Opfølgeren til ‘The Shining’ lægger sig uhyggeligt tæt op ad originalen – se traileren

Instruktøren bag den glimrende Netflix-gyserserie ‘The Haunting of Hill House’ har kastet sig ud på en utrolig modig, nogle ville sige dumdristig, mission.

Han har nemlig lavet en film, som både er en loyal fortsættelse til Stanley Kubricks horrorklassiker ‘The Shining’ og til Stephen Kings originale bog og opfølger ‘Doctor Sleep’, som den nye film bygger på. King var ellers famøst kritisk over for Kubricks film, så hvordan forener man de to tilgange til det urovækkende univers?

Historien følger den voksne udgave af barnet fra den første film, Danny, som er alkoholiseret og traumatiseret af hændelserne fra sin barndom. Når han stopper med at drikke, viser hans overnaturlige shining-evner sig igen – evner, som han en dag genkender hos en lille pige, som han møder på et hospice. Ewan McGregor spiller Danny.

Den første trailer til ‘Doctor Sleep’ trækker meget direkte på Kubricks mesterværk – fra »Redrum« i spejlet til flashbackene til det creepy Overlook Hotel. Og faktisk er der ikke tale om klip direkte hentet fra ‘The Shining’, men om tilsyneladende utroligt flot udførte rekonstruktioner. Kun billedet af blodet, der fosser ud af elevatoren, er fra den oprindelige film.

Kubricks familie har samarbejdet med Flanagan om filmen, og det skal blive spændende at se, om den vil gøre både Kubrick-arvingerne, King og alle andre ‘The Shining’-fans tilfredse.

Den amerikanske premiere er 8. november, mens den danske dato endnu ikke er sat.

Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold