Lindsay Lohan-komedien ‘Mean Girls’ føles lige så skelsættende i dag som for 15 år siden

Lindsay Lohan-komedien ‘Mean Girls’ føles lige så skelsættende i dag som for 15 år siden
Lindsay Lohan, Amanda Seyfried, Lacey Chabert og Rachel McAdams i 'Mean Girls'.
’Mean Girls’ er en af de mest citerbare film i nyere tid, og den lever videre i historien som en uudslukkelig kilde til perfekte memes. Men her 15 år efter premieren holder skildringen af den grundlæggende usikkerhed blandt nasty skank bitches – baseret på Tina Feys egen highschooltid og en grundig teenagepigeresearch – stadig forbløffende godt.

Tina Feys high- school-komedie ‘Mean Girls’ kom til verden i 2004, inden der var noget, der hed sociale medier.

Alligevel har den affødt en uendelig strøm af memes, og selv statsmænd har taget filmen til sig. I 2013 postede Det Hvide Hus’ Twitter-konto, at Obamas hund skulle »stop trying to make fetch happen«, og sidste år svarede den israelske ambassade i USA på et tweet fra den den iranske leder Ali Khamenei med en »why are you so obsessed with me?«-gif.

Og så er der selvfølgelig Ariana Grande, der i et meget sofistikeret dis til sine ekskærester omfavnede sin indre Regina George i videoen til ’thank u, next’.

En generation (af i særdeleshed piger) kan stadig citere Regina (»get in loser, we’re going shopping«), Karen (»if you’re from Africa, why are you white?«), Gretchen (»oh my god, Karen, you can’t just ask people why they’re white!«) og resten af North Shore High School.

Også selvom det denne sommer er 15 år siden, de lyserøde Plastics herskede i kantinen som selverklærede queen bees. Jeg kan ikke tælle, hvor mange gange jeg så ’Mean Girls’ som ung teenager og citerede den i flæng, og det var derfor med en ikke ubetydelig frygt for at blive skuffet, at jeg for nyligt satte mig for at gense den. Men bare rolig: Den holder stadig.

Girl world

Ikke alene er den stadig sjov – virkelig sjov – dens fortælling føles også original, skarp og relevant den dag i dag.

’Mean Girls’ udspringer alene fra Tina Feys pen. Produktionsselskabet lod hende have første og sidste ord i manuskriptet, og det har Fey i forbindelse med 15-årsjubilæet fremhævet som en del af grunden til, at filmen virkede dengang. Og måske er det også en del af grunden til, at filmen har ældedes med ynde.

’Mean Girls’ var Tina Feys første projekt uden for ’Saturday Night Live’, hvor hun var hovedforfatter. Og det er, som om hun har angrebet hver scene i filmen, som skulle hun skrive en sketch, hvor flest mulige jokes og mindeværdige karakterer skulle destilleres ned til få minutter: Der er stort set ikke en interaktion uden en joke eller quotable replik.

Et væld af bikarakterer, som har hver deres uforglemmelige særkender, introduceres gennem sladder, der kommenterer på handlingen. Og mange af de vigtigste scener udspiller sig i rammer, som gør dem nemme at huske – for eksempel den legendariske julekoncert, hvor en magtkamp udfolder sig mellem hovedkaraktererne, mens de opfører en ikke så børnevenlig version af ’Jingle Bell Rock’.

Historien bygger dels på Feys egen skoletid (hun har indrømmet selv at have været en mean girl), dels på bogen ’Queen Bees and Wannabees’, som er et grundigt researchet sociologisk studie af relationer mellem teenagepiger. Til bogen har forfatter og parenting educator Rosalind Wiseman over mange år interviewet piger om alt fra sociale hierarkier til kropskomplekser og vredesproblemer, og det var hende, der først brugte beskrivelsen ’girl world’ i sin beskrivelse af pigernes opførsel – et udtryk, som er gennemgående i ’Mean Girls’, når den nytilkomne Cady (Lindsay Lohan) forsøger at finde hoved og hale i skolen sociale spilleregler.

You can’t sit with us

Oprigtigheden i den uvidende Cadys møde med highschool er en af grundene til, at historien ikke føles forældet.

Cady er ikke alene den nye pige i klassen. Hun er hjemmeskolet og opvokset i Afrika, hvor hun har levet tæt op af dyrelivet sammen med sine zoolog-forældre. Da hun møder første dag, er hun lige så fremmed over for opførslen blandt de amerikanske teenagere, som de ville være over for dyrene på savannen.

Hun bliver venner med de to outsidere Janis (Lizzy Caplan) og Damian (Daniel Franzese), men bliver helt ekstraordinært også inviteret ind i varmen hos skolens dronninger, Gretchen Wieners (Lacey Chabert), Karen Smith (Amanda Seyfried) og Regina George (Rachel McAdams) – også kendt som The Plastics.

Trioen, og i særdeleshed Regina, er et af filmens mest ikoniske elementer. Ved The Plastics’ bord har man kun hestehale én dag om ugen og altid pink på om onsdagen. Rygtet om Regina siger, at hendes hår er forsikret for 10.000 dollars, og at hun laver bilreklamer i Japan. Hun er en karikatur, men samtidig er hendes manipulerende adfærd noget, de fleste har stiftet bekendtskab med i deres skoletid. Den lede, blonde pige er en klassisk trope, som man sjældent lærer at forstå. Men i ’Mean Girls’ er hun en afrundet karakter, og uden at gøre hende til et offer står det klart, at hun keder sig i sit overklasseliv og har et alvorligt problem med at håndtere vrede.

»I kernen af Regina George var der et virkelig vredt barn, som ikke have nogle grænser eller retningslinjer/vejledning«, har McAdams sagt om sin rolle. »(Instruktør Mark Waters) bad mig om at lytte til Courtney Love rigtigt højt og at se Alec Baldwin i ’Glengary Glen Ross’«.

Nastiest skank bitch

Det er også i et vredesudbrud, at Regina leverer filmens helt store twist. I den notoriske burn book skriver hun »this girl is the nastiest skank bitch I have ever met« og klistrer et billede ind af sig selv for derefter at udløse ægte jungletilstande mellem skolens piger.

Det er Cady, som har tvunget hende ud i den reaktion. Hun har nemlig, på Janis’ opfordring, infiltreret den populære klike og forsøgt at pille den fra hinanden indefra. Damien spørger i starten af filmen Cady, hvorfor hendes forældre har sendt hende i skole. Hun svarer, at de gerne vil have, at hun bliver »socialiseret«. Og det bliver hun: Hun lærer at bagtale, manipulere og håndtere trevejsopkald (2004’s svar på sociale medier) i et forsøg på at navigere i girl world. Og ender med selv at være »cold, shiny, hard plastic«, som Janis beskriver hende.

Gennem Cady ser vi pigeuniverset udefra, og vi ser, hvordan en uskyldig teenager langsomt, og uden dårlige intentioner bliver den onde pige. For det potentiale rummer alle.

Da Tina Fey i rollen som Ms. Norbury samler alle pigerne i gymnastiksalen for at få løst problemerne, viser det sig, at alle pigekonstellationerne har deres egne konflikter. Og Janis var lige så manipulerende som Regina, da hun fik den venneløse Cady, der spiste sin frokost alene i toiletbåsen, til at være en del af sit hævnprojekt.

Fey har sagt, at hun ser pigernes nederdrægtige opførsel som en form for coping mechanism som kompensation for deres usikkerhed. Men at kalde nogen tyk gør ikke dig tyndere, som Cady siger. Når særligt unge piger er lede ved hinanden, bliver det ofte affejet som fnidder – girls will be girls. I ’Mean Girls’ dissekerer Fey den giftige opførsel, og prøver at forstå, hvor den kommer fra.

Hun foreslår, at vi ikke lader vores usikkerhed går ud over andre.

Den læresætning er, sammen med stort set samtlige filmens replikker, stadig værd at citere 15 år senere.

’Mean Girls’ kan lejes på Blockbuster og Viaplay.

Læs også: Seriekvinderne er gået all Slytherin: Her er de tre fremmeste eksempler

Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold