‘Murder Mystery’: Jennifer Aniston gør sit for at redde Adam Sandler på autopilot i ny Netflix-film

‘Murder Mystery’: Jennifer Aniston gør sit for at redde Adam Sandler på autopilot i ny Netflix-film
Jennifer Aniston og Adam Sandler i 'Murder Mystery'.
2 6
Spillefilm
Instruktion

Kyle Newacheck

Medvirkende

Jennifer Aniston, Adam Sandler, Luke Evans, Gemma Arterton, Dany Boon

Spilletid

97 min.

Premiere

Kan ses på Netflix

’Murder Mystery’ er en Cluedo-inspireret komedie med den i stigende grad ufrivillige forkæmper for dårlig humor i hovedrollen. Eller sagt på en anden måde: Endnu en film med Adam Sandler har ramt Netflix.

Nu spiller han politibetjenten Nick Spitz, der sammen med sin kone Audrey (Jennifer Aniston) skal på en 15 år forsinket bryllupsrejse til Europa. På flyturen møder Audrey millionarvingen Charles Cavendish (Luke Evans), som inviterer parret på en sejltur gennem Europa på en majestætisk yacht: The Mediterranean Queen.

Da de ankommer til båden, viser Cavendish-familien sig at have en del stridigheder indbyrdes. Da patriarken Malcom Quince annoncerer, at han vil gøre dem alle arveløse, bliver lyset slukket, og Quince ligger pludselig død på gulvet. På bedste Agatha Christie-vis begynder Nick og Audrey at undre sig over, hvem på skibet der kunne have gjort det. Sønnen? Skuespillerinden? Maharajaen? Obersten? Snart er det amerikanske par selv de hovedmistænkte i sagen og er nødt til at opklare mysteriet hurtigst muligt. 

Hele vejen igennem ligner Adam Sandler én, der er gået på permanent autopilot. Han spiller ganske vist en halvtvær, dødkedelig politimand fra New York, der synes, at Amazon-gavekort på 50 dollars er en spitze bryllupsgave, men det er næppe nogen undskyldning. Han leverer sine replikker med så stor ligegyldighed, at det er fornærmende. Den eneste gang, han virkelig kommer i stødet, er, da han møder en pornoskuespillerinde.

Film som ’Big Daddy’, ’The Wedding Singer’ og ’The Waterboy’ bliver et svagere og svagere minde, med den frekvens som Sandler i disse år medvirker i elendige film. Men det er selvfølgelig ikke kun hans skyld, at ’Murder Mystery’ fejler. Takket være manuskriptforfatteren James Vanderbilt, der ellers står bag David Finchers mesterværk ’Zodiac’ (!), er ’Murder Mystery’ spækket med uopfindsomme jokes. Man kan næsten ikke lade være med at ty til smertelindrende second-screening. 

I det mindste er Jennifer Aniston, som Sandler også lavede ’ Just Go With It’ med, en lille solplet. Jeg er vildt imponeret over hendes ihærdighed. Også Luke Evans og Gemma Arterton udviser charme og gåpåmod, så man har en minimal chance for at komme gennem filmen. Men skulle jeg ikke se alle 97 min. i anmeldelsens højere tjeneste, var jeg smuttet for længst.


Kort sagt:
Adam Sandler virker fuldstændig ligeglad med sig selv og sin karriere i ’Murder Mystery’, og det er kun hans medspilleres indsats, der redder filmen fra at være det rædderligste på hans cv, hvilket ikke siger så lidt.

Læs også: Danske Jacob Schulsinger er et af de vigtigste mennesker bag ‘Big Little Lies’ sæson 2

Læs også: Lyt til SOUNDVENUE STREAMER: Teenagesex fra Drake og Nicolas Winding Refns serie-provokationer

Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold