’Dragged Across Concrete’: Heist-film med Mel Gibson og Vince Vaughn er voldelig og lang som et ondt år

’Dragged Across Concrete’: Heist-film med Mel Gibson og Vince Vaughn er voldelig og lang som et ondt år
Vince Vaughn og Mel Gibson i 'Dragged Across Concrete'.
3 6
Spillefilm
Instruktion

S. Craig Zahler

Medvirkende

Mel Gibson, Vince Vaughn

Spilletid

159 min.

Premiere

Kan ses på Blockbuster fra 20. maj.

Ingen af S. Craig Zahlers film har haft en landsdækkende biografpremiere, men alligevel er få amerikanske instruktører lige så brændende interessante som ham. Genreauteuren sparkede dørene ind med western-kannibalfilmen ’Bone Tomahawk’ i 2015 og naglede sin relevans fast med den gribende, ultravoldelige fængselsfilm ’Brawl at Cell Block 99’.

Nu er han tilbage med sit hidtidige magnum opus. En film, hvor indignerede, racistiske politifolk stanger hornene mod den amerikanske undergrundsverden i et opportunistisk forsøg på at forlade middelklassen og stryge til toppen.

Og det er hans uden tvivl værste film til dato.

Politimakkerparret Brett (Mel Gibson) og Anthony (Vince Vaughn) beslutter sig for at røve en bande bankrøvere, da de suspenderes efter anklager om politivold. Og filmen skal have en håndsrækning for ikke at bagatellisere brutaliteten. En mistænkt får presset ansigtet ned i brandtrappen, så man kan høre knoglerne knage og huden skrabes af. Og da de to bøller finder kæresten i soveværelset, smider de hende under den kolde bruser og ydmyger hende, mens hun bliver afhørt. 

Det står i kontrast til det efterfølgende suspenderingsinterview, hvor de to politimakkere såvel som løjtnanten klager mere over pc-kulturen, som dømmer alle til at være racister, snarere end volden begået af de to.

Desværre flader filmen hurtigt de anspændte kontraster ud på asfalten. Bretts motivation for at røve gruppen af bankrøvere er, at datteren er i fare for at blive voldtaget i det udsatte, hovedsageligt sorte nabolag, de bor i. Filmen placerer denne skæbne som en fuldstændig forudindtaget konklusion i en grotesk scene, hvor datteren overhældes med juice af lokale drenge.

S. Craig Zahler kunne måske have sluppet afsted med denne kedelige dæmonisering af ghettoen, hvor sorte mænd voldtager vore rene, hvide døtre, men den ene afroamerikanske hovedperson, Henry (Tory Kittles), giver et ringe indblik ind i de enorme udfordringer, USA’s sorte befolkning står overfor. Han er en eks-fange, der involveres i bankrøveriet som flugtbilist for at give sin kørestolsbundne bror en bedre fremtid. I modsætning til Brett er Henrys problemer ikke forårsaget af systematiske svigt, men snarere en stofmisbrugende mor.

At præmissen tabes så hurtigt og klodset på gulvet, er desværre ikke det eneste problem. Zahler er både berømt og berygtet for at trække simple genrehistorier ud i uendeligheder. Usympatiske mænd har lange, filosoferende diskussioner om alt fra deres tilværelse, til hvordan maden smager, og ’Dragged Across Concrete’ er ingen undtagelse. 

Det giver til tider pote. Store dele af filmen foregår på førersædet af de to politimakkeres bil, mens de skygger bankrøverne. Det mondæne arbejde og de trivielle samtaler om madhygiejne og økologiske produkter sætter på fantastisk vis seeren i de to mænds sted.

Og når konflikten endelig spidser til, foregår det på mesterlig vis, hvor kuglerne enten flyver, før man kan nå at reagere, eller udsættes over så neglebidende lang tid, at man har lyst til at skrige i desperation og afmagt. I en god del af filmens sidste akt formår Zahler at skabe spænding med intet andet end en riffel, en forladt parkeringsplads og et gidsel. Det er en intelligent brug af ressourcer, som ville gøre Michael Mann, mesteren af sparsommeligt intelligente actionscener, stolt.

Andre steder bruges den næsten tre timer lange spilletid på komplet ligegyldige detours. Behøves vi virkelig følge bankrøvernes forberedelser så tæt, når de ikke er andet end ansigtsløse monstre med europæiske accenter? Er det nødvendigt at spilde Jennifer Carpenters talent ved at have et helt segment af fortællingen dedikeret til, at hun nervøst og grædende siger farvel til sin baby, før hun tager på arbejde i den skæbnesvangre bank?

Meget af diskursen omkring ’Dragged Across Concrete’ har cirkuleret omkring castingen af den xenofobiske persona-non-grata Mel Gibson og filmens umiddelbart højreorienterede agenda. Problemet er dog snarere, at den i sidste ende ikke er god eller intelligent nok til for alvor at hidse sig op over.


Kort sagt:
I modsætning til sine tidligere film finder S. Craig Zahler ikke den humanistiske kerne i sin historie om opportunistiske røvere og politifolk.

Læs også: Lyt til SOUNDVENUE STREAMER: Hypede ’Black Mirror’ og ‘Big Little Lies’ er tilbage – men én af superserierne skuffer

Læs også: Øh ja, Chris Hemsworth er guddommeligt lækker: Men han er også en hel masse andet

Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold