Jeg er en sucker for Disneys live-action-film, men hvad skal vi med dem?

Jeg er en sucker for Disneys live-action-film, men hvad skal vi med dem?
'Aladdin'
Disneys live-action-film skovler enorme summer ind ved billetlugerne, og senest er det biografaktuelle ’Aladdin’, der har fået Lise Ulrich til at skråle med på barndommens musicalhits. Men filmene afdækker også Disneys blinde vinkler, der fortsat snubler over seksualitet og racediversitet.
Jeg er en sucker for Disneys live-action-film, men hvad skal vi med dem?
Lise Ulrich

Filmskribent og anmelder på Soundvenue

KOMMENTAR. »Men … hvad skal vi med dem?«

Det spørgsmål mødes jeg troligt med fra skeptiske kritikerkolleger ved hver premiere på en af Disneys live-action-filmatiseringer, der i skrivende stund sprøjtes ud fra musestudiet med svimlende rap effektivitet – og får førnævnte naysayers til at undre sig højlydt over, hvorfor granvoksne publikummer frivilligt udsætter sig selv for larmende opulente 1:1-genindspilninger af barndommens hygsomme tegnefilmklassikere.

Senest er ’Aladdin’s flyvende tæppe landet på det store lærred med Guy Ritchie ved roret, og selvom vores anmelder forholdt sig lunken, og filmen har sine åbenlyse mangler, bevares (glem Will Smiths blå CGI-fjæs, det er Aladdins fuckboy-attitude, der forvirrer sanserne), sendte den mig ikke desto mindre hjem på cyklen skrålende »a whole new woooorld« til mine medtrafikanters (er jeg stensikker på) udelte fornøjelse.

Jeg er nemlig ikke bare moderat til falds for Disney-bølgen af svinedyre kæmpeproduktioner med A-list stjerner som talende udyr og eventyrprinsesser og en lang række af Hollywoods største instruktørnavne bag kameraerne – jeg knuselsker den og er klar til at kyle svedige håndfulde af krøllede sedler igennem nærmeste billetluge det øjeblik, de velkendte toner fra et tegnefilmsoundtrack flyder ud af biografmørket.

Jon Favreaus ‘Junglebogen’.

Kontorets barnligste Disney-sjæl, that’s me. Og det til trods for, at jeg reelt set kun har fundet to af live-action-projekterne mere end fire-stjernet vellykkede: Kenneth Branaghs ’Askepot’ (Cate Blanchetts glamourøse stedmor var en ond fryd) og Jon Favreaus ’Junglebogen’ (rendyrket økothrillermagi), der hver især opdaterede de velkendte forlæg med lige dele kærlig respekt og den rette dosis tidssvarende samfundsbevidsthed uden at give køb på originalernes ikoniske karakteristika.

Det kan godt være, at Askepots (Lily James) glassko stadig slog sprækker, men ungmøen selv havde fået betydeligt mere ben i næsen, og Mowglis (Neel Sethi) færd i Favreaus fantastisk sansemættede – og ikke helt ufarlige – udgave syntes pludselig højaktuel familieunderholdning i en klimakrisetid (om end Disney-purister kanske savnede sing-a-long-faktoren).

Tim Burton tog sig gevaldige friheder med forårets ’Dumbo’, hvori vor lille flyveørehelt spillede andenviolin til to irriterende unger og (vældigt pæne) Colin Farrell, men jeg blev ikke desto mindre grebet af rørstrømske feels, da elefantungen strøg til vejrs. Og hvor glat jeg end syntes, at Bill Condons ’Skønheden og Udyret’ (det største live-action-hit til dato) egentlig var, steppede mine fødder ivrigt i takt under ’Be our guest’-showstopperen. ’Peter og Dragen’ fik mit kæledyrshjerte til at værke (ensomme drager og Dumbos tårer er mit kryptonit), og traileren for sommerens ’Løvernes Konge’ – med Favreau tilbage som dyredirigent – gav mig kuldegysninger langt ud i fingerspidserne.

Disneys kæpheste

Min begejstring kan imidlertid ikke kamuflere Disneys blinde vinkler, for det er tilsyneladende fortsat svært at få hold om en kæphest som moderne politisk korrekthed, når man som Mickey Mouse er født med klodsede hvide underholdningshandsker i svundne 1928 (året efter blackface-musicalen ‘The Jazz Singer’ blev en Hollywood-gigantsucces).

Live-action-filmene har ellers givet Disney rig mulighed for at råde bod på en række af fortidens repræsentationssynder a la den ’ondsindede-homo’-kliché, der dyrkers i både ’Aladdin’ (Jafar), ’Løvernes Konge’ (Scar) og ’Den Lille Havfrue’ (Ursula), fremstillingen af mørklødede karakterer som skumle typer (hovedpersonerne i tegnefilms-’Aladdin’ er lyse i huden, mens de slemme mennesker er brune), og tykke karakterer kontinuerligt tegnes som comic relief ud fra den til dato stædige devise, at overvægt er lig overglad (vælg selv).

Men det runger hult, når Disney gør et stort pr-nummer ud af eget nyfundne diversitetsfokus med udgangspunkt i et flygtigt halvandet sekunds semi-homoerotisk sideblik i ‘Skønheden og Udyret’, hvori Gatons hjælper LeFou blev ‘afsløret’ som homoseksuel.

‘Skønheden og Udyret’ anno 2017.

»Det første utvetydigt homoseksuelle øjeblik i en Disney-film«, lovede både instruktør og studie, men fanforventningerne blev hængt grundigt til tørre med et bittert backlash til følge (ikke at det forhindrede både Rusland, Kina og, selvfølgelig, Alabama i at true med boykot over filmens uanstændighed).

Adskillige Twitter-brugere har ligeledes beklaget, at ’Aladdin’ forpassede chancen for at caste en prinsesse Jasmine med mellemøstlig baggrund i stedet for engelsk-indiske Naomi Scott, og skønt man udmærket kan påpege, at ’Aladdin’ er et 100 procent fiktivt farvelade-mash-up af arabisk og asiatisk inspiration med rødder i et kinesisk folkesagn – og uagtet, at Naomi Scott i min optik negler rollen – er anken immervæk ikke uvæsentlig i forhold til verserende debatter om positiv diversitetsrepræsentation i børne- og ungdomsunderholdning.

Lige så fjollet det kan føles for en voksen seer at tale om virkelighedstro spejlinger i Disneys eventyrland, lige så stor ikonografisk betydning kan de fiktive rollemodeller have for barnet på stolerækken foran.

‘Aladdin’s blackface

Med tanke for hvor forsvindende få brune hovedkarakterer Disneys klassiske tegnefilmskatalog råder over, er det ikke underligt, at ‘Aladdin’s cast har været genstand for massiv bevågenhed, og derfor tog man sig også til hovedet, da Disney sidste år gjorde sig skyldig i god gammeldaws blackface ved at male en række extras på ‘Aladdin’-optagelserne mørkere i huden, for at de bedre kunne »blende ind«.

Flash-forward til starten af maj i år, hvor Disney annoncerede, at de har aflivet de to siamesiske katte i novembers  ‘Lady og Vagabonden’ for at gøre op med old school-Hollywood racistiske billeder af asiater som svigefulde (nevermind, at siameserkatte er nogle hysteriske bæster). Og igen til i sidste uge, hvor Disney-komponist Alan Menken fortalte, at ‘Pocahontas’ formentlig aldrig bliver genindspillet, eftersom den ville være for »stødende«.

Et sted imellem blackface, kattepanik, ‘Pocahontas’-frygt og forbilledet Favreaus løveunge ligger den gyldne middelvej til Oz, som Disney pejler efter – i tæt samspil med filmmagere, der forstår, at det rent og skært nødvendige kræver, at de er behændige, så det dér nødvendige er en leg (sorry, Guy Ritchie, men moralsk finmotorik er ikke dit varemærke).

Naomi Scott og Mena Massoud i ‘Aladdin’.

Næste instruktør på live-action-plænen er Niki Caro med ‘Mulan’ til marts 2020 (gudskelov med den kinesiske stjerne Liu Yifei som heltinden, så ingen whitewashing dér), hvorefter Rob Marshall skal bide skeer med teenagebikinibabe Ariel i ‘Den Lille Havfrue’. Længere ude lurer ‘Klokkeren fra Notre Dame’ – filmen, der som bekendt fortæller den rørende historie om en mand med et handicap så utiltalende, at han naturligvis ikke kan få nogen prinsesser i enden. I en oplyst DR3-dokutid lugter den præmis mere brandbar for Disney end Notre Dames tag.

Ulmende kontroverser eller ej så vil jeg sidde klar med åbne arme, fuld af naivt håb for, at Disney for alvor tager ejerskab for teknikaliteterne bag sin United Colors-filosofi, og putter vores hårdttjente billetpenge hvor Mickeys mund er. Og jeg øver allerede nu cykelstistemmen til Ariels »aaahaahaaaa, aaahaahaaa«, så jeg kan overdøve de fedtmuler, der givetvis vil hyle mod månen over, at deres favorittegnefilm ’besudles’ af ‘moraliseren’, og dem, der per automatik rynker på næsen af Disneys happymeal-blockbusters, fordi deres personlige smagspalet er mere til filmkunstens variation af Noma-jord på stegt økomos. Eller bare dem, der ikke kan overskue flere tegnefilmuniverser i deres liv udover Pixars førsteklassestårepersere.

Tim Burtons ‘Dumbo’.

Det er sandt, at Disneys live-action-produktioner ikke har drømmestudiet Pixars knivskarpe perspektiver på det melankolske uskyldstab i gråzonen mellem barn og voksen, hvor ens udvidede verdenssyn og selvbilledes mutationer danner grobund for livets første eksistentielle kriser (’Toy Story’, ’Inside Out’). Hvor Pixar graver inkvisitorisk i den psykologiske Bob the Builder-værktøjskasse, maler Disney helst børneværelset med brede, genkendelige strøg – hvorfor det heller ikke giver mening at omvende kritikere via metikuløse analytiske ruter.

Jeg kunne væve om, at verden af i dag hungrer efter familiær eskapisme, og at det selvfølgelig er derfor, superhelte og tegneserieikoner har kronede boxoffice-dage sammen med snart sagt hver en anden genoplivning af barnenostalgi. Men det logik for burhøns, og forbliver dine hjerteklapper hermetisk lukkede ved et close-up af Dumbos tårefyldte blå øjne, ja, så kan jeg ikke hjælpe dig. Der er ikke det argument, der vil gøre en forskel, hvis du som udgangspunkt har brug for, at jeg skal overbevise dig om Disney-filmenes eksistensberettigelse, fordi dit eget indre barn aldrig har higet sultent efter at »se magien blive til virkelighed« (som de sagde i de gamle vhs-reklamer for Euro-Disney Paris).

Jeg er en uhelbredelig sucker for løftet om live-græskarkareter, lampeånder, (knapt så live) jungledyr og glassko. Men bliver du nødt til at spørge hvorfor, vil du slet og ret aldrig kende svaret.

Læs også: Ny ’Løvernes konge’-trailer giver et smugkig på det stjernebesatte karaktergalleri

Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold