’Good Omens’: Skøn dommedagsserie om engle og dæmoner har Frances McDormand som Gud
»What a wonderful world« sang Louis Armstrong i tidernes morgen.
Men denne frase kun ligeså vel været sunget af den livsnydende, umage duo, englen Aziraphale (Michael Sheen) og dæmonen Crawley (David Tennant), der siden civilisations årle morgen har nydt hinandens selskab på godt og ondt: Aziraphale vogtede Edens Have, og Crawley gemte sig i slangen.
Den længe imødesete serieversion af Terry Pratchett og Neil Gaimans fantasyroman ’Good Omens: The Nice and Accurate Prophecies of Agnes Nutter’ fra 1990 står for døren, med Gaiman (‘American Gods’) som hovedforfatter på projektet, der tidligere har været forsøgt realiseret af ingen ringere end Terry Gilliam og hans surrealistiske værktøjskasse.
’Good Omens’ er en dystopisk komedie skrevet med djævlens fortegn. Apokalypsens fire ryttere er ved at forsamle sig, men for Aziraphale og Crawley er det ikke just de bedste nyheder, som Himlens og Helvedes avisoverskrifter proklamerer hen over østers og champagne. Livet er nemlig for godt og Jorden for smuk for makkerparret. Så de oven- og underjordiske venner beslutter sig for lige at holde ekstra øje med djævlens sønnike, der kom til jorden elleve år forinden under Crawleys kyndige kontrol, da antikrist blev afleveret til et satanisk nonnekloster og udbyttet med sønnen af en amerikansk diplomat i London.
Tror de.
For den kære dreng med det kyndige navn Warlock er faktisk bare en helt almindelig dreng. Den rigtige frembringer af ragnarok hedder Adam, og han lever et typisk teenageliv i den lille idylliske landsby Lower Tadfield, hvor han møder efterkommerende af heksen og profeten Agnes Nutter og får selskab af en helvedeshund. Komplet uvidende herom naturligvis.
Det bliver et sandt kapløb for at redde verden, og antiheltene kan ikke bekende kulør overfor hverken ærkeenglen Gabriel (Jon Hamm) eller resten af Himlens forventningsfulde engle og underverdenens diabolske dæmoner. Begge sider gnider sig nemlig i hænderne over den yderste dags snarlige komme.
’Good Omens’ er en forvirrende skøn, charmerende serie, der kører som satanisk smør og er let som englefjer. Michael Sheen og David Tennant er fremragende i rollerne som henholdsvis forfængelig, forsigtig og kærlig engel og smart-i-en-fart rebel. Og med selveste Frances McDormand som Gud, hvis voice-over leder seeren igennem kludetæppet af genrer og formidable billeder, ja, så er ’Good Omens’ en absolut fornøjelse.
På falderebet skal også titelsekvensen nævnes, som i sin Tim Burton’ske og Monty Pyton’sk æstetik i sig selv er en af de fineste længe set. Hvor det hele så peger hen, er umuligt at forudsige – men basunernes kalden har sjældent været mere imødeset.
Kort sagt:
Den endelig dom banker på døren, og dommen er god: ’Good Omens’ er fremragende.
Anmeldelsen er baseret på de tre første afsnit.