’Pose’ sæson 2: Knuselskelig queerserie får tårerne til at trille

’Pose’ sæson 2: Knuselskelig queerserie får tårerne til at trille
'Pose'.
5 6
Tv-serie
Hovedforfattere

Ryan Murphy, Steven Canals, Brad Falchuk

Medvirkende

Indya Moore, Ryan Jamaal Swain, Mj Rodriguez, Dominique Jackson, Billy Porter, Angelica Ross, Sandra Bernhard, Trudie Styler, Angel Bismark Curiel.

Spilletid

10 afsnit à 60 min.

Premiere

Kan ses på HBO Nordic

Av mit hjerte. Dér omkring Ringsted, på den daglige togtur Odense-København, triller et par tårer tungt ned ad mine kinder. Og det endda selvom netforbindelsen halter, og opløsningen ikke just er HD-kvalitet. ’Pose’ gør det, ’Pose’ gør bedst: hiver i hjertestrengene med en ægte indigneret retfærdighedssans på en klangbund af hårdt levede liv. Også her i anden sæson.

Den banebrydende ballroom-series rummelige hjerte gør mig til en blævrende følelsesmaskine. Afsnit efter afsnit. Og når showrunner-trioen Ryan Murphy, Steven Canals og Brad Falchuk vikler slut-1980’ernes og start-1990’ernes virkelige, grumme begivenheder i relation til HIV/AIDS og LGBTQ-miljøets stigmatisering sammen med seriens let elskelige karakterer, føler jeg ’Pose’ med hver en fiber i min queer-krop. Ikke mindst i åbningsscenen, hvor Pray Tell (Billy Porter) og Blanca (MJ Rodriguez) har taget færgen til Hart Island ud for Bronx. Her begraver myndighederne i New York ukendte i massegrave. Herunder også AIDS-ofre, der på grund af datidens smittefrygt blev forvist til separate områder på øen.

På den vindbidte ø ser Pray og Blanca, der begge er HIV-smittede, til, mens maskiner stabler kister i tarveligt krydsfiner i de dybe massegrave. Vil det også blive deres skæbne? Cue førnævnte tårer.

‘Pose’.

Serien gør så meget fint og rigtig og klogt, at du faktisk kan se igennem fingre med ikke så få fodfejl. Vi er to år fremme i tiden, i 1990, i forhold til slutningen af første sæson. Madonna har just sendt singlen ’Vogue’ på gaden, og ballroom-miljøet syder af forventningens spænding og rus. Vil popmomentet med tyvstjålne ballroom-moves blive deres billet til accept?

Selvom der er gået to år, synes ’Pose’ at fortsætte nøjagtig, hvor serien efterlod os. Den degraderede hus-moder Elektra (Dominique Jackson) har fået tag over hovedet hos Blancas House of Evangelista. Ricky og Damon flirter hedt, og Angel (Indya Moore) drømmer glamourøse modeldrømme. Og Lil Papi, ja, han er stadig charmeredende og håbløst forgabt i Angel. Intet andet end Madonnas hitsingle indikerer, at der skulle været gået to år. Pyt. ’Vogue’ er jo catchy og dansabel og en forbandet god krog at hægte et åbningsafsnit på. Go with the flow, du ved.

’Pose’ er på én og samme tid ekstravagant underholdning toppet med campede fjollerier og rå miljøskildring. Tonen fra scene til scene skifter ofte (for) vildt: fra aktivistmøder i ACT UP til ballroom-bitch’erier. Og så har jeg ikke engang nævnt den døde mand fra SM-klubben, som Elektra ser sig nødsaget til at gemme i en kuffert i skabet. Efter hun og veninderne har overhældt ham med kalk og syet ham ind i en puppe af kunstlæder. Det lyder langt ude, ja, men Elektras gangstermetode her er ikke grebet ud af fri fantasi. Drag queen Dorian Corey, en af de legendariske medvirkende i Jennie Livingstons dokumentar fra 1990, ’Paris is Burning’, gemte i 15 år liget af en tidligere kæreste i sit klædeskab. Først efter Coreys død fandt politiet det mumificerede lig.

‘Pose’.

Pointen i ’Pose’ er, at lige gyldig hvor god en forklaring Elektra måtte have, er hun stadig en farvet, transkønnet kvinde i politiets optik. Myndighedernes blinde øje og indifferens – både hvad angår vold mod og mord af transkvinder og manglende handling i bekæmpelsen af HIV/AIDS – sidder som en kniv i ryggen. Familien i LGBTQ-miljøet er det bankende hjerte, der i trods bliver ved med at slå. I takt til ’Vogue’ på ballroomets gulv.


Kort sagt:
Ungdommen, elskerne og den selvvalgte familie dør om ørene på Pray, Blanca og Angel. Sådan var virkeligheden i 1990. Alligevel er ’Pose’ her i anden, mørkere ombæring stadig en livfuld og knuselskelig serieoplevelse.

Anmeldt på baggrund af de første fire afsnit.

Læs også: Fri mig for Hollywoods nyfundne ‘blockbuster-feminisme’

Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold