‘Apollo 11’: Den ultimative film om månelandingen er ærefrygtindgydende

‘Apollo 11’: Den ultimative film om månelandingen er ærefrygtindgydende
'Apollo 11'.
5 6
Dokumentar
Instruktion

Todd Douglas Miller

Medvirkende

Neil Armstrong, Buzz Aldrin, Michael Collins

Spilletid

93 min.

Premiere

Den 27. juni

At udsende en dokumentar om den første månelanding på 50 års-jubilæet for den historiske begivenhed, kunne på overfladen virke som ren kalkule. Men undervejs i Todd Douglas Millers spektakulære gengivelse af den skelsættende rummission bliver det stadigt mere klart, at ‘Apollo 11’ er den ultimative film om Neil Armstrong og co.’s otte dage lange rejse til månen.

Med en direct cinema-inspireret tilgang, der udelukkende beror på tonsvis af arkivoptagelser fra tiden – lige fra bjergtagende 70mm-billeder af den kolossale Saturn V-raket til små gnidrede 16mm-film optaget af astronauterne selv – vækker instruktøren, der også selv har klippet de hundredvis af timers materiale sammen, de epokegørende dage til live, som man aldrig har set det før.

Det skyldes blandt andet, at omkring halvdelen af optagelserne aldrig tidligere er blevet vist, og at de, der har, aldrig for alvor er kommet til sin ret inden denne nyrestaurering. Som når den kolonorme rumraket tårner sig op over en, mens den bliver kørt frem mod opsendelsesrampen på larvefødder og optager hver en millimeter af det i øvrigt stærkt anbefalelsesværdige IMAX-lærred.

‘Apollo 11’.

Men også at Miller har valgt aldrig at bryde med det oprindelige materiale, som man også så det i Peter Jacksons ‘They Shall Not Grow Old’. Her er der ingen pædagogisk voiceover, stramt tilrettelagt af instruktøren, men blot Walter Cronkite og astronauternes ord fra dengang. Faktisk er der kun tilføjet spartansk grafik, der sætter tal på rakettens hastighed, brændstofbeholdning og afstand til den overvældende måneoverflade samt et pulserende score og enkelte illustrationer. Mere skal der sådan set ikke til for at skabe nervepirrende spænding, når originalmaterialet er så godt som dette.

Samtidig udgør ‘Apollo 11’ det mest detaljerige indblik i rummissionen nogensinde vist på film. Den begynder dagen inden raketopsendelsen på NASA-basen uden for Houston, Texas, hvor kødrande af nysgerrige tilskuere sover for åben himmel i håb om en plads så tæt på den strengt bevogtede opsendelsesplatform som muligt.

Og derefter er vi med inde i det enorme kontrolrum på NASA, hvor række på række af hvide mænd iført slips og hvid skjorte monitorerer arkaiske computerskærme for at sikre, at alt forløber sig efter planen. De mest storslåede øjeblikke er dog utvivlsomt, når man som publikum bliver ført ind i cockpittet med Armstrong, Aldrin og Collins, og når man følger de to førstnævnte hele vejen ned på månens finkornede flade.

‘Apollo 11’.

De virkelige optagelser fra raketten giver et gribende indblik i de lavteknologiske lappeløsninger, der i sidste ende banede vejen til menneskehedens måske største bedrift. Det er uhyggeligt spændende, når en katastrofal fejlmelding dukker op på lærredet og truer med at sabotere missionen, mens månefartøjet er et mulehår fra at lande. Det gør det heller ikke bedre, at man få timer inden takeoff opdager en maskinfejl på raketten, der giver dårlige nerver, selvom man allerede kender historiens udfald.

Og det føles helt surrealistisk at se Armstrong tale med præsident Nixon i »det mest historiske telefonopkald nogensinde fra Det Ovale Kontor«, mens han samler månesten, og det eneste, der adskiller ham fra det uendelige kosmos, er en papirstynd rumdragt.

‘First Man’ lykkedes med noget lignende, men hvor Damien Chazelles spillefilm faldt til jorden med et hult psykologisk portræt, lever og ånder ‘Apollo 11’ ved tilsyneladende ikke at have andre underliggende motiver end at gengive rejsen så nøjagtigt som muligt. Det giver et skarpere indtryk af astronauterne som mennesker, når vi gennem få velvalgte billeder fra privaten ser nøjagtig, hvad de har på spil, og hvordan de håndterer opgaven.

‘Apollo 11’.

Filmen er et stærkt billede på menneskehedens nysgerrighed og vilje. På samme måde som det storslåede billeddigt ‘Koyaanisqatsi’ formår filmen at få vores eksistens til at ligne ren science fiction, så man selv efterlader biografen med en større nysgerrighed og ærefrygt for menneskets formåen og det omkringliggende univers.


Kort sagt:
‘Apollo 11’ er en både gennemgribende, medrivende og fantastisk flot skildring af den første månelanding, som man aldrig har set den før.

Læs også: De 50 bedste serier de seneste 20 år

Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold