Martin Høgsted om ’10 år senere’ på DR3: »Vi går ret meget op i, at det ikke er en homoserie, men en parforholdsserie«

Martin Høgsted om ’10 år senere’ på DR3: »Vi går ret meget op i, at det ikke er en homoserie, men en parforholdsserie«
Martin Høgsted.
Foto: Mads Frederiksen/Soundvenue
Fem år efter kæmpesuccessen med ’Danish Dynamite’ er Martin Høgsted tilbage. Han og makkeren Anders Grau har skrevet og spiller hovedrollerne som et kærestepar i 10-årskrise i DR3-serien ’10 år senere’. Her kaster Høgsted igen sig selv i puljen med selvironisk mod. »Danskerne kan have en tendens til at mobbe«, som han siger om sin foretrukne form for humor. »Jeg synes, det samler mere, når man gør grin med nogle helt primale karaktertræk, fordi vi ser indad og finder ud af, at vi måske ikke er så forskellige«.

»Jeg ved ikke, hvad fanden der sker«.

Martin Høgsted kigger forundret ud på Københavns sommerkåde ungdom, som tusser forbi hans altan i stuelejligheden i Nordhavn iført badetøj og med en hale af dunkende afrobeats efter sig.

»Jeg tror, det kommer lidt i bølger, at ’Danish Dynamite’ bliver hype blandt en ny generation af gymnasieelever, for da jeg var nede og bade i går, stod jeg pludselig igen og poserede med ti unge fyre«.

Det er en af de første hede sommerdage i København, da vi møder den 37-årige komiker i hans lyse nybyggede lejlighed med udsigt til bar hud og glinsende vand i kanalen udenfor. Før de unge fyre lokkede Høgsted til at tage et billede med dem dagen forinden, havde han næsten glemt, hvordan livet var, da han og makkeren Magnus Millangs karriere peakede med kæmpesuccesen ’Danish Dynamite’ i 2014.

»Men det var jo helt sindssygt, da det var på sit allerhøjeste«, siger han.

»Magnus og jeg kunne nærmest ikke gå nogen steder – især ikke sammen«.

Dengang levede de to noget, der lignede drømmen om det vilde rock’n’roll liv, da de i kølvandet på succesen turnerede Danmark tyndt i rollerne som de populære karakterer ’Kongerne af Næstved’ og optrådte med en halv times dance og dj set på alle landets stopfyldte diskoteker.

»Vi var på turné to gange og var nærmest karakterer, fra vi trådte ind ad døren. Første gang tænkte vi: Vi kan ikke gøre det uden at være fulde, så det var vi, og det var så hårdt. Er du sindssyg, det er helt bindegalt at være på to-tre diskoteker hver aften torsdag, fredag og lørdag. Anden gang tænkte vi, at vi måtte gøre det ædru, og så var det simpelthen så kedeligt. Det var en meget lærerig proces, hvor vi lærte, hvad man vil gøre for penge«.

(Foto: Mads Frederiksen/Soundvenue)

Denne eftermiddag, fem år senere, er tilværelsen en del mere voksen og rolig for Martin Høgsted, som han sidder der overfor og nipper stille til en æblebåd. Han bor sammen med sin svenske kæreste gennem 10 år og deres to børn på to og fire. Den ene sover ikke rigtigt for tiden. I den forstand er der stadig »rimeligt knald på«. Men udadtil har der de seneste år været ganske stille omkring Høgsted. Det vil sige indtil nu.

Genkendelighedens komik

Martin Høgsted er nemlig netop vendt tilbage på skærmen med sin helt egen komedieserie ’10 år senere’, som han og komiker Anders Grau har forfattet og også selv spiller hovedrollerne i.

Serien er et indblik i voksenlivet og det ofte dertilhørende satte parforhold, som let udfordres af dårlige vaner og dagligdagens trummerum. Serien følger parret Lars (Martin Høgsted) og Micki (Anders Grau), som efter 10 år sammen for længst har passeret den første forelskelse og nu kæmper for at holde sexlivet og de fælles interesser i kog og det økonomiske overforbrug i bund.

Grau og Høgsted mødte hinanden i 2016, da de blev parret til et radioprogram. Hurtigt blev de så gode venner, at deres forhold begyndte at udvikle en dynamik, som mindede om en form for parforhold, og de to komikere tænkte, at de måske kunne bruge det til et eller andet.

»Vi var lidt ligesom sådan et gammelt ægtepar, som sad og bed lidt af hinanden, samtidig med at vi havde det herre godt sammen. Egentlig havde vi en drøm om at lave en serie om to tjenere på et serveringsteater, som havde det der gode venskab, men som samtidig var misundelige på hinanden, og så foreslog Anders bare en dag at lave en ren parforholdsserie. Det er jo ikke ligefrem at opfinde den dybe tallerken, for det er set ret mange gange før, men vi ville gerne lave den på vores måde«, fortæller Høgsted.

Anders Grau og Martin Høgsted i ’10 år senere’. (Foto: DR)

»For mig er genkendelighed noget af det vigtigste i comedy. Det er tit det, vi griner allermest af, og Anders og jeg grinede nok bare meget af os selv, når vi tullede rundt. I serien kredser vi for eksempel meget omkring det her med at huske at lukke køkkenskufferne, og det er noget, jeg har fra mit eget parforhold, fordi min kæreste aldrig lukker skuffer, hvilket jeg er ekstremt irriteret over.

Jeg ved, at jeg aldrig kommer til at lave om på det, for det er hendes vane at åbne dem og min vane at lukke dem, så det er jo absurd, at jeg ikke kan holde min kæft, men hver gang bliver jeg nødt til at sige et eller andet. Det er en så irriterende egenskab ved mig selv, som jo bare er sjov«.

Man fremprovokerer vel også de der sære vaner og tendenser hos hinanden i et parforhold…
»Det sjove ved parforhold er jo tit, at man elsker de absurde ting og forskellighederne i starten, og så går der de der ti år, og så er det det mest irriterende ved hinanden. Mit eget forhold er ikke skredet derud, men jeg håber, denne her serie kan minde folk om, at man ikke skal falde i de fælder der, for de ligger bare og lurer, og man kan hurtigt blive bitter og fokusere på det frem for alt det, man var så forelsket i i starten«.

Hvorfor har I valgt at fokusere på et homoseksuelt parforhold?
»Det skyldes egentlig bare, at vi bor i et lille land, og det var os to, som vi kunne se spille det. Vi går ret meget op i, at det ikke er en homoserie, men en parforholdsserie. Der er ingen bøssejokes og ingen problemstillinger i det, som ikke er universelle, med undtagelse af en samtale om, hvis sæd Lars og Micki skal bruge, hvis de skal have børn sammen. Serien er ikke et politisk statement, men hvis den kan være med til at normalisere homoseksuelle parforhold endnu mere, vil det kun være skønt. Det har været meget vigtigt for os ikke at falde i den stereotype bøssegryde, så det har faktisk fyldt ekstremt lidt, at karaktererne er homoseksuelle.

Serien er ikke specielt plottet, så når noget er ekstremt simpelt, skal noget andet være lidt originalt, hvilket vi tænkte, at vores dynamik, humor og spillemåde kunne være«.

Har det kunnet give noget til historien eller jeres spil, at det tager udgangspunkt i et homoseksuelt forhold?
»Ikke rigtigt. Det havde været lige så underligt at kysse en kvindelig ven som at kysse Anders. Det har mere givet de gaver, at vi er dem, vi er. Der er jo ikke en eller anden flot kvindekrop, når vi ligger i bar overkrop, så på den måde er der rent fysisk også noget at grine af«.

Hvordan har I undgået homoklichéerne?
»Det har vi gjort ved, at udgangspunktet på ingen måde er homo. Det er ikke sådan, at vi har været ude at researche i homomiljøet – netop også med den viden, at det er lige så normalt, som alle andre miljøer – så vi har bare taget udgangspunkt i vores eget. Jeg er tit blevet lagt an på af mænd, så vi tænkte, at det sikkert ville passe meget fint, hvis vi spillede helt naturalistisk«.

Har I modtaget nogen form for kritik fra LGBT-miljøet, fordi I er to heteroseksuelle mænd, som agerer homoseksuelle og derfor måske ikke helt ved, hvordan det er?
»For det første ville det være super selvmodsigende, hvis nogen sagde det, fordi vi jo netop bare spiller to helt normale mennesker. I Danmark kæmper vi for at normalisere homoseksualitet, hvilket der absurd nok stadig er brug for. Selvfølgelig har tanken strejfet os, men vi har faktisk fået rigtigt mange henvendelser fra homoseksuelle mænd, som skriver, at vi ikke spiller klichéerne, og hvor genkendeligt det er, hvilket jo om noget er normalisering. Men selve parforholdet er også stadig tabu, for folk maler tit et glansbillede af det og vil helst ikke indrømme, hvor latterlige de er«.

Komiker ved et tilfælde

Som komiker har det altid været vigtigt for Martin Høgsted at kaste sig selv i puljen. I hans optik er selvironien den sjoveste og mest inkluderende form for humor, fordi den vækker genklang og på den måde samler os.

»Danskerne kan have en tendens til at mobbe, men hvis humor bliver meget satirisk og politisk, kan det blive skyttegravshumor, hvor det bliver meget dem og os. Jeg synes, det samler mere, når man gør grin med nogle helt primale karaktertræk, fordi vi ser indad og finder ud af, at vi måske ikke er så forskellige. ’Danish Dynamite’ samlede, fordi det både var folk, som stemte Dansk Folkeparti og Enhedslisten, som grinede af det. Humor uden selvironi er forfærdeligt, for så er man jo bare en bølle, der mobber. Jeg håber også, at folk griner af sig selv, når de ser Micki og Lars, i stedet for at spytte på andre«.

Siden barnsben har hverdagens sjove finurligheder fascineret Høgsted, og han har altid elsket at parodiere andre og få folk til at grine. Derudover betegner han sig selv som særligt sensitiv, hvilket medfører, at han konstant har antennerne ude og suger inspiration til sig.

Men egentlig var det lettere tilfældigt, at Høgsted havnede i komikerbranchen. Han havde kun haft en kort halvhjertet flirt med comedy, da han overhalede sine mange langt mere erfarne kolleger indenom og vandt DM i standup i 2008. Med sejren fulgte en kontrakt med komikeragenturet FBI, så fra den ene dag til den anden var Høgsted professionel komiker. Kort efter blev han ringet op af Lasse Rimmer, som spurgte, om han ville være med til at lave et nyt program, som hed ’Live fra Bremen’, sammen med Casper Christensen. På under et år gik Høgsted fra at læse international udvikling på RUC med en bachelor i filosofi i skoletasken til at sidde på et kontor og skrive sketches sammen med Lasse Rimmer og Casper Christensen.

(Foto: Mads Frederiksen/Soundvenue)

I den følgende tid medvirkede Høgsted blandt andet i ’Ups det er live’ og et par andre sketchshows og kørte hårdt på med standup, indtil han tilfældigt ramlede ind i Magnus Millang og fandt kemien med ham. Sammen undfangede de ’Danish Dynamite’, som fik tre sæsoner og blev det helt store gennembrud for dem begge. Nærmest over night blev Høgsteds og Millangs mange brogede karakterer kult blandt programmets trofaste fans, og også komikerbranchen anerkendte de to spasmageres skarpe blik for især det tragikomiske og groteske, da de i 2014 vandt prisen som Årets komiker ved Zulu Comedy Awards.

»Det var jo egentlig ret vildt«, husker Høgsted.

»Det var også derfor, jeg ikke havde så meget lyst til at være på lige efter det. Det var ikke, fordi jeg sagde ’never again!’, men det var ret intenst. Vi skrev og var medinstruktører og sad med i klipperummet, så rent arbejdsmæssigt var det sindssygt hårdt. For at få det til at hænge sammen skulle jeg også lave standup ved siden af. Samtidig kom hele denne her opmærksomhed, og med den følger et forventningspres, så man bliver meget selvbevidst. Det gik forholdsvis hurtigt for os begge to, så man skal lige finde ud af at være i det på en eller anden måde«.

En drøm, der blev knust

Hvordan føltes det, da hypen omkring jer var størst?
»Det var bare ret sjovt. Det kan være super anstrengende – især når folk er stive – men de fleste, som henvender sig, synes bare, man er fed, og det kan man jo ikke blive sur over. Selvfølgelig var der også nogle folk, som råbte nedturs-ting, som: ’I er ikke sjove’, og selvfølgelig har vi også fået masser af slag på Facebook, men det er nede i promillerne. Jeg tror altid, jeg har nydt godt af, at jeg var så gammel, da jeg startede og allerede havde lagt en slags fremtidsplan, så alt har ligesom bare været: Nå okay, det er da grineren. Alt det, jeg får, er mest bare gaver for mig. Jeg sætter ikke sådan flueben«.

Har der været nogen karrieremæssige udfordringer ved at blive kendt i en så specifik sammenhæng som ’Danish Dynamite’?
»Nej, jeg var bare meget heldig, at jeg blev kendt på komik, for det er kun det, jeg har interesse i. Jeg er siden blevet tilbudt at være med i ’Vild med dans’, ’Hvem vil være millionær?’ og alle de der ting, men det har jeg været ret konsekvent med at sige nej til. Jeg har intet imod andre, der gør det, men jeg tror, man skal passe på med at sige ja til det for tidligt, så man ikke bliver ’ham fra ’Vild med dans’’, selvom jeg ikke vil udelukke at sige ja en dag, Jeg tror godt, at folk kan se udover ’Danish Dynamite’, og så nåede jeg også lidt at få et navn inden for standup inden«.

(Foto: Mads Frederiksen/Soundvenue)

Har du på nogen måde følt dig forbigået, eller at du har haft sværere ved at leve op til succesen?
»Overhovedet ikke. Virkelig ikke. Jeg kan godt lide at lave komik på alle mulige måder, og det er også bare røvfedt at få lov til at instruere komik. Sådan en karakter som Jeppe K skinnede jo meget igennem, så det er klart, at den kastede noget mere af sig for Magnus. Det tager jeg rimeligt køligt. Jeg har jo også fået lov til at lave radio på P3, ‘Labans jul’ og været vært på Comedy Aid, så det har ikke stået helt stille, men jeg har nok bare været mere bag kameraet. Det har Magnus så i høj grad også, kan man sige«.

Har der været nogen uforløste drømme siden?
»Magnus og jeg havde en drøm om at lave en spillefilm efter ’Danish Dynamite’, som vi arbejdede på halvandet år, men den ville Det Danske Filminstitut ikke røre med en ildtang af alle mulige årsager. Det var faktisk lidt skuffende og ret hårdt, kan jeg huske. Sådan: Hvorfor vil de ikke det? Vi følte, at vi skulle ride på bølgen, og så blev den bare lukket«.

I skulle starte lidt forfra der?
»Ja, i høj grad. Magnus har altid haft instruktørdrømme, hvilket jo er lidt en enmandsting, så i hvert fald på det tidspunkt var det den sidste ting, vi skulle lave sammen. Det skulle være punktummet. Men det blev det bare ikke«.

Hausfrau i Stockholm

Den rodløse kunstnertilværelse har efterhånden trænet Høgsted i ikke at tænke for meget over, hvad der skal ske i fremtiden. Han er ikke typen, der strukturerer livet fem eller ti år frem.

For tiden drømmer han især om at fortsætte tilværelsen som en slags showrunner inden for fiktion og komik. Efter primært at have tjent til føden som instruktør de senere år synes Høgsted også, at det er »hyggeligt« at glide over i skuespillet igen.

»Det er også udfordrende for mig at spille roller«, siger han.

»Men jeg kan godt mærke, at jeg ikke er den store karakterskuespiller. Man har de skud i bøssen, som man har, så jeg prøver at drysse det lidt ud over min livstid, for jeg er godt klar over, at jeg ikke kommer til at stå og spille ’Shakespeare’ på Det Kongelige Teater. Jeg vil gerne være inde over så mange produktionsled som muligt, helt fra ideen til klipperummet. Jeg synes altid, den form resulterer i de bedste projekter, så jeg håber på at blive bedre til det. Også karrieremæssigt er det rart at kunne få lov til at styre slagets gang. Men det er pissesvært, for man gambler også lidt«.

I takt med at Høgsted har fået to børn og dermed automatisk også mere ro i sit liv, har hans fokus på klassisk vis flyttet sig, hvilket er »ret fedt«, fordi alle andre ting pludselig virker mere banale. Hvad angår den ydre anerkendelse har han allerede fået mere, end han kunne bede om, konstaterer han. Anerkendelsen henter han fra publikum og fans, men også fra reklamebranchen, som han har leveret et par baskere til, hvilket sidste år resulterede i en pris ved The True Award for årets tv/bio-reklamefilm.

Martin Høgsted kan stadig godt lide at udkomme, men:

»Jeg har overhovedet ikke lyst til standup mere, for jeg gider ikke tage ud og optræde i Aalborg klokken 20 lørdag aften, og jeg kan heller ikke. Jeg savner det ikke så meget, som jeg havde frygtet, for jeg kan godt lide at lave fiktion og elsker at sidde i klipperummet bagefter og nørkle med detaljer og skabe. Man er sikker på, hvad man giver videre til folk. Jeg elsker også stadig standup, men jeg er sådan en, der bliver sindssygt nervøs, når jeg skal optræde. Jeg dingler rundt og kan ikke spise noget før, så det er en gave at få lov til at sidde og nusse i et klipperum«.

Lige nu handler næste skridt faktisk på ingen måde om Høgsted selv, men derimod om kærestens spirende tv-karriere i Sverige, hvor hun ligeledes både er manuskriptforfatter på og skuespiller i sin helt egen serie.

»Tidligere har hun stået meget bag mig, men nu må jeg hjælpe lidt der og tage med som børnepasser«, siger han.

»Hendes eventyr starter nu, og hvis hun får succes med det, er det også en kæmpe drivkraft for mig. Det er i øvrigt også lidt en drøm, jeg har«. Han smiler.

»At være hausfrau i Stockholm«.

Læs også: Magnus Millang – »Jeg lå i boksershorts og græd efter rene i fire måneder«

Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold