’ANIMA’: Paul Thomas Anderson og Thom Yorkes Netflix-musikfilm er smuk og poetisk

’ANIMA’: Paul Thomas Anderson og Thom Yorkes Netflix-musikfilm er smuk og poetisk
5 6
Musikkortfilm
Instruktion

Paul Thomas Anderson

Skuespillere

Thom Yorke og Dajana Roncione

Spilletid

15 min.

Premiere

Kan ses på Netflix

Netflix er lige nu i gang med at markere sig som platformen, hvorfra man får sine musikalske oplevelser. Fra Beyoncés ’Homecoming’, Martin Scorseses ’Rolling Thunder Revue’ om Bob Dylan og nu til aktuelle ’ANIMA’. Bag projektet står to af tidens største kunstnere, filminstruktøren Paul Thomas Anderson (’There Will Be Blood’, ’Phantom Thread’) og Radiohead-frontmanden Thom Yorke.

Da streamingtjenesten smed bomben af en teaser til ’ANIMA’ i sidste uge, var det med medfølgende forklaring: »One-reeler: En film, oftest en tegnefilm eller komedie, af 10-12 minutters varighed, tilgængelig på én filmrulle i stumfilmsæraen«. Men andre ord: De to kunstnere har begået en kort, eksperimental musikfilm, der udgives samtidig med Yorkes nye soloalbum af samme navn.

‘Anima’.

Filmen åbner med et futuristisk loop fra nummeret ’Not the News’. En metro blæser igennem en tunnel i de tidlige morgentimer. Yorke og resten af passagererne er alle i ensfarvede, grålige uniformer. Alle nikker de mekanisk med hovedet til rytmen. Hoveder faldt tungt i hænderne, skubbes på plads, falder igen, bliver til en dans, der kæmper imod udmattelsen. Det er kapitalismens hamsterhjul. En kopi af en kopi af en kopi. Den krampagtige danserutine brydes af Yorkes vandrende blik. En smuk kvinde fanger hans opmærksomhed. Monotonien er brudt. Toget stopper, kvinden forlader vognen, men glemmer sin taske. Yorke griber den, og en jagt efter kvinden starter.

Som en anden Charlie Chaplin eller Buster Keaton skubber Yorke sig igennem søvngængerne og vrider sig uden om den moderne verdens galskab, mens det næste nummer fra albummet starter, ’Traffic’. Balancerende på en skråning, der synes at vippe op og ned, kravler de arbejdende uniformer sig frem og tilbage i en aggressiv dans. Yorke forsøger desperat at kæmpe sig forbi menneskekroppene, fejler og bliver en del af mængden, inden det hele falder fra hinanden, og de styrter mod jorden. Her viser Yorke, at han ikke alene er en begavet komponist og sanger, men også er en dygtig danser.

‘Anima’.

I filmens sidste sekvens, akkompagneret af det ambiente nummer ’Dawn Chorus’, kommer Andersons billedskønhed og Yorkes hypnotiske toner for alvor til deres ret. Yorke finder sin kvinde med den glemte taske. De griber ud efter hinanden, drejer om hinanden, snurrer hinanden rundt som to dansende marionetdukker, der ikke kan bevæge sig uden modpartens hånd. Et smukt øjeblik, da det ikke er hver dag, Radiohead-fans ser Yorke give sig hen til kærligheden. I en tid, hvor moderniteten accelerer menneskeheden i stykker, formår Yorkes karakterer at rive sig fri fra den kollektive bevidstløshed og genfinde balancen.

Albummet og filmens navn, ’ANIMA’, er taget fra Carl Jungs psykologiske teori, hvor ’anima’ repræsenterer mandens indre kvindelighed. Så selvom ’ANIMA’ slutter langt mere romantisk og håbefuldt, end Radiohead-fans ellers er vant til, giver det god mening, at manden – personificeret af Yorke – finder og smelter sammen med kvinden. Symbiosen er fuldendt.

’ANIMA’ indkapsler og visualiserer de eksistentielle følelser, vi kender fra Radiohead og Yorkes soloalbums. Det er følelsen af at befinde sig mellem en bevidst og bevidstløs tilstand, hvor grænserne mellem virkelighed, drømme og mareridt smelter sammen.


Kort sagt:
En smuk og poetisk visualisering af den musik, vi kender fra Radiohead og Yorke.

Læs også: Disse film skal du streame i juli – fra omdiskuteret Oscarvinder til roste Sundance-hits

Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold