Selvfølgelig skal anmelderne ikke spille med på Nicolas Winding Refns julelege før ’Too Old to Die Young’

Selvfølgelig skal anmelderne ikke spille med på Nicolas Winding Refns julelege før ’Too Old to Die Young’
Nicolas Winding Refn med sin hovedrolleindehaver på 'Too Old to Die Young' under Cannes-festivalen i maj, hvor seriens afsnit 4 og 5 fik verdenspremiere.
Foto: John Phillips/Getty Images
Flere anmeldere beklager sig over, hvor svært det er at anmelde Nicolas Winding Refns Amazon-serie ’Too Old to Die Young’ ud fra de to tilfældige midterafsnit, pressen har fået i hænderne på forhånd. Men løsningen ligger da lige for, og den vil endda tage højde for… læserne.
Selvfølgelig skal anmelderne ikke spille med på Nicolas Winding Refns julelege før ’Too Old to Die Young’
Jacob Ludvigsen

Filmredaktør på Soundvenue

KOMMENTAR. Forvirringen har været total i anmelderstanden op til premieren på Nicolas Winding Refns imødesete Amazon-serie ’Too Old to Die Young’.

Kritikerne er nemlig kun blevet stillet afsnit 4 og 5 til rådighed på forhånd – de samme afsnit, som danskeren viste for verdenspressen på filmfestivalen i Cannes i maj.

»Hvordan helvede anmelder man en tv-serie, som man kun har set afsnit 4 og 5 af?«, spørger The A.V. Club i overskriften på deres anmeldelse, men svaret er da mere simpelt end en matematikopgave i børnehaveklassen: Det gør man ikke!

The A.V. Clubs Alex McLevy går fint i kødet på de to afsnit, han har set – i alt små tre af seriens cirka 11 timer fordelt på 10 afsnit – men tilstår mod slutningen, at »det er unfair at hævde noget fra sådan et arbitrært uddrag«.

Ovre på Politiken har anmelderen helt opgivet at anmelde (eller i hvert fald give karakter til) ’Too Old to Die Young’, som han ligeledes kun har set afsnit 4 og 5 af. Han har nu ellers skrevet en på mange måder forbilledlig anmeldelse, så det er lidt svært at se, hvad problemet er, men mere relevant i denne sammenhæng er det, at han konstaterer, at eftersom »pressen kun har fået adgang til afsnit fire og fem ud af ti, gør det umuligt at sige noget fornuftigt om karakter og plot«.

Men hele ’Too Old to Die Young’ – alle 10 afsnit – blev i fredags udgivet på Amazon Prime, så det er altså en komisk omgang insider-baseball at høre medierne beklage sig over, at de kun kunne anmelde ud fra de i forvejen tilsendte episoder. De kunne blot have ventet et par dage og set lige så meget af serien, som deres tålmodighed nu rakte til.

Miles Teller i ‘Too Old to Die Young’.

Nok vil alle medier gerne udkomme hurtigt med deres vurdering af en ventet serie, men hvad skal læseren, der kan se hele affæren fra start til slut uden nogen dikkedarer på udgivelsesdagen, egentlig bruge en anmeldelse af afsnit 4 og 5 til? Og endnu mere presserende: Hvad i alverden skal de stille op med anmeldernes førsteverdensproblemer, der absolut intet har at gøre med deres egen seeroplevelse? Anmelderne gør både læserne, serien og sig selv en bjørnetjeneste ved ikke at kunne vente et par dage og se ’Too Old to Die Young’ fra start, som man også gør med alle andre serier. Havde man gjort det, kunne man faktisk sagtens sige noget fornuftigt om karakter og plot.

Helt åbenlyst er det noget pjat, at pressen kun har fået de to midterafsnit og intet andet. Det er efterhånden sædvanen, at pressen modtager omkring en halv sæson af en serie på forkant, men når førnævnte McLevy undrer sig over, at kritikerne ikke har fået lov til at anmelde hele molevitten, er det altså uselvstændig selv-indoktrinering fra medieboblen på et grinagtigt niveau.

Medierne havde stået bedre ved ikke at spille med på Amazons julelege. Ja ja, nu bliver det ananas i egen juice, men her på siden udkommer vi først med vores officielle dom af ’Too Old to Die Young’, når vores anmelder har set serien fra første til sidste sekund. Han fortjener en særlig applaus for sin heroiske indsats.

Jeg skrev om min umiddelbare, overvejende positive reaktion på afsnit 4 og 5 fra Cannes-festivalen og har nu også set de første par episoder. Til sammen giver det en ret tydelig idé om, hvorfor Refn & co. har valgt den atypiske pressestrategi. De første to afsnit er nemlig mere søvndyssende end at se maling tørre.

Læs også: Ind i hovedet på den kontroversielle dansker – at være Nicolas Winding Refn

Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold