‘The White Crow’: Ralph Fiennes viser snert af det mesterlige som instruktør på ballet-biopic

‘The White Crow’: Ralph Fiennes viser snert af det mesterlige som instruktør på ballet-biopic
Oleg Ivenko i 'The White Crow'.
4 6
Spillefilm
Instruktør

Ralph Fiennes

Medvirkende

Oleg Ivenko, Ralph Fiennes, Adèle Exarchopoulos, Louis Hofmann, Sergei Polunin

Spilletid

127 minutter

Premiere

Den 16. maj

Selvom Ralph Fiennes er et af Hollywoods mest genkendelige ansigter, om det er som den afskyelige Voldemort i ‘Harry Potter’-filmene eller den elskelige M. Gustave i ‘The Grand Budapest Hotel’, er det nok de færreste der set de film, han har instrueret. Det skyldes, at han ikke ligefrem er gået blockbuster-vejen, men i stedet har lagt sin energi i mere smalle affærer. Først den opdaterede Shakespeare-krigsfilm ‘Coriolanus’, og siden i Charles Dickens-biopic’et ‘The Invisible Woman’.

Denne stime fortsætter Fiennes nu med sin tredje film som instruktør, ‘The White Crow’, der fortæller den virkelige historie om den sovjetiske balletdanser Rudolf Nureyev (Oleg Ivenko), der skabte stort postyr, da han søgte om politisk asyl i 1961 under en rejse til Paris med sin dansetrup. Postyret blev især skabt af, at Nureyev blev anset som sin tids største balletdanser.

På overfladen er filmen et ret konventionelt biopic. Den følger Nureyev under den skæbnesvangre rejse til Paris, hvor han fristes af kunsten og nattelivet, til stor utilfredshed for de statsfolk, der (selvfølgelig) er med for at overvære rejsen. Især er et venskab med den unge kvinde Clara, spillet betagende af Adèle Exarchopoulos fra ‘Adèles liv’, med til at kickstarte Nureyevs mere rebelske side.

Samtidig klippes der også både tilbage til årene før rejsen hvor man ser Nureyev arbejde sig op i det benhårde ballethierarki, under lære fra den tidligere mester Pushkin, spillet udelukkende på russisk af Fiennes selv. Som Pushkin leverer Fiennes filmens mest lavmeldte, men også bedste præstation. Han formår det ene øjeblik at indgyde respekt, det næste sympati og til sidst medynk, uden på noget tidspunkt at gøre sine armbevægelser større. Man mindes om, hvorfor han er blevet så stor en skuespiller, som han er.

Oleg Ivenko og Ralph Fiennes i ‘The White Crow’.

Sponsoreret indhold
Hvordan blev tyksakken fra nowhere en superstjerne?
Kom tæt på en af musikhistoriens største legender i det storslåede musicaldrama om Elton John: ‘Rocketman’. Find billetter og spilletider her.
UIP

Som instruktør træder han til gengæld nogle gange ved siden af. Det er mest tydeligt, da filmen også finder det nødvendigt at klippe tilbage til Nureyevs barndom, der er smurt ind i så meget elendighed, at billederne bogstavelig talt er drænet for så meget farve, at man kan fristes til at tro, at det er filmet i sort/hvid. Scenerne bidrager ikke til det store i det psykologiske portræt af Nureyev, og virker generelt malplacerede.

Heldigvis viser Fiennes sig dog som en langt mere kompetent instruktør i andre dele af filmen, hvilket blandt andet ses i valget af hovedrolleindehaver. For Oleg Ivenko, der spiller Nureyev, er ikke skuespiller – faktisk er filmen hans første kreditering overhovedet på IMDb. Ivenko er balletdanser, og Fiennes har dermed valgt dansen frem for skuespillet. Selvom Ivenko gør et hæderligt stykke arbejde, og har et dragende ansigt, kan han til tider også fremstå lidt stiv i sin repliklevering og mimik. Men ligeså snart han danser, giver det fuldstændig mening, hvorfor han er blevet valgt til at spille rollen. Det kan mærkes gennem lærredet, at det er Ivenko selv der danser samtlige partier, uden hjælpende body doubles og effekter, som med Natalie Portman i ‘Black Swan’.

Og filmen er netop bedst, når den fjerner fokus fra det noget forudsigelige og klassiske narrativ, for i stedet blot at dyrke stemninger og udtryk, om det er på dansegulvet, på museer eller i det parisiske natteliv. Det bliver til tider direkte mesterligt, som i scene hvor Nureyev er midt i en hård omgang træning, hvor sveden drypper fra hans krop, mens der krydsklippes til at han går rundt på de parisiske museer og beundrer livagtige skulpturer af menneskekroppen. Nureyevs dedikation til sit fag skildres gennem hans ligeledes store fascination af kunsten og menneskekroppen, uden et ord ytres. Det er svært ikke at ønske, at denne type scene havde fået en bare lidt større rolle i den samlede film, for det er her, at alt går op i en højere enhed.


Kort sagt:
Ralph Fiennes tager lige præcis nok rigtige valg som instruktør til at løfte ‘The White Crow’ til at være noget mere end blot endnu et skabelonskåret biopic.