Woody Allen selvudgiver traileren til stormombruste ‘A Rainy Day in New York’ med Timothée Chalamet, Elle Fanning og Selena Gomez

Woody Allen selvudgiver traileren til stormombruste ‘A Rainy Day in New York’ med Timothée Chalamet, Elle Fanning og Selena Gomez
Elle Fanning og Timothée Chalamet i Woody Allens 'A Rainy Day In New York'.

I lang tid lignede det, at verden aldrig nogensinde ville komme til at se så meget som en stump fra Woody Allens stjernespækkede romantiske komedie ‘A Rainy Day In New York’, som blandt andre har Timothée Chalamet, Elle Fanning, Selena Gomez, Jude Law og Liev Schreiber på rollelisten.

Men nu har Allen selv taget sagen i egen hånd og udgivet traileren på Facebook (se den i bunden af artiklen). Det sker kort tid efter, at det kom frem, at filmen får premiere i de franske og italienske biografer senere på året, efter at Allen har vristet rettighederne fri fra producenten Amazon. Mediegiganten svor ellers aldrig at ville udgive filmen, da de gamle anklager om instruktørens seksuelle misbrug af sin egen adoptivdatter Dylan Farrow kom frem i lyset igen som følge af MeToo-bevælgesen. Allen benægtede og sagde, at han selv burde være »repræsentaten for MeToo-bevægelsen«.

I traileren ser vi, hvordan to unge turtelduer – spillet af Chalamet og Fanning – først bliver forført af storbyen New York og siden af de kendte skuespillere og instruktører, der befolker den. Da Fannings karakter pludselig øjner et journalistisk scoop og møder Diego Lunas macho-skuespilstjerne, truer det med at smadre det unge pars forhold. Chalamet er dog heller ikke helt uskyldig – pludselig befinder han sig på et filmset, hvor han kysser med Selena Gomez’ aspirerende skuespiller.

En stor del af det stjernespækkede cast har allerede udtalt sig mod Allen. Chalamet valgte at donere hele sin løn fra filmen til Times Up. Jude Law har som en af de eneste sagt, at det er en stor skam, at filmen aldrig vil blive vist. Men nu sker det altså.

‘A Rainy Day in New York’ forventes at ramme de franske biografer til september og de italienske biografer til oktober. Dansk premiere er endnu uvis.

Læs også: Woody Allen sagsøger Amazon for 68 millioner dollars for skrinlagt film og ophørt kontrakt

Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold