’Black Mirror’ sæson 5: Netflix-dystopien vrister sig fri fra storhedsvanviddet

’Black Mirror’ sæson 5: Netflix-dystopien vrister sig fri fra storhedsvanviddet
'Black Mirror' sæson 5.
4 6
Tv-serie
Hovedforfatter

Charlie Brooker

Medvirkende

Anthony Mackie, Miley Cyrus, Angourie Rice, Andrew Scott, Damson Idris, Topher Grace

Spilletid

Tre afsnit à 70 min.

Premiere

Den 5. juni på Netflix

Der er noget genkendeligt over femte sæson af ’Black Mirror’.

For eksempel er flere af de teknologiske nyskabelser, som dystopierne kredser om, dingenoter, som vi har set tidligere i serien – eller sågar i virkeligheden. Tag virtual reality-knappen, der påklistres tindingen og sender gameren ind i en stofligt levende onlineverden, ligesom den gjorde i sidste sæsons ’Star Trek’-parodi, ’USS Callister’. Eller det sociale medie, der helt på samme måde som Facebook kaprer opmærksomhed, som lys hidkalder myg om natten.

Hvor Charlie Brooker, seriens hovedforfatter, normalt ynder at overrumple os i sindrigt udtænkte fremtidsscenarier, er den nye sæson mere jordbunden. Forviklingerne er færre, plottets drejninger mindre nedrige – og knap så overraskende – mens de dybe metarefleksioner har trukket sig tilbage. Alt sammen virker bevidst.

Det er også klogt. For ’Black Mirror’ har på det seneste lignet en serie, der er faret vild i sin egen hyperambitiøse iderigdom.

Jeg tænker særligt på ’Black Museum’-afsnittet, der fortæller mindst tre fuldfede historier – og to for meget – på 90 minutter, foruden det interaktive eksperiment ’Bandersnatch’, der påstod at lade seeren tage kontrollen uden egentlig rigtig at gøre det – og uden at sige noget dybsindigt om noget som helst.

‘Black Mirror’ sæson 5.

I stedet er det moderne menneske og dets fordærvede følelsesliv tilbage under luppen i sæson fem, sådan som det var i nogle af seriens mest mindeværdige afsnit, ikke mindst ’The Entire History of You’. Linsen er indstillet på hverdagen, på den fremmedgørelse, der udhuler menneskelige relationer, i takt med at teknologien annekterer vores sind og vores samfund.

Sådan er det i hvert fald i de to første afsnit i den nye sæson. I det ene, ’Striking Vipers’, forsvinder to venner jævnligt ind i en virtual reality-udgave af Tekken eller Street Fighter, hvor de for en stund ikke er mast flade af deres midtvejskriser. Men skellet mellem virkelighed og eskapisme testes for alvor, da de begynder at have sex i deres virtuelle kroppe.

Det er som sådan kulørt nok, men afsnittet er først og fremmest et personligt drama om svunden elskov efter ungdommens udtoning og den på en gang ynkelige og forståelige jagt på (seksuel) spænding som afbræk fra madpakker og monotoni.

Det følgende afsnit, ’Smithereens’, er måske et af de mest virkelighedsnære afsnit af ’Black Mirror’ til dato. Det er også sæsonens suverænt bedste.

En mand med et anstrengt forhold til det sociale medie Smithereen, en åbenlys pendant til Facebook, kidnapper en af medarbejderne i firmaet og kræver at tale med platformens skaber, hvis ikke han skal begå den yderste ugerning.

Der er et twist, bevares. Men det er ikke svært at regne ud, hvad der driver kidnapperen, og på intet tidspunkt klippes båndet til nutiden.

‘Black Mirror’ sæson 5.

Alligevel – eller måske derfor – er klimakset så overvældende, at man dårligt tør kigge på sin mobil i dagene, der følger. Det er det, de bedste ’Black Mirror’-episoder kan – de kan udstille vores til stadighed forskruede forhold til først teknologien, så hinanden, og tvinge os til selvransagelse med forskrækkelser, der gør ondt ind i knoglerne.

Men ’Smithereens’ er mest af alt rørende, fordi Andrew Scott (’Sherlock’, ’Fleabag’ sæson 2) omsætter kidnapperens iturevne nerver og glimt af menneskelighed til et helstøbt og smerteligt realistisk portræt. Det er en imponerende bedrift i en serie, der fortæller os, at mennesker bliver til søvngængere, i takt med at teknologien lægger beslag på vores hverdag.

Så er det mest ventede afsnit i sæsonen straks luftigere.

I ’Rachel, Jack and Ashley Too’, hvor Miley Cyrus’ popstjerne bliver kondenseret til en kunstigt intelligent robot, målrettet inkarnerede fans, kan Charlie Brooker ikke dy sig for at slynge en noget slidt – og lovlig brysk – kritik mod musikbranchens pengemænd og -kvinder.

Man er dog tilbøjelig til at tilgive de grove portrætter, fordi afsnittet toner rent flag: Universet er småfjollet fra starten, og det er på grænsen til det skælmsk indforståede, når Cyrus’ største hit viser sig at være et slags cover af Nine Inch Nails’ ’Head Like A Hole’.

De menneskelige nuancer fra de to første afsnit mangler, men til gengæld er det næsten muntert tilbagelænede udtryk egentlig forfriskende i en ellers dødalvorlig serie.

Når rulleteksterne løber over skærmen, er det svært at kvæle tanken om, at femte sæson af ’Black Mirror’ er en mellemetape. Men sæsonen gør noget vigtigt: Den betoner, at Charlie Brooker ikke har fortabt sig i et storhedsvanvid, og at han fortsat kan fortælle historier, der ikke bare chokerer, men også skaber helstøbte portrætter af de mennesker, der ellers forfalder i et samfund plaget af mistillid, overvågning og ængstelige sind på jagt efter næste fix.


Kort sagt:
Tredje sæson af ’Black Mirror’ skruer ned for ambitionerne, men op for de menneskelige nuancer. Sigende nok er sæsonens mest jordbundne afsnit også det mest mindeværdige.

Læs også: Før sæson 5 – de 20 ‘Black Mirror’-afsnit rangeret fra værst til mesterligt

Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold