Filmredaktøren: Jeg ved ikke, om det er mig eller Cannes – men noget har forandret sig

Filmredaktøren: Jeg ved ikke, om det er mig eller Cannes – men noget har forandret sig
Kristen Stewart er efterhånden fast gæst på Cannes-festivalen, hvor hun både har siddet juryen, spillet med i konkurrencefilm og præsenteret sin debut som (kortfilm)instruktør.
Foto: Vittorio Zunino Celotto/Getty Images for Kering
På tirsdag starter årets vigtigste filmfestival. For vores filmredaktør er Cannes Film Festival, hvad Roskilde Festival er for (de fleste) andre. Men pludselig er han kommet i tvivl om meningen med livet… på Croisetten.
Filmredaktøren: Jeg ved ikke, om det er mig eller Cannes – men noget har forandret sig
Jacob Ludvigsen

Filmredaktør på Soundvenue

KOMMENTAR. Begynder du allerede at glæde dig utålmodigt til Roskilde Festival, mens alle stadig fylder ganen med brunede kartofler og pebernødder? Bruger du urimeligt meget tid på at spekulere over, hvilke hovednavne du godt kunne tænke dig at se på plakaten? Lægger du dit dagsprogram i sirlige Excel-linjer med en revisors grundighed og en gourmets fornøjelse?

Så ved du, hvordan jeg har det med Cannes Film Festival.

Jeg har været afsted hvert år siden 2013, men festivalen har stået som et højdepunkt på min filmsæson, siden jeg i de første år af mit tidligere job på Filmmagasinet Ekko fulgte med hjemmefra, mens min chef var vores udsendte. Festivalen var ét og alt for os i de 10-11 dage, herlighederne varede – også selvom de for mit vedkommende udspillede sig på et otte kvadratmeter stort kontor på Frederiksberg. Men det var næsten som at være der selv.

På tirsdag sætter jeg kursen mod Sydfrankrig, og også denne gang glæder jeg mig så meget, at jeg næsten skammer mig. 10 dage med verdensklassefilm, høje temperaturer, smukke omgivelser og godt selskab er en fryd, når verdensklassefilm, høje temperaturer, smukke omgivelser og godt selskab er nogle af de ting, man ville synge om i sengen med sin barnepige, hvis det tordnede udenfor.

Den nyligt afdøde instruktørmester Agnes Varda på årets Cannes-plakat.

For dem, der ikke har et særligt forhold til Cannes-festivalen (og lad os være ærlige: det er de fleste af jer), et kort recap: Verdens vigtigste filmfestival med en righoldig historik siden 1946. Det var her, de revolutionerende nybølgeinstruktører gjorde oprør i 1968, det var her, de danske dogmeinstruktører brød igennem i 90’erne, det var her Steven Soderbergh og Quentin Tarantinos forandring af amerikansk film fik det kunstneriske blåstempel, det var her, film som ’Taxi Driver’, ’Apocalypse Now’ fik verdenspremiere og vandt Guldpalmen, det var her, filmhistoriens legender som Kurosawa, Buñuel, Fellini, Orson Welles, David Lynch og Robert Altman blev hædret på toppen af deres karrierer.

Men først og fremmest er det den uimodståelige kombination af højpandet filmkunst og verdensstjerneglamour på den røde løber, de fisefornemme hoteller og de milliondyre yachts på Croisetten, der er festivalens selling point. Her bliver rumænsk realisme vurderet med samme intensitet, som fotograferne jagter alle fra George Clooney til Justin Bieber, som er til stede, fordi… bare fordi.

Det er disse yderligheders skønne forening, der gør Cannes Film Festival til noget særligt. Men når jeg mærker efter – og det skal man jo i disse tider – er det ikke helt, som det plejer. Der er en splint i min forventningsglæde, et lille forbehold, som trænger sig på. Jeg kan bare ikke finde ud af, om det er mig eller festivalen, den er gal med.

Hvad rager det os?

Efter fem år som filmredaktør for Soundvenue er mit cinematiske udsyn nok smeltet mere og mere sammen med vores medies profil.

Vores hjerte banker især for de yngre filmskabere og de nye, progressive udtryk i grænsefeltet mellem filmkunst og populærkultur – amerikanske indiefilm a la dem, A24 sprøjter ud i disse år, ligger i vores horisonts gyldne snit. Vi skriver bestemt også om europæisk filmkunst, men passionen lyser nok mere igennem, når Jordan Peele eller Joachim Trier kommer med nyt, end når Ken Loach laver sin sidste film for fjerde gang.

Og så skriver vi naturligvis meget om de tv-serier, som Cannes kun indlemmer, når der står en stor filmauteur bag (David Lynch med ’Twin Peaks’, Jane Campion med ’Top of the Lake’ og i år Refn med ’Too Old to Die Young’).

Jeg har set film på Cannes, der passede som fod i hose til Soundvenue: ’Good Time’, ’BlacKkKlansman’, ’Dope’, ’You Were Never Really Here’, ’The Florida Project’ og ’The Square’ for blot at nævne nogle stykker. Og en række af de film, jeg så første gang på festivalen, ender nærmest altid i en prominent position på vores årslister (sidste år eksempelvis ’Burning’, ’Loveless’ og førnævnte ’The Florida Project’ i top 5).

Men alligevel: Der er et stykke vej fra Soundvenue til Cannes. Og dermed også et stykke vej fra mig til Cannes med dens hang til aldrende auteurs og indimellem langsomme kunstfilm fra eksotiske hjørner af kloden.

‘The Florida Project’ var et af højdepunkterne på Cannes-festivalen forrige år.

Når der opstår en sådan afstand, begynder man at overveje, om Cannes er en overvurderet affære. Den store forskel mellem Roskilde og Cannes (ud over mængden af tis i strandvandet) er naturligvis, at filmfestivalen er forbeholdt en lille lukket kreds af branchefolk og journalister.

Mens alle kan forholde sig til Roskilde, fordi man selv skal afsted eller begræder, at man ikke skal, skal man være mere end almindeligt filminteresseret, før man slubrer begivenhederne på en finkulturel filmfestival, man ikke har en kinamands chance for at besøge, i sig. Man har formentlig aldrig hørt om filmene endsige mange af instruktørerne, og der går i mange tilfælde op til et år, før man selv kan få syn for sagn i de danske biografer.

Så hvad rager det os?

Cannes-interesse, sort på hvidt

Denne inkongruens mellem de udenforstående derhjemme og så de journalister, for hvem Cannes er selve den sol, som alle planeter kredser om i små to uger, er utvivlsomt gået op for mange medier, efterhånden som læserne er rykket over på nettet. Hvor man i de gode gamle avisdage kunne bilde sig selv ind, at læserne med pincet dissekerede de daglige Cannes-rapporter – eller blot serverede dem, fordi man selv fandt stoffet vigtigt – kan man på nettet fra minut til minut følge med i, hvor mange der læser med. Og her er den Cannes-relaterede bundlinje nok ofte nedslående.

Her fra redaktionen i Studiestræde kan jeg da godt afsløre, at den blotte benævnelse af Cannes-festivalen ikke skaber en læserstorm af ’Game of Thrones’-kaliber. Mon ikke også det er en af årsagerne til, at et af de største danske dagblade, der ellers trofast har dækket festivalen i årtier med to udsendte, undlader at sende nogen afsted i år?

Spike Lees ‘BlacKKlansman’ var en af sidste års Cannes-højdepunkter. Her er instruktøren omgivet af filmens hovedrolleindehavere John David Washington og Adam Driver. (Foto: Pascal Le Segretain/Getty Images)

Med tanke på, hvor lidt Cannes egentlig betyder for helt almindelige kulturforbrugere, kan man indimellem godt rulle med øjnene over den højtidelighed, hvormed festivalen præsenterer sig selv. Og man kan spørge, om Cannes har været god nok til at opdatere sig op mod den udvikling i medie- og filmlandskabet, vi oplever i disse år.

Den bredt omtalte konflikt med Netflix (hvis film Cannes-festivalen kort sagt ikke vil vise, med mindre de udsendes eksklusivt i de franske biografer, hvilket streamingtjenesten ikke kan gå med til) er det klareste eksempel på, at Cannes kan forekomme som en dinosaur med kometen tordnende imod sig.

Festivalens loyalitet over for senior-instruktører, der har deres bedste film bag sig, deres nogle gange bagstræberiske langsommelighed i forhold til at trække nye navne op i hovedkonkurrencen, og deres efterhånden lidt træge forkærlighed for naturalisme a la de belgiske Dardenne-brødre sender heller ikke just et progressivt signal. Med noget så umoderne som to gråhårede hvide mænd med et halvreaktionært kønsperspektiv i spidsen er festivalen ikke ligefrem billedet på kulturens nybrud i disse år.

Tarantino til undsætning

De unge generationer orienterer sig efter nogle helt andre kunstneriske udtryk end dem, Cannes er rigest på.  Populær- og finkulturen er smeltet sammen med Beyoncé og Kanye som tidens vel nok mest gennemslagskraftige celebs slash kunstnere, amerikaniseringen er nærmest total, og den digitale kultur skaber nye måder at se, opleve og skabe på.

I denne kulturelle dagsorden er den konservative Cannes-festival unægteligt skubbet mere og mere ud i periferien.

At Cannes er knap så vigtig for omverden, som den måske selv bilder sig ind, er de seneste år blevet understreget af, hvordan de største amerikanske film viger uden om festivalen for i stedet at åbne på konkurrenterne Venedig og Toronto i efteråret. Det skyldes først og fremmest, at efterårsmånederne er et bedre afsæt end foråret til en Oscar-kampagne, men i nogle tilfælde også, at Cannes-festivalen er kendt som en nådesløs arena. De udsendte kritikere forventer filmkunst af højeste karat og slagter derfor amerikanske metervarer med nærmest uhæmmet blodtørst.

Quentin Tarantino kommer til Cannes, så ofte han kan komme til det. Her til en visning af Sergio Leones klassiker ‘A Fistful of Dollars’ i 2014. (Foto: Andreas Rentz/Getty Images)

Hvor meget Cannes ellers selv vil benægte det, er den stigende amerikanske indifferens over for festivalen et tegn på, at dens betydning er faldende. Og man kan derfor slet ikke undervurdere, hvor vigtigt det er for programchef Thierry Fremaux & co., at Quentin Tarantino knoklede for at klippe ’Once Upon a Time in Hollywood’ færdig, så han bringer en af årets mest ventede film til Sydfrankrig inklusive et visit fra de herrer Leonardo DiCaprio og Brad Pitt.

Tarantino vandt Guldpalmen for ’Pulp Fiction’ for præcis 25 år siden og er en nær ven af festivalen. Den cinefile instruktør er den bedste bonkammerat, Cannes kan ønske sig, og lidt frækt kan man hævde, at Tarantino i disse år er vigtigere for Cannes, end Cannes er for Tarantino.

Så kan Cannes Film Festival lige så godt lægge sig i fosterstilling foran en evig båndrulle af Godards samlede værker? Det paradoksale er, at man kan vende alle anstødsstenene 180 grader og hævde, at den er vigtigere end nogensinde før.

Mere modvægt end strømpil

Alene det, at Cannes-festivalen synes fortrængt til yderkanten af den kulturelle bevidsthed, tjener som en påmindelse om dens eksistensberettigelse.

Venedig-festivalen virker tillokkende med et amerikanerfokuseret program, der de seneste år har inkluderet verdenspremierer på film som ’A Star Is Born’, ’The Favourite’, ’First Man’, ’The Ballad of Buster Scruggs’, ’The Shape of Water’ og ’Three Billboards Outside Ebbing, Missouri’.

Det er et lineup af dagsordensættende film, som Cannes ikke kan leve op til. Men på den franske solkyst er film ikke per naturgivent faktum en fortrinsvis amerikansk affære. Her er blikket rettet mod værker fra alle verdens breddegrader. Selvfølgelig kan man altid diskutere, om programlæggerne er dygtige nok til at spotte talent blandt den sydøstlige del af Namibias stammefolk, men festivalen bestræber sig på et globalt udsyn, og den er et bedre udstillingsvindue for de største europæiske filmkunstnere end noget andet sted. Der er en grund til, at en Cannes-udtagelse også er enhver kunstnerisk anlagt dansk instruktørs våde drøm.

Sidste års festival var så godt som renset for Hollywood-stjerner, og det gjorde utvivlsomt ondt i renomméet, da den brede medieinteresse daler proportionelt med glamouren. Men det understregede også, at Cannes som ingen andre kan placere film fra Libanon, Sydkorea eller noget så esoterisk som Sverige på landkortet. For alle andre grene af filmverden end Hollywood er Cannes stadig det forjættede land. Cannes er stadig højmesse for størstedelen af den internationale filmbranche.

Svenske Ruben Östlund vandt den eftertragtede Guldpalme i Cannes i 2017 for ‘The Square’. (Foto: Neilson Barnard/Getty Images)

Noget er imidlertid forandret. Både i mig og i verden omkring Cannes. Men for mig såvel som for verden bør den sydfranske filmfestival stadig stå som et fyrtårn. Også selvom den mere udgør en modvægt til visse tendenser i kulturen end som strømpil for den.

Cannes ville skyde sig selv i foden, hvis de overgav sig uforbeholdent til ungdoms- og populærkulturen. De har en væsentlig mission i at værne om europæisk kultur, filmhistoriens enere og den cineastistiske tradition. Og for mig personligt er Cannes et uforligneligt instrument til at blive opdateret på filmkunsten på en måde, som ikke altid er mulig i hverdagen.

Og så er der i øvrigt også stof fra det sydfranske, som en bred læserskare interesserer sig for. Cannes-festivalen i sig selv tiltrækker nok kun de mest dedikerede, men det, der sker på festivalen, kan godt vedrøre mange. Sidste år var beretningerne fra Lars von Triers comeback efter de famøse naziudtalelser samme sted, Mads Mikkelsens forsvar for ham, Terry Gilliams katastrofe af en i 25 år ventet film og Nicolas Cages vanvidsridt blandt månedens mest læste. Og lur mig, om ikke ’Once Upon a Time in Hollywood’ og Nicolas Winding Refns nye tv-serie vil skabe bølgeskvulp i år.

Det er nok meget sundt at gøre sig klart, at Cannes Film Festival som institution betyder ganske meget for ganske få. For så kan man finde andre måder at gøre begivenhederne interessante og relevante, når nu man som jeg føler, at festivalens ærinde faktisk er vigtigt i filmkulturen 2019.

Læs også: De 10 film, vi slet ikke kan vente med at se på årets Cannes-festival

Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold