Pixars bedste film – rangeret fra 10 til 1

Vi kaster os ud i den usandsynligt svære opgave at rangere det banebrydende animationsstudies mest vellykkede film.

10. ’Toy Story’ (1995)

I begyndelsen af 1980’erne blev John Lasseter fyret af Disney, fordi de konservative kræfter, der trak i trådene, følte sig truet af hans ambitioner om at omkalfatre animationsfilmen med computeranimation.

I 1995 lavede han verdens første computeranimerede spillefilm, ’Toy Story’. And the rest is history…

Selvom ’Toy Story’ i dag ser en smule forældet ud, blev den en veritabel gamechanger. De tredimensionelle animationer gav liv og dybde til billederne, og figurernes mimik og gestik blev langt mere detaljeret. Med DreamWorks i hælene lykkedes det Lasseter og Pixar at revolutionere genren og udkonkurrere den klassiske tegnefilm.

Med nogen forsinkelse lagde også Disney sig i Pixars hækbølge i begyndelsen af nullerne, og siden opkøbte man animationsstudiet, som man hidtil havde været distributør for, og udnævnte Lasseter til kreativ leder for begge studier.

’Toy Story’ var imidlertid ikke blevet den klassiker, den er i dag, hvis den ikke også var en uimodståeligt fantasifuld, velfortalt og original film befolket af nogle af de mest ikoniske animerede karakterer i filmhistorien.

Cowboyen Woody er Andys yndlingslegetøj, og alt ånder fred og idyl på børneværelset, indtil Andy i fødselsdagsgave får en space ranger ved navn Buzz Lightyear, som i modsætning til sine nye værelseskammerater ikke aner, at han er et legetøj.

Woodys status som Andys favorit er nu truet, og hans plan om at sætte Buzz ud af spillet slår grueligt fejl, da de begge ender i kløerne på Andys sadistiske nabo Sid, der får et kick ud af at lemlæste sit legetøj. Woody og Buzz må nu arbejde sammen for at flygte i et mindeværdigt klimaks, hvor Buzz må erkende, at han som legetøj ikke kan flyve, men så kan han til gengæld falde… med stil!

’Toy Story’ introducerer det fantastiske univers med legende overskud, og det vidner om Pixars fabelagtige track record, at jeg må placere den helt hernede. Men det er, som om alle filmens kvaliteter bliver forfinet og forædlet i de to efterfølgere.

 

9. ‘Coco’

Efter en nærmest mirakuløs stime i slutningen af nullerne med ‘Ratatouille’, ‘WALL-E’, ‘Up’ og ‘Toy Story 3’ har det været noget mere hit-and-miss fra Pixar i dette årti. Prequels og sequels af varierende kvalitet (de gode: ‘Find Dory’, ‘De Utrolige 2’, de dårlige: ‘Cars 2 og 3’) har præget portfolien, og selv de originale film har ikke haft samme træfsikkerhed som tidligere – ‘Modig’ og ‘Den gode dinosaur’ hører for eksempel begge til blandt Pixars svageste.

Og da ejerne Disney, under Pixar-grundlægger John Lasseters ledelse, samtidig er kommet særdeles stærkt igen med succeser som ‘Vilde Rolf’, ‘Frost’ og ‘Vaiana’, er Pixars stjerne falmet en smule.

Men ingen kan få voksne til at vræle som Pixar, og de fik mig igen med ‘Coco’, en næsten-musical om den 12-årige Miguel, der drømmer om at blive musiker ligesom sin berømte tipoldefar, men ikke må spille for sin brøsige bedstemor.

Under fejringerne af den mexicanske højtid De Dødes Dag sniger han sig ind og stjæler en guitar fra sin berømte tipoldefars gravmæle, så han kan deltage i et talentshow. Men så snart han slår strengene an, bliver han transporteret til de dødes parallelverden. Her møder han sine skeletterede forfædre og må nu opklare et mørklagt mord og forsone en stædig familiefejde mellem levende og døde for at komme hjem igen.

Plottets centrale twist er ikke spor overraskende, men sangene er catchy, billederne smukke, og det respektfulde og farvemættede portræt af mexicansk kultur gør Miguels deroute i dødsriget til en spillevende fornøjelse. Og slutningen, hvor Miguel ‘vækker’ sin demente oldemor med den sang, hendes far plejede at synge for hende, er vintage Pixar.

 

8. ’Find Nemo’ (2003)

Pixar har aldrig været bange for at tackle tunge temaer, og vi skal kun få minutter ind i ’Find Nemo’, før idyllen brister for de to forelskede klovnefisk Marlin og Coral. En barracuda går til bagholdsangreb og slår Marlin bevidstløs, og da han vågner igen, er Coral væk sammen med alle på nær ét af de æg, hun havde lagt.

Det lille beskadigede æg bliver til Nemo, som fødes med en underudviklet finne og følgelig bliver en svag svømmer. Klog af skade er Marlin ekstremt overbeskyttende over for det eneste, han har tilbage, og en tidlig, kær scene mellem de to gør det endnu mere hjerteskærende, når han uvægerligt støder sin eventyrlystne søn fra sig.

Da Nemo i trods svømmer væk fra det trygge koralrev, bliver han fanget af en gruppe dykkere og ender i et akvarium. Hans frygtsomme far sætter efter og teamer op med Dory (en edderskæg Ellen DeGenerous), en godhjertet kirurgfisk med korttidshukommelsestab. Undervejs på deres fantastiske redningsmission støder de blandt andet på en terapigruppe for tre hajer, der forsøger at undertvinge deres blodtørst.

Da filmen udkom i 2003, var den Pixars mest visuelt overrumplende siden ’Toy Story’. Den har siden vist sig at være en af deres mest populære, og med både en af de sødeste (Nemo) og sjoveste (Dory) karakterer i portfolien, medrivende actionsekvenser og en rørende far/søn-fortælling om at miste og komme videre, forstår man godt hvorfor.

 

7. ’Ratatouille’ (2007)

På papiret er ’Ratatouille’ måske Pixars mindst børnevenlige film: Den har en rotte i hovedrollen og er først og fremmest en hyldest til Paris og dens kunst, kultur og køkken.

Men som bevis på, at Pixar slet og ret ikke kunne træde forkert i denne periode, blev filmen et hit hos både kritikere og biografgængere af alle aldre, fordi den med sin fusion af fysisk humor og høje tanker er et skoleeksempel på Pixars mesterskab: Evnen til at vikle et ekstra, indforstået ’voksenlag’ uden om en lettilgængelig, sjov og charmerende børnefilm.

Rotten Remy er ikke som sine artsfæller – han går rundt på bagbenene af hygiejniske hensyn, og så er han stærkt fascineret af finere madlavning, ikke mindst den afdøde mesterkok Auguste Gusteau og hans mantra: Alle kan lave mad.

Da Remy og hans slæng må rømme deres rotterede, bliver han skilt fra sin familie og ender ad omveje i køkkenet på Gusteaus restaurant, hvor han redder en suppe, som den nys ansatte køkkenkarl Alfredo Linguini har forpurret.

Linguini opdager og fanger Remy, men de to indgår et samarbejde og finder ud af, at Remy kan styre Linguinis bevægelser som en marionet ved at sidde under kokkehuen og hive ham i håret. Snart er Linguini det hotteste gastronomiske navn i hele Paris, men desværre er det ikke alle, der bryder sig om at få sin ratatouille tilberedt af en rotte.

Hvis man skal kritisere Pixar for noget, er det, at deres film har det med at ligne hinanden, men ’Ratatouille’ er en af de mest særegne i bunken både visuelt og narrativt. Det er også en af de flotteste, fra de hæsblæsende actionscener til de pittoreske Paris-portrætter, og så er slutningsmonologen rørende flot skrevet: »Not anyone can become a great artist, but a great artist can come from anywhere«.

 

6. ’De utrolige’ (2004)

Der er mange bejlere til titlen som historiens bedste superheltefilm, men på mange måder føles Brad Birds ’De Utrolige’ med sin cocktail af kæk komik og buldrende actioncrescendo faktisk som en forløber for Marvels Cinematic Universe, og instruktør Brad Bird klarede siden overgangen til live-action-action i overlegen stil med ’Mission Impossible: Ghost Protocol’.

Bird, Lasseters klassekammerat fra California Institute of the Arts, var den første instruktør, Pixar hentede ind udefra, og hvor de fleste af deres film bliver til i en kollektiv udviklingsproces, var ’De Utrolige’ i høj grad Birds eget projekt og hjertebarn. Han er eneste krediterede instruktør og forfatter på den, og resultatet er en mindre nuttet og mere satirisk film, som ikke bruger den samme dramaturgiske støbeform, der kan blive lidt gennemskuelig, når man høvler 14 Pixar-film af på en uge, sådan som jeg har gjort til denne artikel.

Superheltene er især inspireret af De Fantastiske Fire tilført prægnant familiesymbolik – den overbebyrdede mor til tre kan forlænge sine arme, manden i huset er stærk som en bulldozer, den humørsyge teenagedatter kan gøre sig usynlig, og spirrevipsønnen er rap som lynet. Til plottet har Bird især skelet til ’Watchmen’: Regeringen har iværksat et resocialiseringsprogram for superhelte, efter at staten var blevet overlæsset med erstatningssager for følgeskader, så nu leger Mr. Incredible og Elastigirl far, mor og børn med kedeligt kontorjob og hverdagstrummerum.

Ikke et liv for en superhelt, så Mr. Incredible springer til uden tøven, da den mystiske Mirage tilbyder ham en mission. Men han vader direkte ind i en fælde, og inden længe må også Elastigirl og børnene Dash og Violet trække i den stramme røde dragt og komme farmand til undsætning.

’The Incredibles’ er proppet med udstyrsstykker, der gør ’The Avengers’ rangen stridig. Specielt scenen hvor Dash flygter fra en gruppe håndlangere er vanvittigt flot eksekveret. Til gengæld er den også liiiidt længe om at komme i gang, og så er den først og fremmest en skæg og spændende rutsjebanetur, der ikke har helt samme emotionelle resonans som Pixars aller-allerbedste.

 

5. ’Toy Story 2’ (1999)

’Toy Story 2’ var oprindeligt tænkt som en af de ’direkte-på-dvd’-efterfølgere, der plejer at blive noget bras, men Disney var imponerede af Pixars arbejde og besluttede at forlænge og forstørre filmen til biograferne. Pixar selv var dog ikke nær så begejstrede, og med kun ni måneder til deadline valgte de nærmest at starte forfra. Folk arbejdede 60+ timer om ugen, og en tredjedel af de ansatte gik ned med stress, men filmen blev lige nøjagtigt færdig i tide. Og nærmest mirakuløst havde Pixar formået at sammenflikke en film, der overgik den ekstremt populære forgænger.

Toeren bryder med etterens buddy film-koncept ved at skille Woody og Buzz ad. Woody bliver kidnappet af den skruppelløse legetøjssamler og -sælger Al McWhiggin, der planlægger at sælge ham til et legetøjsmuseum i Tokyo. Woody viser sig nemlig at være et værdifuldt samlerobjekt, som i 1950’erne havde sin egen tv-serie. Seriens andre karakterer, Jessie, Stinky Pete og Woodys trofaste hest Bullseye, er ligeledes en del af Als samling og glæder sig til at skulle på udstilling, og efterhånden bliver også Woody tændt på ideen om at være til evig skue og beundring frem for at blive gemt væk i en kasse, når Andy bliver voksen.

I mellemtiden drager Buzz, Mr. Potato Head, Hamm, Rex og Slinky af sted mod Als legetøjsforretning for at befri Woody. Her opstår der forviklinger, da både en ny Buzz Lightyear og hans ærkefjende Zurg slippes ud af deres æsker, hvilket kulminerer i et par lårklaskende ’Star Wars’-referencer.

Det er det bedst pacede og tilrettelagte plot i trilogien, og filmen formår at udbygge universet uden at give afkald på etterens nærhed og tematiske tyngde. Ikke mindst birollerne vokser i toeren, og Jessies dybfølte sang ’When Somebody Loved Me’ om at blive glemt og forladt af den, man holder af, fremført med sagte sarte knæk af Sarah McLachlan, har fået mangt en familie til at slås om kleenexerne.

 

4. ‘Inderst inde’

‘Inside Out’ føles som en film, som kun Pixar kunne have lavet.

Den er bygget op over et simpelt tankeeksperiment: Hvad foregår der inde i hovedet på et barn?

I hænderne på mange andre filmselskaber ville det sikkert være blevet en fortænkt og alt for konceptuel øvelse. Men Pixar forløser filmen med den empati, varme og fortælleglæde, som de nærmest har patent på.

Idéen er lige så enkel, som den er genial: Inde i hovedet på pigen Riley bor hendes fem legemliggjorte følelser: Glæde, Triste, Vrede, Frygt og Afsky. De administrerer Rileys humør og minder, og det kører bare. Men da den før så tilbageholdende Triste pludselig begynder at formørke Rileys sind, udbryder der en magtkamp mellem Glæde og Triste, som får alvorlige konsekvenser.

For at rette op på den skade, de har forvoldt, må Glæde og Triste nu arbejde sammen. Undervejs lærer de en vigtig livslektie: Uden sorg, ingen glæde.

‘Inside Out’ minder en del om ‘Toy Story’ i måden, den omsætter en klar og ren idé til en sjov, vedkommende og fantasifuld historie. Og trods deres i sagens natur begrænsede følelsesregister holder man både af og med Glæde, Triste og de elskelige bifigurer. Hver gang jeg ser scenen, hvor Bing Bong ofrer sig selv, så tudbrøler min indre Triste.

Bonusinfo: Filmen er blandt andet inspireret af den ensomhed, som instruktøren Pete Doctor oplevede, da han som barn flyttede til Danmark sammen med sine forældre.

 

3. ’Wall-E’ (2008)

Efter at have lykkedes med en film om en rotte, der bliver mesterkok, kunne Pixar nærmest gå på vandet i 2008. Så høj var selvtilliden i animationsstudiet, at de omsider fik realiseret et projekt, som Andrew Stanton havde gået og ruget over lige siden 1994.

Det var et projekt, der krævede mod: En ’Rumrejsen år 2001’-inspireret stumfilm om en robot ladt alene tilbage på Jorden, som er blevet gold og ubeboelig på grund af en ophobning af gift- og affaldsstoffer. Fortalt med artfilmens dvælende rytme og billedpoesi og med et budskab om faren ved overforbrug og digitalisering.

Pixars film blev i denne periode stadigt mere modne og dristige, og ’Wall-E’ er måske filmen, som har mere at sige til forældrene end til deres børn. Jeg forestiller mig, at poderne har haft svært ved at fastholde fascinationen ved den vægtløse historie, og mon ikke også øko-budskabet er gået hen over hovedet på de mindste.

Til gengæld byder ’Wall-E’ på en stribe af de smukkeste scener, Pixar har kreeret. Den første halve time er stort set ordløs og leder tankerne hen mod Chaplin og Buster Keaton, men billederne siger vitterligt mere end tusind ord og sætter den reneste stemning, Pixar endnu har ramt.

Et eminent lyddesign og vidunderlige animationer gør skrumlebunken Wall-E med de sørgmodige kikkertøjne og den Apple-strømlinede Eve, hvis blålysøjne bliver til tynde buer, når hun klukler, til to af de mest bedårende figurer i Pixar-kataloget. At kærlighedshistorien mellem to robotter er den mest rørende, Pixar har fortalt, er i sig selv en stor bedrift, og deres florlette rumdans må være studiets mest poetiske scene.

Målt på magiske øjeblikke ligger ’Walle-E’ helt i top, men plottet er ikke helt så velsmurt som i andre af filmene. At lade Fred Willard optræde i menneskeskikkelse er et pudsigt valg og medvirker til, at menneskene, deres tromlefede korpusser til trods, forbliver flade og fjerne figurer, og klimakset køres af på autopilot.

 

2. ’Toy Story 3’ (2010)

11 år efter at vi forlod Woody, Buzz og alle de andre er en næstenvoksen Andy på vej på college. Han pakker Woody i sin kuffert (og dømmer dermed sig selv til mange års mobning), mens resten af legetøjet ryger i en kasse tiltænkt loftet.

Andys mor misforstår ham imidlertid og stiller kassen med Buzz, Jessie og kompagni ud til skrald. Vrede over at blive vraget flygter de og drager mod børnehaven Sunnyside Daycare, hvor de møder den vennesæle teddybjørn Teddy/Lotso.

Ved første øjekast ligner Sunnyside Daycare et legetøjets utopia – man bliver leget med dagen lang og bliver aldrig kasseret, fordi der hele tiden kommer nye børn til. Men Teddy viser sig at være en koldhjertet despot, der i virkeligheden holder Buzz og de andre som gidsler på legerummet for de mindste børn, som er alt for voldsomme ved legetøjet. Woody kommer sine venner til undsætning og sætter endnu en flugtplan i værk.

Treerens plot suser ikke helt så sømløst af sted som toerens, men filmen emmer af varme, opfindsomhed og en ægte kærlighed til materialet og figurerne og er samtidig seriens sjoveste med Barbie og Ken samt en spansktalende Don Juan-Buzz som komiske pletskud.

Og slutningen! Fra øjeblikket hvor Woody og Buzz tager hinanden i hænderne og går døden i møde i smelteovnen, og frem til den sidste, lange blikudveksling mellem Woody og Andy, sagde en hel generation af næstenvoksne, der var vokset op med ’Toy Story’-filmene, endegyldigt farvel til deres barndom. Mens de flæbede som en lille pige. Det kan godt være, at nostalgi er noget, vi selv fylder i ting, men ’Toy Story 3’ vrider hver eneste lille tåre ud af den.

Bedste filmtrilogi nogensinde? I så fald ikke meget længere, for 4’eren er på vej. Det virker dumdristigt med treerens perfekte sløjfe in mente, men på den anden side: Det er kun blevet bedre indtil nu.

 

1. ’Op’ (2009)

De første 10-15 minutter af ’Op’ er det bedste, Pixar nogensinde har skabt. Simpelthen. De små og store øjeblikke i et livs parløb kondenseret til fire minutters montage: Brylluppet og husbyggeriet, picnic og dagdrømmeri under skyerne, hyggelæsning hånd i hånd i hver sin lænestol, drømme der tager form, drømme der brister, og endelig sygdommen der river Carl Fredricksens elskede Ellie fra ham. Akkompagneret af Pixars hofkomponist Michael Giacchinos lette, vuggende vals.

’Find Nemo’ åbnede på en lignende måde, men her tør Pixar vise, hvad man selv måtte inferere dengang: Døden, her ikke som en pludseligt indtruffen tragedie, men som en naturlig følge af livets forgængelighed. Ikke en sjæl går uberørt fra ’Op’s anslag.

Der er dem, der mener, at filmen taber højdemeter, så snart den gnavne gamle mand stiger op mod skyerne og sætter kurs mod vivens drømmedestination Paradise Falls med den ukuelige spejderdreng Russell som ubuden gæst.

Og selvfølgelig kan det kun gå ned ad bakke efter en af de fineste animerede scener i filmhistorien, men så drastisk er faldet slet ikke. Historien er særdeles godt skåret med mange sjove indslag, ikke mindst fra hundeflokken med stemmebånd, der gengiver deres tanker helt ufiltreret. Man undrer sig måske over, at Charles Muntz kan være så rørig i en alder af mindst 90-100 år, men okay, hvis man kan tro på flyvende huse og talende hunde…

Som alle Pixars film er ’Op’ en fryd for øjet, og man fornemmer en særlig kælen for detaljen i kompositionerne. Hvor mange animationsfilm tænker på at lade hovedkarakterens skægstubbe gro igennem filmen uden at føle behov for at påpege eller gøre en pointe ud af det?

’Op’ er Pixars bedste film, fordi den er den følelsesmæssigt ærligste. Dialogen er dejligt subtil, hvad angår Russells fraværende far, og selvom temaet om døden og dens spøgelse også blev behandlet i ’Find Nemo’, skete det langt fra lige så direkte som i ’Op’. Carl slæber helt bogstaveligt en mental baggage efter sig i form af det hus, han og Ellie byggede sammen. Og i filmens spektakulære finale må han endelig give slip på huset og sin elskede Ellie og se hende svæve langsomt til himmels.

‘Toy Story 4’ har premiere 29. august.

Læs også: Årtusindets 50 bedste udenlandske film

Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold