Seriekvinderne er gået all Slytherin: Her er de tre fremmeste eksempler

Seriekvinderne er gået all Slytherin: Her er de tre fremmeste eksempler
Lejemorderen Villanelle i 'Killing Eve'.
Tv-seriernes kvinder er ikke længere blot uperfekte. De kan være decideret giftige på en måde, som kun mændene fik lov til at være det tidligere.

Det er ikke en nyhed, at serierne stiller skarpt på den uperfekte og ofte usympatiske kvinde. Pragteksemplet er HBO’s ‘Girls’, der med Lena Dunham i spidsen fik os til både at græmmes og glædes over den navlepillende venindegruppe, man både kunne himle over og spejle sig i.

Men for tiden tager enkelte serier skridtet videre og skildrer kvinder som ondskabsfulde, kalkulerede og magtliderlige – præcis den slags roller, mænd har udfyldt i årevis.

Mange har sagt, at ligestillingen i film og serier først er nået, når kvinder får lov til at være lige så dumme svin som mænd – og det begynder så småt at ligne noget, selvom vi gerne så listen være endnu længere. Her er de fremmeste eksempler:

Den koldblodige lejemorder: ‘Killing Eve’

I ‘Killing Eve’ introduceres vi til Villanelle, da hun umotiveret vælter en piges isdessert med et selvtilfredst smil. Så er tonen ligesom sat. At beslaglægge småbørns sukkerindtag er dog barnemad for den psykopatiske antihelt af en lejemorder, som politiefterforskeren Eve bliver så fascineret af – ligesom seeren.

Villanelle er styret af sine drifter helt ud til fingerspidserne. I pariserlejligheden er køleskabet fyldt op med champagne og klædeskabet bugnende af designertøj (ingen kan bære et lyserødt tylskørt som Villanelle), mens hun på karrierefronten giver den som iskold dræbermaskine, der ikke giver en fuck for, hvem der må lade livet. Villanelle snor alle om sin lillefinger, som er man brikker i hendes sygelige, sadistiske puslespil, og bedst som man tror, hun har noget, der minder om et hjerte, tager hun os med bukserne nede og den sylespidse kniv rettet direkte mod struben.

Phoebe Waller-Bridge har med udgangspunkt i Luke Jennings’ bøger skabt en tv-figur, som vi aldrig har set før.

Whodunit med kvindeligt fortegn: ‘Sharp Objects’

(Spoiler alert – slutningen på ’Sharp Objects’ afsløres i det følgende)

Man kunne skrive en længere psykologisk afhandling om de familietraumer, der bringes op til overfladen, da journalisten Camille rejser tilbage til sit barndomshjem for at skrive en artikel om de brutale mord, der hærger byen. Løbende flashbacks underbygger dysfunktionaliteten og de giftige mor-datter-relationer, der er på spil inden for hjemmets fire vægge, og som stikker langt dybere end Camilles selvpåførte ar på kroppen.

Camille får skylden for alt i det sekund, hun træder ind på matriklen hos mor Adora og lillesøster Amma. Det står efterhånden klar, at Adora lider af Münchausen by Proxy – hendes forsøg på at fastholde døtrene i syge og nødlidende roller, så hun selv kan udvise moderlig omsorg, var årsagen til Camilles anden søster Marians tidlige død, mens Camilles selvstændighed altid har distanceret hende fra morens sygelige behov.

Den HBO-aktuelle serie ‘The Act’, der er baseret på virkelige hændelser, fortæller en lignende historie om Müchausen by Proxy-ramte Dee Dee Blanchard, der holder sin datter tvunget i et fængslende sygdomsnarrativ. I begge tilfælde er det dog diagnosen, der umenneskeliggør kvinderne, og derfor skal ‘Sharp Objects’ egentlige monster også findes et helt andet sted.

Amma er rendyrket psykopat med en forskruet fornemmelse for kærlighed. Seriens dybt forstyrrende sidste minutter afslører, at hun som udslag af et slags Stockholm-syndrom hungrer efter morens opmærksomhed mere end noget andet. Det er altid mændene, der har gjort det i en whodunit. Men ikke denne gang. 

Massemordere og magtspillere: ‘Game of Thrones’

Hvis Cersei Lannister gik på Hogwarts, så ville fordelingshatten skrige ‘Slytherin’, før den så meget som strejfede toppen af hendes gyldne hårpragt. Og selv det feministiske forbillede Daenerys fik mod slutningen vist, at hun alligevel ikke var helt den Gryffindor, vi gik og håbede på.

‘Game of Thrones’ har særligt i kølvandet på sidste sæson fået kritik for sine kvindeskildringer – bad-ass Brienne blev hulkende forladt af Jaime, mens dragedronningen vender på en tallerken og brænder King’s Landing til grunden, så helten Jon Snow kan redde dagen. Desuden viser data indsamlet af analysefirmaet Ceretai, at mænds taletid i serien udgør hele 75 procent af alle replikker.

Alligevel er ‘Game of Thrones’ værd at fremhæve for sin skildring af magthungrende kvinder, som vi sjældent har set det – og så endda i et dybt patriarkalsk middelalderlignende univers, hvor de traditionelt ville være kommet til kort på baggrund af deres køn. I starten af fortællingen sad mændene på magten: Robert Baratheon på jerntronen, hurtigt afløst af øretæveindbydende Joffrey, mens Viserys Targaryen på den anden side af The Narrow Sea planlagde at generobre sin retmæssige trone. Om søsteren Daenerys krop så skulle sælges i købet.

De regerende mandekarakterer blev efterhånden skiftet ud med magtspillerne Sansa, Cersei og Daenerys på godt og ondt, og Daenerys lovende idealisme blev forvandlet til et fascistisk flammehav, ikke ulig det diktatur, hun selv brændte for at kæmpe imod.

Cersei snuppede førstepladsen som full-blown ondsindet narcissist, der udadtil er motiveret af kærligheden til sine børn, men kun fordi de deler hendes blod. Elsker man virkelig sin søn, når man springer hans kommende brud i luften? De kalkulerede midler, Cersei tog i brug for at bibeholde sin magtposition, kender ingen grænser, og det var særdeles forfriskende.

Alle serierne kan ses på HBO Nordic.

Læs også: Anmeldelse af ‘Big Little Lies’ sæson 2

Læs også: Anmeldelse af ‘Black Mirror’ sæson 5

Læs også: Anmeldelse af ‘The Handmaid’s Tale’ sæson 3 

Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold