilt fra det miljø, han befinder sig i.
I øvrigt er alle Zahlers kvinder lam, der enten skal reddes eller ofres, mens positive repræsentationer af minoriteter er med som rygdækning, så Zahler senere kan fjendtliggøre dem.
‘Dragged Across Concrete’ er i sidste ende en relativt tam omgang Michael Mann-light, der mangler den samme, skarpe vinkel, der gjorde ‘Brawl in Cell Block 99’ til et moderne storværk. Men der er noget spændende ved en instruktør, der kompromisløst bevæger sig på grænsen til det acceptable. Han beviser, at de mest interessante samfundsportrætter ofte skal findes i de mørkeste hjørner af filmkunsten.
’Dragged Across Concrete’ kan lejes på Blockbuster. ’Brawl of Cell Block 99’ kan lejes på Blockbuster og Viaplay. ‘Bone Tomahawk’ ses på Blockbuster og HBO Nordic.
Læs også: Anmeldelse af Tarantinos ‘Once Upon a Time in Hollywood’