Jeg elsker, når westerngenren genopfinder sig selv – som nu med Joaquin Phoenix i spidsen

Jeg elsker, når westerngenren genopfinder sig selv – som nu med Joaquin Phoenix i spidsen
Joaquin Phoenix i 'The Sisters Brothers', som man kan se ved Soundvenue Forpremiere på tirsdag.
Jacques Audiards glimrende ’The Sisters Brothers’ med Joaquin Phoenix, John C. Reilly og Jake Gyllenhaal – aktuel ved Soundvenue Forpremiere på tirsdag – hylder, dyrker og genopfinder westerngenren med en overraskende øm skildring af et dusørjægende brødrepars jagt på deres næste offer og deres egen mulighed for en fremtid.

Det er sjældent, at en hel genre bare dør. Tænk hvis der en dag ikke blev lavet flere actionfilm. Sådan der, slut med det. Og når der så endelig kom én, hvert andet-tredje år, ville man være sådan, wow, der er nogen, der har turdet lave en actionfilm.

Men westerngenren døde. Det var en af de, hvis ikke dén mest populære genre i amerikansk film i mediets første mange årtier, og en af de første banebrydende film overhovedet, ’The Great Train Robbery’ fra 1903, var en western. I 40’erne og 50’erne var John Wayne Hollywoods måske største stjerne og John Ford – med klassikere som ’Stagecoach’ og ’My Darling Clementine’ – den måske største instruktør.

Men i slutningen af 60’erne og starten af 70’erne blæste der nye vinde ind over Hollywood, filmen rykkede ud på gaden, ud i nutiden med ’Easy Rider’ og ’Taxi Driver’ eller forsvandt ind i eventyrlige verdener med ’Star Wars’ og ’Indiana Jones’. De stoiske, hurtigtrækkende lassosvingere led samme skæbne som dinosaurerne.

Kom til Soundvenue Forpremiere på ’The Sisters Brothers’ tirsdag 18.30 i Grand Teateret – læs mere HER.

Måske er en af forklaringerne på, at westerngenren bare sådan kunne udryddes, at den var bygget på en løgn. Myten om den revolversvingende cowboy på jagt efter uciviliserede indianere har ikke megen hold i virkeligheden. De ægte cowboys i Amerikas tidlige dage var fredelige hesteopdrættere, og Hollywood-filmene var således en fiktiv konstruktion af nationens moralske karakter og selvopfattelse.

De reflekterede et behov for at besjæle de forenede stater med sammenhængskraft og fælles værdier, og når genren røg ud i kulden med 70’er-filmenes moralske gråzoner, var det på en måde også, fordi de nye filmskabere som Martin Scorsese, Francis Ford Coppola, Peter Bogdanovich, Dennis Hopper og Hal Ashby – ansporet af Vietnam- og ungdomsoprørstidsånden – havde kaldet dens bluff.

Fra Tarantino til Nick Cave

Siden er der med jævne mellemrum dukket westerns op, som på en eller anden måde genopfinder genren, enten ved at riffe metabevidst på sagaerne og konventionerne eller at tweake formlen for at sige noget nyt og interessant om Amerika enten nu eller dengang. Og jeg elsker, når det sker!

Allerede fra 1960’erne skar den italienske mester Sergio Leone westernskabelonen til med et excentrisk, stilfuldt og genrekyndigt tilsnit, og hans spaghetthiwesterns som ’The Good, the Bad and the Ugly’ og ’Once Upon a Time in the West’ er blandt mine (og Quentin Tarantinos, for øvrigt) yndlingsfilm.

Men også i nyere tid er vi blevet begavet med westerns, der minder én om, hvad genren kan, og ikke mindst hvordan den kan nyfortolkes.

Clint Eastwood i Sergio Leones klassiker ‘The Good, the Bad and the Ugly’.

Den gamle western-antihelt Clint Eastwood vandt fire Oscars for ‘Unforgiven’ (1992), der skildrede en gunslingers langt fra glamourøse alderdom, samtidig med at den var drejet over et klassisk hævndrama.

John Hillcoat og Nick Caves ‘The Proposition’ (2005) gav et voldeligt og stemningsfuldt australsk perspektiv på striden mellem lovens lange arm og en flok berygtede outlaws, Kelly Reichhardts ’Meek’s Cutoff’ (2010) viste perioden fra det kvindelige blik, som eller notorisk er forsømt i genren. Et lignende ærinde oplevede man delvist i Netflix-serien ’Godless’ (2017) og i Tommy Lee Jones’ ’The Homesman’ (2014).

Der var en hidtil uset blanding af rå realisme og gudesmuk naturbesjæling i Alejandro González Iñárritus ’The Revenant’ (2015), mens Jim Jarmusch dyrkede den cool poesi i ’Dead Man’ (1995) med Johnny Depp. Tarantino sparkede den gængse filmiske historieskrivning i løgene med ’Django Unchained’ (2012), der også stråler af den kærlighed til genren, som også strømmer igennem ’The Hateful Eight’ og åbningsscenen i ’Inglourious Basterds’.

Brad Pitt i ‘The Assassination of Jesse James by the Coward Robert Ford’.

Sidste år fornøjede Coen-brødrene sig ligeledes med mytegrundstoffet i den veloplagte antologifilm ’The Ballad of Buster Scruggs’. Som instruktører med interesse for USA’s maskuline depravation har de flirtet med westernelementerne adskillige gange, også i remaket ’True Grit’ og den moderne western ’No Country for Old Men’. Film som den neorealistiske ’The Rider’, den hårdkogte ’Wind River’ og den indignerede ’Hell or High Water’ viser tilsvarende, hvordan cowboymyten kan sættes ind i nutidige sammenhænge med stor kraft. ’The Rover’ med Robert Pattinson og ’Mad Max’ sætter forkærligheden for volden og vidderne ind i en postapokalyptisk sammenhæng.

John Hillcoat, Taylor Sheridan og Andrew Dominik er nogle af de westernglade filmskabere, der har givet genren en sporadisk revival.

Når dusørjægere og lykkeriddere taler om følelser

Jeg har en elementær svaghed for en god gammeldags shootout og elsker de tilbagelænede ordfattige typer, der trækker før deres egen skygge, når det først gælder, fra Clinten i Leones dollar-trilogi til Timothy Olyphant i HBO-serien ’Deadwood’. For mig er seksløberduellerne bare mere underholdende end topmoderne guns og teknologidrevne actionsammenstød i et frenetisk klippetempo.

Men på et dybere plan er jeg også vild med de moderne takes på westerngenren, fordi de undersøger den arketypiske maskuline heltefigur. Som i den mesterlige ‘The Assassination of Jesse James by the Coward Robert Ford’ (2007), der tålmodigt dykker ned i psyken på såvel titlens forbryderlegende (Brad Pitt) og det nobody (Casey Affleck), der i sidste ende tog livet af ham. Det er en film, der dyrker det episke karakterdrama og den intime psykologi på en måde, der simpelthen forandrer ens blik på westerfortællingens troper.

Det samme gør sig gældende i Jacques Audiards aktuelle ’The Sisters Brothers’, som man kan se ved vores forpremiere på tirsdag. Her spiller Joaquin Phoenix og John C. Reilly brødrene Sisters (!), to dusørjægere, der bliver hyret til at opspore og dræbe en kemiker (Riz Ahmed), der har fået følgeskab af en intellektuelt nysgerrig spejder (Jake Gyllenhaal).

Phoenix’ Charlie er et drikfældigt fuckup af en slagsbror, der nærmest griner sin mere bløde bror Eli op i hans åbne ansigt, da denne foreslår, at de indstiller deres morderiske levevej og åbner deres egen butik. For Charlie, hvis psykiske traumer bunder i en barndom præget af en benhårdt korporlig far, er der ingen anden vej for en mand i 1850’ernes midtvest end den rodløse blodige tilværelse på hesteræg og de lokale saloons.

Kemien mellem Joaquin Phoenix og John C. Reilly forvandler ’The Sisters Brothers’ til en ofte sjov affære, men den bundfælder sig virkelig gennem den søgen efter fællesskab og mening, der kommer til at inkludere alle fire mænd, efterhånden som katten-efter-musen-jagten gennem landskabet udvikler sig i uforudsete retninger. Ligesom med ‘The Assassination of Jesse James by the Coward Robert Ford’ kommer man ind under huden på den slags dusørjægere og lykkeriddere, der som regel er blevet beskrevet med psykologi så flad som en pandekage. At høre disse fire mænd komme i kontakt med deres følelser på kryds og tværs er en forbløffende øm og opmuntrende oplevelse.

Fra gaden til hesteryg

Charlie og Eli maler sig selv op i et testosteronindsmurt hjørne takket være en opvækst og et samfund, der ikke har givet dem mange andre muligheder. Når John C. Reillys storebror køber sin første tandbørste og ubehjælpsomt kører den rundt i munden, er det ikke blot utroligt morsomt, det er også billedet på det fremskridt, som måske/måske ikke kan komme de to på mange måder afstumpede brødre til gode.

I de gamle westerns var der ikke noget, der hed dårlige ånde, barndomstraumer eller kønsmæssige identitetskriser. I de klassiske westerns var det hele, som Tony Soprano så berømt og frustreret bemærkede, meget enklere. En mand var en mand.

Jacques Audiard har tidligere beskrevet vingeskudt maskulinitet i ’Profeten’ og ’Smagen af rust og ben’, og i hans første engelsksprogede film fortsætter han denne granskning, der får ny energi og friskhed, fordi den udspiller sig under en nations spæde dage af nybyggere og guldgravere. De forfølger alle deres egen skæbne og drømme, men allerede her er de underlagt omverdenens omklamrende forventninger. Og selvom Charlie og Eli er kyniske håndlangere med utallige liv på samvittigheden, ønsker man dem det bedste. Filmens slutning er, kan jeg sige uden at røbe noget, perfekt og bevægende – ikke mindst i en westernkontekst.

Det vilde vesten dannede engang rammen for historier om de gode mod de onde – idealforestillinger om amerikanernes retfærdighedssans og velafrettede moralske kompas. Paradoksalt nok viser den sig i dag som et inspirerende udgangspunkt for tvetydige skildringer af, hvem vi er, og hvordan vi er blevet sådan. 70’ernes autenticitet fra gaden puster nyt liv i de efterladte kulisser.

Westernfilmen er død. Længe leve westernfilmen.

Kom til Soundvenue Forpremiere på ’The Sisters Brothers’ tirsdag 18.30 i Grand Teateret – læs mere HER.

Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold