’Annabelle Comes Home’: Ny ’Conjuring’-spinoff skræmmer fra vid og sans
James Wan er fortsat savnet bag rattet på den stadigt tiltagende hærskare af ’The Conjuring’-spinoffs, men ’Annabelle Comes Home’ er heldigvis ikke på lige så tynd is som for eksempel den søvndyssende ’The Curse of La Llorona’. Ikke at det siger så forfærdeligt meget.
Det tragikomiske ved ’Annabelle Comes Home’ er, at dét, der kunne have været dens redning, i stedet ender med at blive dens nederlag. For i modsætning til alle de andre James Wan-løse ’Conjuring’-film udnytter den nyklækkede instruktør Gary Dauberman horrorgenrens skarpeste og mest kapable våben: Frygten for det uventede.
De bedste og mest uhyggelige payoffs i gyserfilm kommer nemlig først, når de har fortjent det, og det kræver et velsmurt setup frem mod klimakset. Desværre spænder Dauberman ben for sig selv, når en optakt, der havde fungeret perfekt, hvis den havde været halvt så lang, fortsætter så længe, at man kan nå ud af salen og få en refill på sin popcorn og nå tilbage til sit sæde inden scenernes store finale. Den gode nyhed er dog, at kulminationerne ofte er ventetiden værd.
Det skuffende plot kan forklares med en enkelt sætning eller to – meget mere vil være spild af ord: Dukken Annabelle bliver afhentet af åndemagerne Ed og Lorraine Warren, som bringer den hjem til deres arkiv af forbandede objekter (en lige så dårlig ide, som man kunne forvente). En skønne aften kommer datteren og nogle veninder til at slippe den og en syndflod af andre hævngerrige gespenster løs, og de går en farefuld nat i møde.
Der bliver gjort et bravt forsøg på at give os sympati for karaktererne, men hverken babysitteren Mary Ellens indskudte kærlighedshistorie med nabodrengen (som med sine få småkomiske scener faktisk overstråler de fleste andre karakterer) eller datteren Judys ømme, men forcerede ’skolens særling’-karakterark er nok til at engagere os i historien. Og det er dødærgerligt, da sidstnævnte, spillet af Mckenna Grace (’Designated Survivor’, ’I, Tonya’), er enormt godt castet, men frygteligt underbenyttet. Hun får ikke lov til at gøre meget mere end at se skræmt ud og ånde tungt, når Annabelle dukker op i tide og utide.
Og havde man håbet på at være i selskab med spøgelsesjægerduoen Ed og Lorraine hele filmen igennem, kan man godt forberede sig på at blive nedslået, for ud over de første og sidste ti minutter ser vi ikke skyggen af vores yndlingseksorcister. Hvilket er lidt fjollet, når hele filmens præmis bygger på, at der endelig er et okkult showdown i de verdenskendte åndemageres hjem. De var bare ikke lige hjemme den dag.
Kort sagt:
Selvom det næsten ikkeeksisterende plot og de langtrukne gysersekvenser tæller ned, lykkes ’Annabelle Comes Home’ faktisk med at skræmme os fra vid og sans. Det er mere, end man kan påstå om de andre ’Conjuring’-spinoffs.
Læs også: ’The Conjuring’-filmene rangeret fra værst til bedst